Anmeldelse af: Gojira, m.fl. K.B. Hallen, Kbh. 16. juli 2022.
Der var lagt i kakkelovnen til en voldsom og intens aften, da Gojira endelig lagde vejen forbi Danmark og K.B Hallen på turnéen for deres seneste album, Fortitude.
Employed To Serve
Aftenen starter med en blandet landhandel mellem metal- og hardcore fra britiske Employed To Serve, der for få uger siden spillede på Roskilde festival.
Der bliver delt flittigt ud af både voldsom og ren vokal, og hovederne på gruppemedlemmerne står yderst sjældent stille. Der er en fin energi at spore hos Employed To Serve, men alligevel virker de ikke helt selvsikre i deres optræden. Man føler ikke, at den autoritet, der bør være til at styre denne slags koncerter, sidder helt i skabet. Det virker ligeledes besynderligt, at bandet ikke kan beslutte sig for, hvorvidt det skal være Justine Jones (vokal) eller Sammy Urwin (guitar og vokal), der skal agere frontmand og opildne til de store pits. Alligevel lykkes det bandet i at få lidt gang i et par pits, imens de spiller, og faktisk også lidt større pits, end man måske ville have forventet.
Musikalsk er gruppens stil ofte lidt et miskmask, hvor den rene vokal får lige lovligt meget plads, især i forhold til at den ofte ikke lander helt rent. Ligeledes bliver det måske en kende ramt i forhold til de ellers lidt mere smadrede riffs. Den voldsomme vokal fra Jones er fremragende, og blandingen imellem både det rene og det intense spiller som hovedregel godt for gruppen til trods for, at vægtfordelingen til tider ligger lidt for meget i den rene vokals favør.
Lyden er desværre ikke med Employed To Serve, hvor særligt definitionen i riffs er nærmest ikke eksisterende, og de ellers umiddelbart ganske gode riffs ofte falder lidt til jorden i det rodede lydbillede. Det er synd, for der er helt klart riffs hos Employed To Serve, der virkelig kan sparke igennem, når det ikke bliver til den for generiske side.
Employed To Serve leverer en koncert lige over det jævne. Lyden har ikke været med bandet, og gruppen føles stadig lidt smånervøse og mangler lidt autoritet over deres optræden. Bandet har dog umiddelbart et godt gåpåmod og kan formå at spille en god omgang blanding imellem smadder og skønhed.
Alien Weaponry
Det kan ikke være mange, der var tilstede til Alien Weaponrys første danske koncert på Copenhell i 2019, hvor et stort og tændt publikum, som instrueret af bandet, gav den op med en god gang Haka-dans, hvor denne koncert står helt klart i erindringen. Det var en helt særlig oplevelse, der formentlig vil stå skarpt i de fleste tilskueres hukommelse i rigtigt mange år.
Nu er de så endelig tilbage igen, og det er meget spændende, om trioen kan gøre sig selv kunsten efter og efterlade aftenens publikum med samme totalt indprentede indtryk.
Det gør det ikke her til aften i hvert fald ikke helt i samme omfang, som det gjorde, sidst de var her. Denne gang er der heller ikke introduktion til Haka forinden koncerten, så der opstår ikke den samme fællesskabsfølelse for både band og publikum, som der gjorde sidst. Det kan man i og for sig heller ikke forvente, og en gimmick skal sjældent gentages for meget, for så bliver det forventeligt og trivielt.
Alien Weaponry lever stærkt på deres māori-kultur, hvilket bestemt også kan høres på musikken. Der bliver i en stor del af sangene sunget på netop te reo māori, som er det, det oprindelige folk fra New Zealands snakkede af sprog, som heldigvis stadig er bevaret i den New Zealandske kultur den dag i dag. Sproget fungerer enormt godt til musikken, som ikke bliver helt ulig Sepultura i Roots-perioden.
Lyden har fået et nøk op i kvaliteten til Alien Weaponrys koncert, hvor samtlige instrumenter går klart igennem. Vokalerne er ikke super høje, men det fungerer nu alligevel meget godt sammen med instrumenteringen.
Musikalsk er desværre der, hvor Alien Weaponry kommer til kort. Gruppens musik er hverken særligt spændende eller udfordrende, men faktisk til tider decideret kedeligt og forudsigeligt. Alt for ofte har gruppen en tendens til at ville lave breaks i deres sange, og det bliver simpelthen bare for ensformigt og for dovent at skrive musik, der konstant afbrydes og skæres op. Det føles ikke organisk og som en sløv måde at skrive sange på. Det skaber en følelse af, at numre konstant genstarter fremfor rent faktisk at udvikle sig og være tænkt ordentligt igennem. Riffsne er ofte uinspirerende og lyder som noget, Slipknot ville have kasseret.
Bandet lever højt på de eksotiske māori-elementer, som uden tvivl er musikkens bærende element og som særligt kommer til udtryk ved gruppens kor-råb og trommernes legende spil. Netop dette fungerer enormt godt, og derfor er det også ærgerligt, at store dele af musikken er så uinteressant, som den er. Det kunne være så godt, men det er det ikke helt.
Hvad Alien Weaponry derimod vinder på er et enormt godt show med masser af pondus, nærhed og ikke mindst energi. Dette er helt åbenlyst noget, som trioen har øvet sig rigtigt meget på, og deres performance sidder også lige i skabet. Til trods for kun at være tre mand så kommer bandet absurd godt både ud over og rundt på scenen. De unge knejte sejrer stort netop her og får da også netop opildnet publikum til både mosh-, circle-pits, og ikke mindst walls of death.
Hvad man taber på gyngerne, vinder man på karrusellen, og Alien Weaponry taber på den musikalske front, men vinder den hjem med både charme, selvtillid, lækkert hår og ikke mindst et show af høj kaliber, der emmer af en professionalisme, der desværre ikke er at finde musikalsk hos gruppen endnu.
Gojira
Endelig er det blevet tid til at fange Gojiras Fortitude-turné, hvilket betyder, at posen endelig skal rystes lidt i forhold til sætlisten. De seneste mange gange, Gojira har været på turné, har det været med den samme sætliste, som de har kørt lige siden den forrige udgivelse, Magma, hvilket i længden er blevet en kende for forudsigeligt. Derfor er det dejligt, at bandet er tilbage med et nyt album, så der kan blive oplevet nogle numre, som man ikke har hørt før. Forhåbentlig rystes posen også i forhold til resten af sætlisten.
Det bliver den dog så absolut ikke. Resten af sætlisten er den samme, som gruppen har turneret med siden 2016. Til gengæld fungerer de nye numre glimrende live og får virkelig publikum med på noderne. Særligt kan dette mærkes under “The Chant”, hvor forsanger og guitarist Joe Duplantier formår at få en stor del af publikummet til at synge hooket fra nummeret. Det fungerer enormt godt. At få publikum med på noderne er en af Gojiras spidskompetencer, og der adskiller aftenens koncert sig absolut ikke fra gruppens enormt høje standard. Publikum bliver hurtigt og nemt lukket ind og bliver en aktiv del af showet, om så det er i kraft af brøl, synge med, eller når trommeslager, Mario Duplantier, lader som om, han ikke kan høre publikummets jubel og viser skilt frem om netop dette, naturligvis skrevet på dansk i dagens anledning. Det er enormt klichéfyldt, men det er det også af en grund, for det virker, og her er i aften på ingen måde en undtagelse. Som der står på et af Mario Duplantiers skilte: ”Jeg fucking elsker jer”, og publikum fucking elsker i den grad også Gojira.
Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at Gojira netop besidder de kvaliteter, som tidligere har været savnet i løbet af aftenen. Joe Duplantier formår at styre slagets gang på selvsikker vis som den store og kraftfulde autoritet, han fremstår som på de skrå brædder. Slagets gang bliver styret med hård, men fast hånd, og derfor kvitteres der da også med adskillige moshpits, store walls of death og naturligvis circlepits. Til trods for at disse opstår sporadisk igennem koncerten, bliver det dog aldrig så hedt eller vildt, som det ellers har for vane til en Gojira-koncert. Dette kan også tiltænkes at have bund i, at K.B Hallen til dato er det største spillested, bandet har headlinet i Danmark, og det derfor blot ikke føles så voldsomt oppe på de forreste rækker, som man måske er vant til det, når franskmændene er på besøg i det danske.
Lyden er i starten ikke helt skarp. Dette bliver der heldigvis rettet op på, omend vokalen til tider har en tendens til at drukne lidt i det soniske tryk fra instrumenteringen. Bandets egen lyd er lige så skarp, som den plejer, hvor guitarerne er stramme og kontante, imens bassen skaber dybde og spænding i de mere syrede riffs, og trommerne er decideret spændende, og med en lyd, der virkelig formår at få dem til at synge, imens de losser beskueren direkte ind i ørekanalen. Bandet har godt styr på deres lyd og udtryk, og de fremfører det med mesterlig præcision.
Gojira kommer rigtigt godt rundt på scenen og energiniveauet er absolut højt igennem hele koncerten. Der bliver gået til stålet, og nærværet fra gruppen er grænsende til inspirerende. Som koncerten skrider frem, bliver lysshowet ligeledes mere og mere markant i forhold til showet. Særligt klart står dette under numre som “Another World”, hvor laserlyset forbinder liveshow med musikvideoens tematik og farvevalg, eller “The Gift Of Guilt”, hvor en grafisk video binder nummer og billedudtrykket fænomenalt sammen. Hvis dette blev udnyttet mere igennem koncerten, ville Gojira formentlig kunne løfte sig op på et andet og højere kunstnerisk niveau i forhold til deres liveoptrædener. Det ville kunne klæde dem.
Gojira formår at levere en koncert af høj kaliber, men som aldrig helt kommer op og batte så kraftigt, som man måske er vant til det fra kvartetten. Fortitude-numrene har vist, at de fungerer ganske glimrende live og da særligt, når lyden sidder i skabet. Ligeledes har bandet vist en enorm stor energi og et overskud i deres ellers enormt stramme sammenspil. Desværre formår Gojira dog ikke at få rystet posen med andet end nye numre, så koncerten føles delvist som en gentagelse af tidligere koncerter. Der er intet andet at hente end Fortitude-numre for de af os, som har været trofaste tilhængere til Gojiras koncerter de seneste mange år. Der trænger til at blive ryddet lidt ud og satset mere på at prøve noget lidt andet, ellers vil Gojira formentlig gå hen og stagnere med ensformige koncerter, der vil virke mere rutinepræget, end hvad godt er. I aften har heldigvis ikke virket som ren rutine, men faren for netop dette ligger nu alligevel og lurer i det fjerne for den franske kvintet med det japanske navn.
Anders Groos Mikkelsen har et galleri fra aftenen til dig her:
