Alice Cooper

Tunge riffs tilsat en knivspids selvfedhed

-

Anmeldelse af: Whores. Pavilion, Roskilde Festival. 06. juli 2019.

Whores. lavede en glimrende koncert med fokus på det tunge, vrede og eksplosive, men også med en smule arrogance ved siden af.

 

Foto: Bastian Reinholdt Madsen

Dagens første band, efter at Baest tæskede mig igennem i nat, er det amerikanske band Whores., der spiller tung sludge tilsat en god portion noise a la Swans.

Lige fra første tone slås an, hersker der ingen tvivl om, hvilken type koncert man står til. Dette bliver tungt, som i: virkelig tungt. Det bliver dog aldrig uden at miste den intensitet, som punkgenren også er kendt for. Der er virkelig knald på fra starten, og særligt bassisten, Casey Maxwell, tænder fuldstændig af og får svunget sin bas rundt over hele scenen, samtidig med at han spiller en led og fed bas.

Musikken spiller godt og er tilpas drænende, sløv, og larmende, samtidig med at den sidder stramt. Det er en kunst at kunne lige netop dette, men dette mestrer Whores. altså temmelig godt. Vokalen er meget punkinspireret og vred. Min sidemakker mener, at den minder lidt om Frank Carters vokal til tider, og det gør den til dels også. Christian Lembach synger bare ikke helt ligeså fedt, som Carter gør det.
Imellem to numre skal Lembach da også lige bede om hjælp fra stagecrew, fordi hans mikrofonstativ driller. Da det tager lidt tid før der kommer crew ind, begynder manden at brokke sig over det, for han er jo professionel musiker. Den eneste tanke, der går igennem mit hoved, er dog: ”Hvorfor i alverden kan en professionel musiker ikke betjene et mikrofonstativ?” Det er altså ikke raketvidenskab, og i stedet får det manden til at fremstå en anelse arrogant, at han vil afbryde koncerten over en petitesse, som en professionel musiker normalt selv ville fikse eller tage stille og roligt.

Det bliver dog fikset, og sættet fortsætter. Musikken fejler fortsat ikke noget, og lyden er som skabt til denne type musik i dag. Der er til tider lidt for mange øjeblikke, hvor Lembach selv får lov til at syre ud på guitaren og bare spiller de samme akkorder om og om igen uden noget opbyggende. Dette bliver lidt for meget i længden, når der ikke er andet til at støtte op om guitaren.

Whores. viser sig dog som et glimrende band og en god start på sidstedagen af årets Roskilde Festival.

Koncerten har været fed, men ikke uden sine lavpunkter. Heldigvis talte musikken langt henad vejen rigtigt godt for sig selv.

REVIEW OVERVIEW

Whores.

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories