Anmeldelse af Sabaton: Legends. Udgivelse d. 17. oktober 2025 via Better Noise Music.

Sabaton-kongerne vender tilbage til fordumstid. Og dog.

Som engelsk-, historie- og musiklærer har jeg en forkærlighed for tværfaglige kombinationer af specielt de fag, og her er Sabaton svær at komme udenom. Selvom deres sange og albums næsten altid kun har handlet om krige, så har de næsten fået en legendarisk status selv, så er det mere end passende at det kommende album handler om andre historiske personligheder, begivenheder og fænomener. Som f.eks. Djengis Khan på “Hordes of Khan”, tempelridderordenen på “Templars”, det gamle romerrige og Julius Caesar på “Crossing the Rubicon”, Napoleon Bonaparte på “I, Emperor” og Jeanne D’arc på “Maid of Steel” – mine forventninger var derfor høje til at høre disse sange og hele albummet. 

Det er med andre ord også forfriskende med nye, eller rettere ældgamle, legender at udforske i lyrikken. Men desværre er Sabatons lyd i melodier og musikalsk opbygning alt for genkendelig. Godt nok er det svensk pop-metal når det er bedst, velproduceret og det hele, ligesom man også ser/hører det i Ghost og Arch Enemy, men forudsigeligheden dræber eventyrlysten hurtigere end man kan nå at stave til Eurovision Song Contest. 

Joakim Brodéns vokal er i princippet god, men bliver alt for hurtig forudsigelig i frasering og trykfordeling.
Pär Sundströms og Hannes Van Dahls bas- og trommespil er ethvert heavy metalband værdigt, men desværre er mange flere, der er meget dygtigere end dem, rent teknisk. Det kan man høre på “Lightning at the Gates”, der måske handler om Hannibal Barkas, altså ham, der krydsede Alperne med elefanter. Lydbilledet bliver hurtigt for mudret, og det bliver for meget af alt. Begrænsningens kunst er i dén grad svær for Brodén & co. Dette er også blevet en udfordring for senest Nightwish og Battle Beast, hvor sidstnævnte også udgiver et album, Steelbound, samme dag.
Dette album er det første, hvor Thorbjörn “Thobbe” Englund er tilbage på guitar, efter Tommy Johansson (2016-’24) forlod bandet til fordel for hans eget band, Majestica. Thobbe var også guitarist fra 2012-16, var det er “gammel kending”, men det kommer desværre ikke rigtig til udtryk musikalsk.

Sabatons to forrige albums, The War To End All Wars (2022) og The Great War (2019) var  episke, men også musikalsk og tematisk kedelige, da de begge handlede udelukkende om første verdenskrig. Så i det mindste forbedrer Sabaton sig på dette tematiske område på dette album og dét skal de have ét point for. Men de når heller ikke deres mesterværk Carolus Rex (2012) om Sveriges historie og ‘bobler’-albummet The Last Stand (2017).

I april 2023 oplevede jeg Sabaton live i Royal Arena i et show, der var ekstremt velkoreograferet med både ild, lys, rekvisitter, statister og værtskab. Man var altid underholdt, men den musikalske kvalitet og tyngde manglede til tider. Jeg sidder lidt tilbage med samme følelser, når jeg hører og har hørt Legends. Det fungerer godt som baggrundsmusik til en festlig drukaften eller light entertainment, ligesom et halvdårligt tv-program man ser bare for at slappe af efter en lang dag. Alle sange følger samme formel, de udvikler sig aldrig til det, sorry to say, legendariske, men de bliver bare mere middelmådige og Sabaton gør bare historien endnu længere end hvad den i forvejen er.

Legends trackliste

1. Templars
2. Hordes of Khan
3. A Tiger Among Dragons
4. Crossing the Rubicon
5. I, Emperor
6. Maid of Steel
7. Impaler
8. Lightning at the Gates
9. The Duelist
10. The Cycle of Songs
11. Till Seger