Progressivitetens overhånd

Anmeldelse af: Leprous, m.f., Atlas, Aarhus, 23. november 2017.

De gæve nordmænd fra Leprous vendte tilbage med et overbevisende, men måske lidt for poleret show, på Atlas i Aarhus.

Dårligt var jeg nået hjem til Aarhus efter at have været i København for at se Mastodon, førend jeg skulle på Atlas for at blive pumpet fuld af nordisk progressiv rock og metal. Leprous, som jeg tidligere på året fangede som opvarmning for Devin Townsend Project, ville nemlig vende tilbage til Aarhus, og det skulle naturligvis fanges! Med sig havde de det islandske progressive rock/metal-band Agent Fresco, som jeg havde hørt meget om, men aldrig havde fået tjekket ud live.

Agent Fresco
Så skulle der ellers serveres progressiv rock af den mest melankolske og smukke slags. Agent Fresco, et band, som jeg ikke havde hørt live før. Koncerten skulle derfor have lov til at overbevise mig om, hvorfor så mange elsker dem. Det viste sig, at der var virkelig god grund til at folk elsker dette band. Man kunne reelt set næsten ikke kalde dette for et metalband og så alligevel. Det er poppet, meget poppet endda på en melankolsk måde. Med fare for at virke som om, at jeg bare vil sammenligne dem med andet Islandsk musik, så mindede deres koncert og deres musik særligt på grund af forsangeren Arnór Dan Arnarsons vokal mig en kende om Sigur Rós dog uden at reelt være det.

Instrumentalt var det dog ovre i det mere rockede og alligevel dansevenlige. Dette gav også en broget blanding af publikum, hvor der dog var flest metallere, var der alligevel nogle, som var taget ind, uden at de umiddelbart lignede at være til metal. Det var en fantastisk blanding at kunne opleve en rock og metal-koncert, hvor alle var glade på trods af, at de ikke kom fra samme baggrund. Det var præcis sådan, som det burde være!

Lyden var nærmest perfekt under Agent Frescos koncert. Det var klart, flot og utroligt detaljerigt. Guitaren havde en rigtigt fed lyd lige præcis, som man godt vil have, at en Fender Stratocaster-guitar lyder. Bandet havde lånt Nicolai Mogensen, der normalt begår sig som bassist i det danske band Vola, med til denne tour, da bandets egen bassist ikke kunne være med. Han gjorde stand-in gigget fremragende med en god dybde og en dejlig performance.
Bandets optræden var egentlig mere udadvendt og energisk, end jeg ville have forventet af et band indenfor den meget specielle stil, som Agent Fresco bevæger sig inden for. Musikalsk er det nemlig umiddelbart indadvendt, men deres optræden var mere publikums-venlig. Det publikum, som havde valgt at bevæge sig op til scenen, var fuldstændigt med på koncerten og fik danset og headbanget. Generelt virkede det som om, at hele salen nød koncerten, men festen foregik helt klart oppe foran.

Agent Fresco leverede en fuldstændig formidabel og totalt unik koncert, der i høj grad var styret af progressivitet og melankoli. Dette tilsat den meget flotte højtone vokal gjorde det til en musikalsk oplevelse af de sjældne. Man følte i høj grad, at man var udsat for unik kunst, og det derfor ikke bare var en standard progressiv rock/metal-koncert.

Leprous
Sidst jeg så Leprous, var som sagt, da de var med som opvarmning for Devin Townsend Project. Dengang leverede bandet en glimrende progressiv metal-koncert inde på VoxHall. Kunne de gøre sig selv kunsten efter til deres eget headliner-show på en mindre og mere intim scene? Det korte svar er: det kunne de! Leprous spiller en meget ren og super tight progressiv-metal af den melodiske slags. Særligt kan man dårligt undgå at blive imponeret af sangeren og keyboardspilleren Einar Solbergs fuldstændig henrivende sangstemme. Det sidder lige præcis der, hvor det skal, og det er ikke megen forskel på hans præstationer på bandets albums i forhold til live. Bandet spillede som nævnt super tight på Atlas, og lyden gjorde, at man langt hen ad vejen kunne høre alle elementerne, der var tilstede i musikken. Lydbilledet formåede altså fortsat at være godt fra Agent Frescos fantastiske koncert. Det kunne dog til tider være en kende svært at høre den ellers velspillede cello.

Bandets optræden var topprofessionel, men virkede for mit personlige vedkommende for koreograferet,i hvert fald størstedelen af koncerten. Det var som om, at bandet havde aftalt ned i hver mindste detalje, hvordan størstedelen af koncerten skulle foregå. Det skal dog siges, at Solberg lod til at være blevet ramt af impulsivitet mod slutningen af showet, hvor han styrtede ned til publikum for at synge med dem, dele ud af krammere og hoppe op på en olietønde, hvorfra han også skulle synge. Dette var en yderst uventet men glædelig ting at opleve en sådan vildskab og spontanitet fra et band, der ellers fremstår så pænt og koreograferet.

Leprous havde taget sig noget ekstra scenografi med i form af nogle skærme, der viste lidt forskellige visuelle sager. Dette virkede dog ikke rigtigt sammen med resten af billedet og kunne egentlig godt have været undværet. Det var mere forstyrrende end egentlig berigende, så de virkede til sidst som overflødige.

Leprous nåede altså ikke helt op på det samme niveau, som Agent Fresco havde lagt for dagen. Alligevel leverede Leprous en glimrende koncert uden reel slinger i valsen. Der blev spillet ligeså suverænt, som man kunne forvente sig at de gæve nordmænd, som til hver en tid er velkomne tilbage i det danske land og i særdeleshed i Aarhus.

Leprous er umiddelbart garanter for en god aften.