Energiens fanebærere

Anmeldelse af: Five Finger Death Punch, m.f., 20. Royal Arena, 20. november 2017

Der skulle være folkefest i den nye arena, hvor det blev tydeligt, hvem folk var kommet for at se

Of Mice & Men
Metalcore-orkesteret Of Mice & Men havde fået tjansen til at levere en nøje afmålt opvarmning klokken 19 og en halv time frem. Bandet har haft en mindre kometkarriere i deres korte levetid, der blot spænder tilbage fra 2009.
Det må være en blandet fornøjelse for et band at skulle opvarme for to bands, som folket hovedsageligt er mødt op for at se, og det ender ofte i et ræset set.
Der blev ikke meget tid for forsanger Aaron Pauley at titulere fremmødet, og sangene blevet levet som det famøse lort fra ungkvien, hvilket fik de få sange til at flyde sammen til én lang passage uden de store forandringer.

Det bliver også min kval ved Of Mice & Men, at selvom jeg er en ‘core-dreng, så opdagede jeg ikke den store variation i de udvalgte numre, men energien kunne man ikke tage fra bandet, og selvsamme energi smittede også fornemt af på publikum.

In Flames
Ordet “energi” bliver et tilbagevendende ord i denne anmeldelse, for hvem bærer egentlig (hoved)ansvaret for, at publikum giver den gas? Det umiddelbare svar er bandet selv, og jeg medgiver, at bandet skam har serveretten, men i min optik er det ligeså meget folkets indsats, der skal kanalisere grundlaget for den ultimative fest.
For man kan ikke kalde de gamle melodød-drenge i In Flames for opvarmningen, thi svenskerne og Five Finger Death Punch havde valgt at skiftes på hvert turstop med at være afrunder.
Det er en fiks idé, og det var det perfekte valgt på dansk jord at lade In Flames være først, da folk tydeligvis var kommet for at høre Five Finger Death Punch.

Specielt under klassikere “Take This Life”, “Only for the Weak” og “Trigger” opdagede jeg, at jeg var noget nær den eneste i mit portefølje, der forsøgte at skrige lungerne ud. Det er ellers nyere sange i min bog.
Var folk så syge efter at få sange fra den vederstyggelige udgivelse “Battles” fra sidste år? Umiddelbart heller ikke, og når forsanger Anders Fridén i dén grad forsøgte at kaste energi i grams til publikum, blev der i sammenligning mest kvitteret med et “Ok, så tak, da” fra publikum.

Ville bandet så lege lidt med deres suprise-udgivelses EP med covernumre? Nej, heller ikke. Den blev forbigået.
Men hvorfor så den høje karakter? Jamen, kald mig bare en fanboy, men det band kan noget med energi (om den så bliver vel modtaget eller ej), skrive ørehængere af sange og præsentere et flot sceneshow.
Som en veninde ved min side (lettere parafraseret) sagde: Jeg kunne ikke finde på at høre dem selv, men det her er fedt!

Five Finger Death Punch
Tidligere på året oplevede vi Five Finger Death Punch til Copenhell uden deres – mildest talt – ustabile, men karismatiske forsanger Ivan Moody i front.
Det ene øjeblik kører alt på skinner, det næste lover han at skride fra bandet, så ryger han på afvænning, og så gentager den cyklus sig. Ville Ivan være stabil, eller skulle koncerten droppes halvvejs, helt aflyses eller hives erstatning ind? På Copenhell var det Tommy Vext (Bad Wolves), der stod for vokaldelen i Ivans fravær, og jeg spottede selvsamme Tommy backstage forud for koncerten, så bandet havde helt sikkert helgarderet sig.

Fra åbningsnummeret denne aften, den eminente “Lift Me Up”, havde jeg svært ved at bibeholde mit korpus i ro. Eller, det var relativt nemt, da vi skulle gennem de akustiske travere “I Apologize”, “Wrong Side of Heaven” og “Remember Eveything”. Bevares, det er ingenlunde dårlige sange, men 5FDP fungerer bedst for mig i de hårdtslående sange, som givetvis kan være bygget efter den samme skabelon gang på gang.
Men for satan, hvor er den skabelon god!

Efter blot 14 numre var hele seancen slut. Ivan snakkede noget om, at de var gået over tid (hvis man køber det postulat), men jeg har dog svært ved at forestille mig, at 14 sange skal udgøre et hovednavns repertoire som lukkende akt. Til sammenligning gav Marilyn Manson os i sidste uge 13 sange, og den mand havde brækket ankelen og skal hovedsageligt bære et show alene.

Men for pokker, hvor kunne publikum gå amok til sangene af Five Finger Death Punch! Hvis jeg klandrede publikum for ikke at ville lege energisymbiose under In Flames, så skulle Ivan blot nyse, og så ville fem publikummere være dånet.

Jeg har efterfølgende hørt påstande om playback fra Ivan Moody, men ved du hvad, jeg fornemmede også playback med guitarerne under In Flames, men jeg havde en så bragende god fest, at jeg smider de fire stjerner efter hvert band.

Se flere billeder fra fotograf Mark Stoumann her: