Anmeldelse af Grava – The Great White Nothing, udgivet d. 27/09-2024 via Aesthetic Death, Vinyltroll Records & Evil Noise.

Det bliver rigtigt tungt i løbet af Gravas seneste udgivelse The Great White Nothing.

Dansk/færøske Grava er nu aktuelle med opfølgeren til gruppens debut ’Weight of the World’, og bandet har stadig rigeligt at byde på i forhold til dyster og tung sludge med rigeligt af slagkraftig pondus.

Lige fra skivens første skæring ’Erebus’ bliver lytteren præsenteret for gruppens kompromisløse, voldsomme, og til tider dejligt slimede agressive sludge metal. Vokalen er dejligt grum, og formår at rykke godt rundt i nakkehåret på lytteren. Vi er over i den mere hardcore inspirerede del af vokaler, med rigeligt af brøl og dyster attitude.

Gravas aggressive musik slår rigtigt godt igennem på dette album, hvor der bliver serveret utallige stærke riffs der med deres knastørre lyd skaber en utroligt god og rammende stemning for pladen og dens udtryk.

’White Thresher’ besidder et dejligt slæbende tempo, der passer så utroligt godt til den i forvejen mørke og tunge tematik som pladen besidder. De første to numre på pladen, nemlig ’Erebus’ og ’White Thrasher’ fortæller utroligt passende historien om Franklin Ekspeditionen igennem nordvestpassagen i det nordligste Arktis. Denne historie sætter numrene en utroligt rammende og kold stemning for med sine beskidte og tørre riffs.

Stemningen fra de to første numre er et gennemgående element for pladen og det fungerer rigtigt lækkert ud over pladens 9 skæringer, der sammenlagt besidder en god, rød tråd. Produktionen er dejligt beskidt, men med sans for detaljen. Det bliver aldrig så beskidt at man ikke kan følge med i hvad der foregår, og Grava lyder tæske godt på The Great White Nothing. Lyden bidrager kun positivt til det dystre og voldsomme udtryk som Grava lægger for dagen.

Bandets spil igennem albummet er lækkert varierende og dynamisk. Særligt fede er Grava til at løbende sætte tempoet ned i mens de spiller deres riffs, og dette fungerer rigtigt godt særligt på ’Mangled’. Derudover fungerer deres melodier lækkert og intenst, som i afslutningen på ’Breaker’, det er simpelt men afsindigt effektivt. Decideret smukt bliver det i løbet af det 6 minutter lange ’The Fall’, hvor bandets dystre udtryk fortrinligt udfoldes.

Grava leverer med deres andet album en helstøbt oplevelse i dyster og intens sludge. Pladen er spækket med fede riffs og lydmure der vil smadre lytteren lige i ansigtet. Med en produktion der kun bidrager til det lækre og kolde udtryk, med særligt tør guitar, voldsomme trommer og slimet hæs vokal. The Great White Nothing viser at bandet i den grad stadig har musikken og vildskaben med sig.