Kampen mod rutinen

Anmeldelse af: Mastodon, Store VEGA, 22. november 2017

De mesterlige progressive sludge-drenge fra Mastodon kom forbi Store VEGA sammen med Red Fang og Russian Circles. Der var altså lagt i gryden til en fed aften med masser af smæk for skillingen.

 

Russian Circles
Aftenen startede med Russian Circles, der netop havde nået at gå på, da vi ankom til spillestedet. Russian Circles spiller yderst tungt og meget teknisk post-metal. Det handler om at skabe nogle helt særlige stemninger og trække det musikalske lidt ud i et langdrag. Det er nok ikke noget for alle især ikke, når det udelukkende er instrumental musik, men Russian Circles formåede i høj grad at holde interessen fra det københavnske publikum.

Der var allerede lagt op til vellyd under det første band, så man kunne håbe, at dette ville vise sig at være et vedvarende tema for aftenens koncerter. Der var især godt hul igennem på den dejligt velspillede bas. Trommesættet, som var stillet helt ude i fronten, hvor der normalt ville befinde sig en forsanger, var utrolig minimalistisk. Det lod sig dog ikke høre, at der ikke var meget at lege med fra den dygtige trommeslager. Han fik udnyttet sit trommesæt til det yderste.

Sceneshowet var indadvendt uden meget indenfor ekstra udskejelser, men sådan gør det sig generelt inden for genren. Russian Circles formåede at levere en glimrende og teknisk velspillet koncert uden for mange dikkedarer. Særligt fangede bandets musik en rigtigt god nerve imod slutningen af showet, hvor der blev spillet yderst stramt og tungt.

Det blev til en kort teaser for, hvad instrumental musik også kan gøre. Russian Circles viste sig som en glimrende opvarmning og bestemt som et band, der bør nærstuderes, så man kan være endnu mere forberedt på dem til næste gang, de rammer Danmark.

 

Red Fang
Efter Russian Circles skulle der være en kort pause, før det lækre amerikanske stoner metal-band Red Fang skulle indtage store VEGAs scene. Red Fang er et band, der tidligere har været på vejen med Mastodon, og de passer i sagens kerne også glimrende musikalsk sammen med Mastodon. Der er godt smæk for skillingen og dejligt stramt spillet guitar, hvor at der bliver delt glædeligt ud af soloer og lead. Modsat Russian Circles, som ingen vokalist havde, så havde Red Fang tre. Disse tre vokaler komplementerede hinanden glimrende denne aften, hvor den ene, som var sunget af bassisten, Aaron Beam, var mere melodisk og pæn i sammenligning med den grove og beskidte vokal fra guitaristerne, Maurice Giles og David Sullivan. En sjov ting ved Red Fang er deres ret besynderlige udseende, hvor man har et helt band, der ligner text-book metallere, og så Beam, der ligner din hyggelige onkel, der arbejder nede i børnehaven. Det giver et lidt sjovt helhedsbillede, men det er i realiteten ikke vigtigt inden for genren.

Lyden fortsatte med at være god under Red Fangs koncert, og man kunne i sandhed nyde de lækre stenede toner fra scenen. Særligt gang i den kom der, da bandet selvsikkert leverede nummeret ”Wires”, der ligeledes startede aftenens første moshpit. Generelt var publikum lidt indadvendte under Red Fangs koncert, indtil dette nummer blev spillet. Da bandet så valgte at lukke koncerten med deres største nummer, ”Prehistoric Dog”, begyndte salen at koge. Desværre var dette også slutningen for Red Fang, der med en glimrende koncert fik vist det københavnske publikum, at de bestemt stadig holder, om end der var mest gang i den til de ældre numre.

 

Mastodon
Så skulle det være tid til aftenens hovednavn. Mastodon var endelig vendt tilbage til det ganske danske land. Det er altid hit-and-miss med Mastodon i en livesammenhæng. Jeg har oplevet dem som værende nogle af de kedeligste koncerter overhovedet, som da jeg så dem i Valbyhallen i 2008 som opvarmning for Slayer på deres Unholy Alliance Tour. Den aften var guitaristen Bill Kelliher desværre sat ud af spillet med en brækket arm, så det trak jo heller ikke op. På den anden side var det en helt anden oplevelse at se dem på Roskilde Festival i 2011, hvor bandet leverede en fantastisk koncert, hvor de nåede ud over scenen og fik startet en fest. Det var som at se et helt andet band.

Hvilken type koncert skulle vi mon så få denne aften på VEGA? Vi havde allerede haft to glimrende bands, der leverede hver deres type koncert på fornem vis. Kunne Mastodon leve op til deres opvarmning? Både og. Mastodon lagde hårdt fra start med et af mine personlige yndlings numre i form af ”The Last Baron” fra mesterværket Crack the Skye. Vokalerne sad okay fra starten. Guitaristen Brent Hinds hæse brøle-vokal sad i hvert fald godt, hvor trommeslageren Brann Dailors vokal desværre ikke altid var helt skarp. Det er dog også hans melodiske pæne vokal, som umiddelbart er den sværeste vokal at frembringe i Mastodon. Det var ikke forfærdeligt, men det var heller ikke helt spot on.

Lyden var desværre blevet lidt mere mager, eller var den nu også det? Der er forskel på, hvor meget dynamik der er i Red Fang kontra Mastodon, og derved kan Red Fang også klare sig med en lidt svagere lyd, end Mastodon kan. Guitarerne skar ikke helt ordentligt igennem på VEGA, hvor der blev kæmpet lidt for meget med den buldrende bas. Det var igen ikke helt forfærdeligt, men det var nok til, at det lagde en lille dæmper.

Bandet spillede glimrende og fortsatte en god stime i starten af deres sæt, hvor der blev serveret glimrende udgaver af især ”Megalodon” og ”Oblivion”. Der var dog lige rigeligt af numre fra det seneste album Emperor of Sand, hvor man havde hentet otte af aftenens 19 sange fra. I det hele taget var det en besynderlig sætliste, som publikum fik serveret. Adskillige klassikere var hevet totalt ud af sætlisten; klassikere, der alle kunne have fået sat lidt mere fut i onsdagspublikummet. Således fik vi ikke serveret numre som ”Sleeping Giants”, ”March of the Fire Ants” ”I Am Ahab” ”Iron Tusk” og besynderligst af alt ”Blood and Thunder”, som uden den mindste tvivl er det mest populære Mastodon-nummer. At det nummer ikke blev spillet, ville svare til, at Deep Purple ikke spillede ”Smoke on the Water”.

Som koncerten skred frem på trods af nogle gode momenter, blev det simpelthen bare en kende kedeligt. Der blev ellers kæmpet for et sceneshow af både bassisten Troy Sanders og guitaristen Bill Kelliher, der tydeligvis godt ville andet end at være det stillestående band, som Mastodon har et ry for. Der kom dog momentvise oprejsninger fra det ellers rutineprægede show. Særligt tog Mastodon fat, da de fik gæstevokalisten Scott Kelly fra Neurosis på scenen. Kelly havde en glimrende performance, der i høj grad matchede med bandets musik. Hans vokal viste ligeledes, hvor skabet burde stå. Der var godt knald på, og det var en fryd at opleve Mastodon på den måde. Særligt fedt var det for at nævne det album atter engang at opleve Crack the Skye blive leveret på denne måde. En fed tilføjelse at Scott Kellys skema tillod ham at tage med på denne tour.

Bandet leverede en acceptabel koncert, hvor de dog måtte kæmpe en kamp for at komme ud af det rutineprægede.

Se et par udvalgte billeder fra vores fotograf her:

Fotograf: Mark Stoumann

Mærkater: , ,