Anmeldelse af Dark Tranquility + support, d. 24.11.24 Pumpehuset.

Mine ungdomshelte i Dark Tranquillity kom forbi hovedstaden på deres Endtime Signals European Tour med et spændende line-up!

Foto: Tommy Skøtt

Jeg var ganske vist først på Svanemøllen station kl. 17:45 og dørene åbnede allerede kl. 18:30. Jeg kunne se frem til et komplet udsolgt Pumpehuset, ret imponerende for en regnvåd søndag.

Hiraes

I en sal der allerede var ved at være semi-fyldt kommer jeg dog let tæt på scenen til at se Christian Wösten (bas), Mathias Blässe (trommer), Oliver Kichmer (guitar), Lukas Kerk (guitar) og Britta Görtz (vokal) være i gang med første sang. Gruppen består af medlemmer fra Dawn of Disease og Critical Mass og dette nye projekt blev dannet i 2020.

Görtz har en god teknik til både sit growl og skrig, og det tager mig ikke lang tid at bedømme, at vi har at gøre med fin melodic death metal. Dækket af grønt, rødt og blåt lys spiller tyskerne deres valgte genre efter alle kunstens regler. Der kommer flere små HEY-chants, og publikum tager høfligt imod tyskerne. Sangerinden slår over i en mere messende vokal føring, men jeg er nu mere til hendes brøl.

De har udgivet 2 albums, Solitary (2021) og Dormant (2024) Fokuset i aften er på den nyeste skive og et nummer som “We Own No One” er let at råbe med på. Der er noget lettere gotisk over deres sange, men de ejer bestemt også tilstedeværelse på scenen, når Kichmer og Kerk stiller sig over de 2 røgsøjler og intimiderende tårner over os alle på deres podier. Der hviskes fra Görtz at tilføje mere stemning og det er en fin detalje, men alligevel så mangler Hiraes stadig de helt store sange for at hæve sig de niveauer som talentet tydeligvis er til stede til. Når dette så er sagt, så løftede de tjansen som første band fint med god indlevelse.

Slet ikke et skidt første møde.

Wolfheart

Til Finland med et band jeg hvis navn jeg har hørt før. Dannet i 2014, har Wolfheart hele 7 albums på samvittigheden, hvor de har udforsket emner som naturens elementer, gamle krige og andre lignende fortællinger der skaber en fortids aura og shamanisk følelse af utæmmede nordiske kræfter.

Jeg har på dette tidspunkt fundet vej til anden række foran hegnet. Hvorvidt denne barriere er oppe veksler vist meget imellem hvilket band/kunstner der optræder og har ikke så meget at gøre med antallet af solgte billetter. Der står 3 mikrofonstativer dekoreret med sortmalede dyrekranier, hvoraf det midterste er udstyret med gevir. Vi er i sandhed på vej ind i vinter skoven nu. Tuomas Saukkonen (guitar, vokal) har et typisk råbe-brøl, der måske ikke er spændende i længden, men som klæder deres melankoli meget godt.

Det er en typisk finsk følsomt, næsten filosoferende lyd, der kombineres i Wolfhearts egen version af melo-død. Lauri Silvonen (backing vokal, bas) og Vageliz Karzis (lead guitar, ren vokal) giver en god dynamik når deres stemmer forenes med forsangerens og når alle 3 står side om side så rammer vi en episk stemning. De flotte soloer fanger bestemt også ens opmærksomhed.

Et kort akustisk interlude bliver fulgt op af “Burning Sky” fra Draconian Darkness (2024) og jeg tror jeg må hjem og lytte mere til Wolfheart, ikke kun fordi jeg nyder deres melodier og stærke rytme sektioner, men også fordi jeg gerne vil høre det en smule klarere, jeg føler lyden er en smule mudret og at der går visse detaljer tabt i sange som den smukke “Evenfall”. “How many are seeing us for the first time” spørger Karzis, efterfulgt af “we should play here more often”.

De er velkomne anytime for min skyld. Der har ikke været den store aktivitet på gulvet, men det her er nu mere også musik man drømmer sig væk i. Dog får vi en lille circle pit til slut og flere næver er hævede i salut til finnerne. Mon ikke andre end bare mig skal hjem og tjekke Wolfheart ud de kommende dage efter dette show?

Moonspell

Nu er vi ved at ramme en af grundene til at jeg er dukket op i aften. En af mine første koncerter nogensinde var i Store Vega, da The Darkest Tour, Filth Fest blev afholdt i 2008 med Septicflesh, Moonspell, Gorgoroth og Cradle of Filth. Asrai skulle også have deltaget, men blev forhindret. Dette var en af de live oplevelser hvor en meget ung Gabriel blev konfronteret med adskillige genrer af heavy metal, hvor jeg blev fan at hver eneste af dem den aften på Vesterbro. Men Moonspell fra Portugal, har altid stået mit hjerte nær, særligt albummet Night Eternal (2008) var mit første møde med dem på plade. Deres gotiske doom melo-death metal har altid haft en særlig stemning af mørk magi blandet med dragende mystik. På dobbelt albummet Alpha Noir/Omega White (2012) og Extinct (2015) fortsatte jeg med at dyrke bandet og selv om jeg ikke var lige så fanget af 1755 (2017) og Hermitage (2021) så leverede de et fedt show på Gimle i 2019 med Rotting Christ og Silver Dust og jeg ejer da også bogen om gruppen Wolves Who Were Men The History Moonspell (2021) i en special hardback boxset edition. Nu skal næste kapitel skrives i Pumpehuset.

Pedro Paixao (keyboard) står bag sit instrument, der er formet som et klassisk orgel. Dette er med til at sætte en klassisk stemning, og med Fernando Ribeiro (vokal) dybe hypnotiserende rene vokal og growl kastes vi ud i “Opium” og “Awake”! fra Irreligious (1996). Der kan ikke sættes en finger på erfaringen fra hele bandet og Ricardo Amorim (guitar) sætter en høj standard for hvordan man langsomt overvinder et lidt sløvt publikum under den passionerede flotte “Breathe (Until We Are No More)” og den voldsomt dystre “Night Eternal”. Dog oplever jeg stadig at lyden halter oppe foran, jeg kunne jo rykke tilbage, men jeg vil alligevel gerne være lidt tæt på. “Finesterra” fra Memoriam (2006) emmer af vildskab og der holdes fast i de okkulte elementer hele vejen igennem.

De er glade for at være tilbage i Danmark, siger Fernando, de var her første gang i 1996 med Morbid Angel, fortæller forsangeren, ja dengang var undertegnede kun 5 år. “Everything Invaded” fra en af mine favoritter The Antidote (2003) er en ikonisk Moonspell-sang med sin lange solo- og dramatiske opbygning og høster da også større bifald. Tempoet sættes ned med “The Future Is Dark” og “Extinct” før “Alma Mater” fra debutalbummet Wolfheart (1995) hidsigt angriber vores sanser inden “Full Moon Madness” giver en lyst til at transformere sig og hyle imod de kolde stjerner. og den evige blege måne i al evighed. Fernando slår med på trommerne i en sidste bombastisk fanfare.

Ganske vist drillede mikset og der var ikke megen respons til Moonspell som mainsupport, men de har deres egen niche på den internationale metal scene, og en plads i mit hjerte fra da jeg var teenager til ung mand og voksen.

Dark Tranquillity

Der findes kunstnere og albums der ender med at definere ikke alene en som musikelsker, men også en som menneske. Da jeg hørte Fiction (2007) var det præcis den cocktail af melodi og aggression jeg ledte efter i min metal. Sammen med Soilwork, Scar Symmetry, Sonic Syndicate og In Flames var jeg hurtigt solgt til den svenske lyd. Jeg har trofast fulgt Dark Tranquillity med skiftende line-ups og ventet spændt på nye udgivelser, hvor We Are the Void (2010), Atoma (2016) og Moment (2020) har været nogle af højdepunkterne. I 2018 oplevede jeg bandet live for første gang til et legendarisk show på Roskilde Festival, og siden da har jeg set koncerter på Wacken 2018, i Pumpehuset 2022 og i Amager Bio 2022 med gruppen. Jeg er vokset op med DT som et soundtrack igennem tilværelsens op- og nedture, og nu hvor jeg er begyndt på et nyt og spændende kapitel i mit liv er Dark Tranquillity vendt tilbage.

Disse dage består line-uppen af Mikael Stanne (vokal), Martin Brändström (keyboard), Jonas Reinholdz (guitar), Christian Jansson (bas) og Joakim Strandberg Nilsson (trommer). På denne tour har de dog hyret ingen ringere end vores egen Peter “Pepe” Lyse fra Hatesphere. At se en af vores danske drenge på scene med svenskerne er en skæg oplevelse og med vanlig stort smil og grin lever han sig godt ind i “The Last Imagination” fra den nye Endtime Signals (2024) og den klassiske “Nothing To No One” fra mit kære Fiction.

Da den umiddelbare gensynsglæde hos publikum har fortaget sig efter et par sange opstår der dog en lettere flad stemning i salen, der jubles ikke meget, ej heller bliver der danset eller hoppet i nogen nævneværdig grad.

Dette påvirker dog ikke en storsmilende Stanne der som sædvanlig er en charmetrold og med sit brutale growl guider hans os godt rundt i diskografien med “Hours Passed In Exhile” fra Damage Done (2002) og den melankolske “The Dark Unbroken”, hvor Stannes dybe beroligende rene stemme får lov til at brilliere. Bagved bandet er det placeret 3 skærme, hvor diverse visuals afspilles blandet andet er der billeder af galaksen da den smukke “Atoma” får hevet lidt op i de døsige gæster og en rød skytte med spændt bue under “Not Nothing”.

Jeg er ikke lige så solgt på den nye plade som jeg er på Stannes andet materiale med The Halo Effect og særligt Cemetery Skyline, men udførelsen er teknisk fejlfri på alle 18 sange i settet. Beklageligvis er lyden stadig mudret, men “Final Resistance” får da pitten op at køre en smule. Der er horn i vejret og Stanne smiler afventende indtil vi råber bandets navn og jeg bliver forkælet med “Empty Me”, et kærligt spark lige i nostalgien. Ligeledes glædes jeg over det catchy mørke i “Phantom Days”.

Der tyndes ud oppe foran stille og roligt, folk skal vel på arbejde i morgen, men det tilføjer desværre kun mere til den lunkne stemning der har været til Dark Tranquillity denne søndag. Heldigvis er der lidt fælles “whoa whoa” til “Thereln” og ekstranumrene “The Wonders At Your Feet”, “Lost To Apathy” og altid fænomenale “Mysery’s Crown” får flere til at hoppe, klappe, moshe og synge med og lysene i publikums øjne tændes endelig. Måske ventede folk bare på hitparaden?

Et band med så meget historie og så ikoniske sange kan aldrig falde helt igennem, men det var ikke den totale triumf denne aften det kunne have været, dog endnu en vellykket rejse i et særligt univers hvor Dark Tranquillity omfavnede fortiden + nutiden og viste at de står lige så stærkt som de altid har gjort (måske mere?) samt viser vejen frem for fans på tværs af generationer.

Den arv vil altid være urørlig hos pionererne i DT, der var med til at starte hele melodic death metal revolutionen.