Danmark har gennem tiden sendt fornemme metal-skud mod folket i syd, hvor blandt andet Huldre og Sunless Dawn kan fremhæves i nyere tid (sidstnævnte var da også forrige vinder og fik lov til at optræde i aften,) til Wacken Open Air.
Gennem de sidste par uger har karavanen Wacken Metal Battle atter været forbi spillesteder i landet og sorteret seks af de udvalgte 10 bands fra, så det store slag i Pumpehuset denne lørdag aften skulle stå mellem fire relativt nye orkestre: Ethereal Kingdoms, Xenoblight, Genfærd og Pudsige Herrer.
Første band på scenen var Ethereal Kingdoms, som jeg havde set frem til at opleve live, da jeg via vores andre anmeldere og musikelskere havde hørt positivt om bandet, der lettere begrænset kan beskrives som Nightwish og lidt Within Temptation, men det er langt fra rammende nok til at beskrive deres teatralske tag på en omgang metal-opera, som jeg bedst kan betegne det ud fra det, der blev (forsøgt) kanaliseret over scenekanten.
Der var nemlig startvanskeligheder hos det københavnske band, hvilket gjorde, at jeg dog sagtens kunne fornemme, at forsanger Sofia Schmidt med få vanskeligheder kunne veksle mellem de dystre brøl og ren vokal, men i det mudrede lydbillede stod det slet ikke frem, og den fortælling på engelsk – som jeg aner skulle udgøre en rød tråd mellem numrene – faldt hele vejen igennem deres koncert til jorden for mit vedkommende.
Hvilket egentlig er en skam, for da lyden endelig blev rettet op, og jeg kunne høre begge guitarer og ikke blot én, var det tydeligt, at her var tale om et band med maksimalt potentiale til at brage igennem på den danske metalscene, hvorved jeg da også har rettet min oprindelige karakter til at være højere med den begrundelse, at jeg tror, vi har noget stort i vente fra det purunge band.
Dernæst var det blevet tid til black metal-bandet Genfærd. Jeg har det lidt svært med TRVE black, da jeg hæver mit hipster-håndklæde og erkender, at jeg mere er en sucker for den moderne blackgaze som MØL eller Deafheaven, der inkorporerer vidt forskellige elementer i deres musik, som gør det interessant for mig at lytte til.
Genfærd er i mine ører, ja, gammeldaws black metal, ikke så meget at skændes om her. Man forstår dog godt, at bandet er nået så langt som til finalen, for deres performance var af den slags, hvor der blev blæst hoveder bagover fra start til slut, ikke taget nogle gidsler og ej heller interageret med publikum.
Mod slutningen var der nogle lidt mere langsomme passager, der trak min opmærksomhed nærmere Genfærd, men for at lave en mad-analogi: Bandet er som en rugbrødsmad, du hurtigt kan lave. Man ved, hvad man får, men det er heller ikke kulinarisk fornyelse.
Fornyelse er faktisk heller ikke det første ord, jeg vil bruge om afløberen fra Velociter, der skulle spille bagefter: Xenoblight.
De er vel en slags ekstremmetal, der trækker veksler på bands som Anaal Nathrakh med diverse afstikkere til andet black, lidt thrash og, ja… alt godt fra havet så at sige.
