Anmeldelse af The Halo Effect + support: Pain & Bloodred Hourglass, d. 16.01.25 i Amager Bio

Mit nabolag fik besøg af “Halos Over Europe 2025” og der var for denne anmelder både gamle og nye kendinge at glæde sig til.

Foto: Anders Groos Mikkelsen

Ugen var blevet en koncert kortere, da Thronehammer havde aflyst deres optræden på Stengade dagen før, men heldigvis står der masser af spændende navne i koncertkalenderen denne januar, og så markerede torsdagen også det første show i Amager Bio i det nye år. På med Nephrectomy t-shirten og den meget slidte battlejacket, der er metal på programmet!

Bloodred Hourglass

Aftenens første gruppe er fra Finland og ikke et navn jeg har hørt før. Dannet i 2005 har de udgivet 6 albums og i 2023 kom det seneste How´s the Heart. Jose Moilanen (bas), Jarkko Hyvönen (trommer), Jarkko Kuokonen (vokal), Lauri Silvonen (rytme guitar), Joni Lahdenkauppi (guitar) og Eero Silvonen (guitar) har ikke besøgt danmark før. Så må vi se om et gensyn er ønsket efter i aften.

Vi begynder med en ambient intro over højtalerne, hvor noget let keyboard bliver mikset sammen til en blid begyndelse. Der er ret tomt i salen på nuværende tidspunkt, og jeg håber da at antallet af gæster tager til. Da musikken går i gang, circleheadbanger alle streng-musikerne og det sætter jo allerede en god standard for indlevelsen fra Bloodred Hourglass. Stilen er melo-død, men der blander sig ofte en smuk melankoli ind i sangene, dette opnås i høj grad ved at have 3 guitarister der fremfører flotte, smukke melodier og soloer samt væver et univers der kræver sin egen koncentration at følge med i. For ganske vist er denne slags genre og lyd hørt før og kan beskyldes for at være typisk finsk, men der er spækket med så mange flotte detaljer samt den uforudsigelige opbygning af sangene, at Bloodred Hourglass bestemt skiller sig ud fra mængden.

Kuokonen har et udmærket brøl ugen, at det fremstår unikt. Lidt clean backingvokal træder flere steder frem og i struktur med det ofte bevægende instrumentale arbejde så har numrene nærmest til tider en aura af noget episk. “The Sun Still In Me” og “In Lieu of Flowers” fra sidste album fører os let over til “Leaves” fra Your Highness (2021) og det hele fremstår med en detaljeret rød tråd der former et lydbillede der både har tænksomme stille passager, men også har plads til temperamentsfulde stykker hvor et par gæster i salen får rystet håret (inklusiv undertegnede). Der er en kort “HEY” chant, men dette er mere musik til refleksion end til moshpits.

Under sidste sang “Where the Sinners Crawl” får Bloodred Hourglass flere i salen til at rykke rundt, og det er et særdeles fornuftigt sidste nummer med sit fokus på fart og store armbevægelser. Man kan trække flere paralleller til lignende finske bands som The Man Eating-Tree, Swallow the Sun, Wolfheart og Ghost Brigade. I min bog gør dette absolut intet og jeg blev uden tvivl fan og ser bestemt frem til muligheden for at fordybe mig mere i materialet fra Bloodred Hourglass, både på plade og live.

Pain

Peter Tägtgren er en særdeles kendt og travl herre på den svenske og internationale metalscene. Han har sit eget studie, The Abyss, hvor han har produceret plader for en lang række af bands som Naglfar, Dimmu Borgir, Fleshcrawl, Amon Amarth, Marduk, Dark Funeral, Therion, Immortal og Children of Bodom. Han har også været frontmand og hovedsangskriver i det roste death metal band Hypocrisy siden 1991. Derudover lagde han stemme til det klassiske Bloodbath-album Nightmares Made Flesh (2004) og har samarbejdet med Till Lindemann (Rammstein) i projektet Lindemann. Og jeg kunne blive ved. Men i Amager Bio skal vi beskæftige os med hans industrial soloprojekt, Pain. Tägtgren har beskæftiget sig med Pain siden 1996 og har udgivet 9 albums hvor I Am (2024) er det seneste.
Jeg fik øjnene op for hans side projekt via Psalms of Extinction (2007) og har lyttet med lige siden hver gang der er kommet ny musik. Desværre har jeg haft en grim vane med at misse live-koncerterne. På Wacken Open Air i 2009 var jeg for fuld og på selvsamme festival sidste år var jeg simpelthen for træt efter en lang (god) dag med live musik. Så der er en vis forløsning ved endelig at skulle synge med på de numre jeg har lyttet til i årevis.

Et stort banner hænger bagved og ind kommer hovedpersonen sammen med sine live musikere Sebastian Tägtgren (trommer), Jonathan Olsson (bas) og Sebastian Svalland (guitar). Som der åbnes med “It’s Only Them” fra Nothing Remains the Same (2002), “Don’t Wake the Dead” fra I Am og “Call Me” fra Coming Home (2016) er der flere ting der fanger min opmærksomhed. Lysshowet er overdådigt og dramatisk med blå kegler og vilde techno-farver, der blinker fra gulvet op imod musikerne + røg. Hvad der ellers er tydeligt er, at en stor del af salen ikke er helt sikre på, hvad de skal mene om bandet.

Bevares, Pain med sine tunge beats, keytar og computer lyde skiller sig da også ret meget ud generelt og i særdeleshed på aftenens line-up. Der jubles dog pænt inden “Zombie Slam” fører os videre over i 2 af mine favorit sange “I´m Going In” og “Monkey Business” fra Cynic Paradise (2008). Jeg har selv for længst overgivet mig til festen. Også selv om jeg er lidt alene om det til tider

“Go With the Flow” og “Same Old Song” har ikke den store effekt, dog hæver stemningen sig i et tak da “The Great Pretender” fra You Only Live Twice (2011) bliver spillet (en af mine første patches var med netop det album artwork) og Tägtgren får liret et par skrig af i samme vokal stil som han bruger i Hypocrisy. Dette er også en af de mest dynamiske sange fra den eksperimenterende diskografi hos Pain og en stor fornøjelse at se den fremført.

Hvor flere overvindes er da bandet kort forlader scenen og kommer ind i farverige solbriller og veste + forsangeren i badekåbe. Badebolde kyles ud over publikum, og den catchy og intense “Party In My Head” får flere til at hoppe og endelig virker det til at Amager Bio er med på at danse. Næste sang handler om “country and booze” siger vokalisten og “Have A Drink On Me” fremføres siddende i stole og Tägtgren får da også en cowboy hat på hovedet. Lidt unødvendigt setup synes jeg, men bandet har vel lov til en mindre pause.

Da det helt store hit “Shut Your Mouth” bliver genkendt på den sjove og fængende keyboard-intro, er vi allerede et par stykker der synger med på melodien. Den samme alien, der er i musikvideoen, hopper frem foran hegnet og gejler folk op. Der er en grund til at dette nummer blev gennembruddet for bandet og denne aften demonstreres det at sangen fremstår lige så effektiv og hårdtslående som da den udkom.

Jeg tror at jeg gerne vil opleve Pain i en sal med dedikerede fans hvor de mere nicheprægede elementer værdsættes mere. Men når det er sagt så fik Tägtgren vist overbevist flere i aften og jeg fik krydset et længe ventet band af min liste efter en absolut godkendt koncert.

The Halo Effect

Siden dannelsen i 2019 har Niclas Engelin (guitar), Peter Iwers (bas), Mikael Stanne (vokal), Jesper Strömblad (leadguitar) og Daniel Svensson (trommer) haft god succes med deres musik. Der ligger da også en enorm mængde talent og erfaring i gruppen, da alle medlemmer i The Halo Effect har en fortid i et andet stort svensk band, In Flames. Stanne er dog mest kendt for at synge i Dark Tranquillity, der også var med til at danne genren melodic death metalgenren i Göteborg og hvem jeg havde fornøjelsen af sidste år.

Jeg var stor fan af debutalbummet Days of the Lost (2022) og jeg har også været ret tilfreds med deres anden udgivelse March of the Unheard (2024). For at det ikke skal være løgn, så var The Halo Effect det allerførste band jeg anmeldte for Metal A Day i Forum sammen med Amon Amarth og Machine Head. Inden da havde jeg set svenskerne på Wacken Open Air samme år. Som tiden dog flyver, husker det endda som en vennetjeneste, da jeg endnu ikke var blevet fast medlem af redaktionen.

Nu er vi kommet hele vejen rundt og jeg var mere end klar. Et kæmpe banner med det nye artwork pryder scenen og i grønt lys kommer gruppen ind og støttet af aftenens bedste lyd, så åbnes der med “March of the Unheard”, “Feel What I Believe” og “In Broken Trust”. Stanne har en af de mest genkendelige stemmer i metal og hans brutale growl står i flot kontrast til hans dybe, blide rene vokal. Oven i dette er han en mand der altid ser ud som om at han i sandhed elsker sit job hver gang han står på en scene og dette smitter af på os alle. Modtagelsen vidner da også om at hovednavnet er gået på og flere af gæsterne kan alle teksterne til både nye og gamle sange.

Det er nogle af de mere voldsomme numre, der åbnes med. Dog har et helt liv dedikeret til metal givet disse musikere flair for at skrive varierede og rørende sange. Alle disse erfaringer udfolder The Halo Effect med stor passion og hvert nummer er en magtdemonstration i hvordan man skriver klassisk melodic death metal til topkarakter. “Detonate” lever op til sin titel og “A Truth Worth Lying For” emmer af både styrke og en emotionel dybde der især bæres af Stannes stemme. Det er i høj grad en bunke top professionelle musikere og det er en fryd at se dem mestrer hver deres instrumenter, imens de alle får bevæget sig godt rundt på scenen samt har styr på en ærlig kontakt med publikum. Der er nu af gode grund fyldt fint op i Bioen.

Efter “What We Become” forlader bandet kort scenen, imens vi råber “HALO”. Vores entusiasme bliver i den grad belønnet, da koncerten fortsætter med den tekst filosofiske, og ubeskriveligt catchy “Gateways”. Dette nummer fremkalder en af de største reaktioner fra et allerede tændt publikum med dens smukke guitar riff og solide fremtrædende trommer fra Svensson. Her hopper flere i de forreste rækker og Engelin smiler af glæde til sine fans. Strömblad turnerer ikke længere, men i hans sted gør Patrik Jensen (Witchery og ex-The Haunted) en god figur.

Mægtige “Days of the Lost” tæsker vores øregange og i en rus råber vi med på ordene i nummeret og laver luftguitar. Atter forlader The Halo Effect scenen, men ingen lader sig narre og naturligvis lukkes der af med den første single, “Shadowminds”. Det nummer fortjener også en plads i panteonen af svenske metal-mesterværker. Så ildevarslende og alligevel så livsbekræftende på samme tid. Sangen indeholder alt det der gør heavy til en så dragende genre.

Der vinkes farvel imens sætlister, plekter og trommestikker gives væk og der deles kærlige fistbumps ud til gæsterne fra hele bandet. Jeg siger allerede nu at In Flames har meget at skulle leve op til på Copenhell hvis de skal overgå deres gamle kolleger. The Halo Effect kom så og sejrede imens de mindede os alle om at et blik tilbage på en halvgammel undergenres storhedstid, slet ikke er en skidt ide, snarere tværtimod.

Se hele galleriet af Anders Groos Mikkelsen herunder