Anmeldelse af: Roger Waters. Royal Arena, Kbh. 18. april 2023.

En afsked, der ikke kun bar præg af, hvad Roger Waters har gjort, men også hvad han står for selv den dag i dag.

Normalt ville jeg lade underrubrikken være et eller andet lousy forsøg på at være morsom, men denne anmeldelse, ligesom koncerten den handler om, er mere alvorlig end normalt.

Personligt så er jeg ekstremt glad for albums som The Dark Side of the Moon, Animals og især The Wall. Alle sammen albums, som Roger Waters uden tvivl har haft en kæmpe finger med i spillet i skabelsen af (sammen med resten af Pink Floyd). Alle albums, der har været eksperimenterende, tankevækkende og inspirerende. Derfor var det lidt med vemod, jeg gik ind i Royal Arena for at opleve Roger Waters’ afskedsturne. Jeg var heller ikke i tvivl om, at jeg skulle til at opleve et helt genialt show med helt vildt flot musik, udført af dygtige musikere. Men angiveligt var det for sidste gang.

Da man træder ind i arenaen, bliver man mødt af en stor flot scene, dækket til af nogle store skærme midt på gulvet. Scenen og skærmene var nærmest sat i et mønster, der mindede om kors og så også lidt en kiste på en eller anden mærkelig måde. Før koncerten går i gang, er der sporadiske buldren fra højttalerne, som tager mere og mere til, jo tættere vi kommer på, showet går i gang. Lyset slukker. Alt er stille. Nu er det nu.

Hr Waters vælger at lægge ud med en meget alternativ version af klassikeren ”Comfortably Numb”, nærmest opført acapella med et helt uhyrligt smukt korarrangement. Det lagde det tonen godt an for koncerten. Med kun skærmene som det eneste visuelle blev det også meget stærkt indikeret, hvordan hele koncerten nok mest ville blive oplevet; især fra hvor jeg sad.

Efter en lidt længere outro på ”Comfortably Numb” får vi ”The Happiest Days Of Our Lives” efterfulgt at hittet ”Another Brick in the Wall Pt. 2”, nu med synlige musikere, men stadig med store og flotte visuals på skærmene. Og det er netop skærmene, der nok leverer mest underholdningsværdi det meste af koncerten igennem, både fordi scenen netop er sat midt i publikum, og det derfor kun er godt og vel en fjerdedel af publikum, der kan se aftenens hovedperson, og fordi der faktisk ikke rigtig sker det helt store på scenen.

Det er også gennem skærmene, aftenens budskaber hovedsageligt bliver leveret, om disse er politiske eller mere historiemæssige informationer i forhold til, hvor vi er i Roger Waters’ karriere i løbet af koncerten. Det sidstnævnte er nok ret standard for en afskedskoncert, at man går gennem bagkataloget og fortæller lidt historier om tiden dengang. Men det altoverskyggende tema for denne aften er, som det næsten altid er med Roger Waters, politik.

Budskaber mod konsumerisme, politivold, had, krig og budskaber for lighed, værdighed, kærlighed og ligestilling er alt sammen noget, man får præsenteret lige ind i dit ansigt. Ja, det er jo Roger Waters, som man kender ham, men det føles samtidigt også lidt som om, at der bliver lagt lidt mere tryk på, og at det er hans sidste chance for at komme ud med disse budskaber (følelsen eller årsagen til, at dette kunne være sandt, skyldes nok også, at det trods er en form for afskedskoncert/turné).

På sin vis er det rart, at der ligesom er noget at kigge på under hele koncerten, men det føles også en lille smule tamt. Jeg følte lidt, at jeg burde kigge ned på bandet og se, hvad de laver, men når de så står stille det meste af tiden, og jeg alligevel ikke rigtig kan se Roger Waters, så ryger mine øjne direkte op på skærmene igen. Der bliver man underholdt, og man får en masse fede ting serveret. Mest imponerende dog var da, der blev tændt for lasere, der formede prismer rundt om scenen, mens skærmene blev regnbuefarvet, emulerende det ikoniske artwork til The Dark Side of the Moon.

Men musikken. Amen, for satan da. Der blev leveret nogle lidt sjældnere sange, lidt fra Roger Waters’ solokatalog og så de gode gamle kendinge, og det blev alt sammen leveret med den største overbevisning og til perfektion. Der var simpelthen ikke en finger at lægge på. Lyden var også stort set helt i topklasse, måske lidt for meget bund for mig, men jeg har hørt, at dem, der stod på gulvet, ikke havde disse problemer.

Denne koncert var en tour-de-force gennem helt igennem imponerende musik. En politisk magtdemonstration, der ikke lod noget stå mellem linjerne.

Tilbage er der ikke andet at sige end tusinde tak, Roger Waters (og resten af Pink Floyd selvfølgelig), for vanvittigt god musik og tak for et helt igennem gennemtænkt show. Tak.

Louise Petersen har flere koncertbilleder fra aftenen her: