Når de små bliver de store

Klokken er decideret lort, da Baest går på scenen i et totalt proppet Pavilion. 02.30 fredag aften er sgu sent, men ikke desto mindre er folket mødt op og er klar til at give den gas, og det er Baest helt tydeligt også. Humøret er højt, og bandet viser sig virkelig som værende i deres es her til aften.

Baest er et band, som jeg har fulgt stort set siden den spæde start, og de har til dato ikke kunne undgå at imponere mig live. Dette gør sig gældende, netop fordi bandet bare spiller umanerlig sejt sammen; umiddelbart har de en virkeligt god fælles kemi på scenen og virkelig forstår sig på at fange deres publikum. Alt dette klikkede, da de spillede på Copenhell i år (anmeldelse HER fra den koncert.), men på Roskilde Festival… klikker det altså endnu vildere, og jeg føler flere gange, at jeg må samle min kæbe op fra det beskidte gulv inde på Pavilion.

Sanger Simon Olsen styrer selvsikker publikummet igennem den voldsomme svensk-inspirerede dødsmetal, imens der bliver brølet igennem på den onde klinge. Olsen er en af de absolut bedste frontmænd, vi overhovedet har, ikke bare herhjemme, men i hele Skandinavien.
Her til aften kommer særligt guitarist Svend Karlsson også rigtigt meget udover scenekanten, også fysisk, hvor han af adskillige omgange formår at rende rundt nede i fotopitten. På trods af dette høje energiniveau lyder det umiddelbart til at der på noget tidspunkt spilles forkert. Alt sidder stramt og lige som man kan ønske sig det.
Guitarist Lasse Revsbech og bassist, Mattias ’Muddi’ Melchiorsen, kommer også rigtigt godt rundt på scenen, imens de lystigt og med store smil synger med på sangene. Bassen rumler igennem, guitarerne er skarpe, og trommerne er stramme og spændstige. Alt dette leveres med store smil og et overskud, som man sjældent ser hos nogen bands, ikke blot herhjemme, men på internationalt plan.

I starten af koncerten er lyden måske en kende mudret, og vokalen går altså ikke helt klart nok igennem. Dette får lydmanden dog ordnet løbende, omend det lige tager et par numre. Derefter er lyden tæt på perfekt inde ved Pavilion .

Baest er gode til at skabe en stemning via deres enorme energiniveau live, og dette smitter altså enormt meget af på aftenens publikum, der i sandhed synes, at vi skal have en god omgang natte-moshing.
Der er iblandt publikum fest til den helt store guldmedalje, og presset inde i teltet kan virkelig mærkes. Folk går ikke kun amok til de sange, de kender, men også til de helt nye Baest-sange, som aldrig er blevet spillet live før. Der får vi blandt andet serveret numre som “Vitriol Lament”, “Nihil”, “Eco Qong Arafat” og den til dagen just udkomne single, “As Above So Below”. Vi får naturligvis også førstesinglen fra det nye album, “Gula”, serveret i en hidsig liveudgave. De nye numre lover rigtigt godt for den nye plade, der helt bestemt stadig lyder som svenske dyder, men Baest er altså blevet så gode til at spille og komponere netop dette, at der for mit vedkommende nærmest ligeså godt kunne stå Entombed, Dismember eller Bloodbath på coveret. Altså, ikke at de bare er en ren kopi, men at deres kaliber er sammenlignelig.
Bandet har altså sin helt egen charme, omend det musikalske ikke er totalt unikt. Mindre end unikt kan også gøre det, for Baest viser altså virkelig, at der er en grund til, at de flyver afsted med 666 km. i timen lige for tiden.

Baest leverer en koncert på Pavilion, som er ud over al forventning. 75 minutter i selskab med Baest, der i øvrigt eftersigende er den længste Baest-koncert til dato, kunne man have frygtet, at ting ville gå galt til, eller at bandet måske ville køre trætte i det, når nu de går så meget amok på scenen. Baest viser dog, at de er klar til ikke bare at lege med de store drenge, men at være ligesindede.

Næste gang, de gæster Roskilde Festival, står de forhåbentlig som minimum på Avalon, eller måske endda med en åbnings tjans på Orange? Dette er i hvert fald, hvad de efter denne performance fortjener.

Her er lige et par billeder mere fra koncerten, taget af Anders Groos Mikkelsen: