Foto: Lykke Nielsen
Anmeldelse af: Dream Theater + Devin Townsend. K.B. Hallen, Kbh. 22. maj 2022.
“I’m seeing the human spirit, missed for too long.
We’re together again. We’re celebrating music;
The most magnificent, powerful, magical force on this planet, hands down.”
- James LaBrie, Dream Theater.
Devin Townsend
En tydelig træt 50-årig canadier trådte ind på de skrå brædder i KB Hallen. Hans regnbuefarvede guitar i kontrast til hans sortklædte skikkelse.
“My name is Devin and I smell terrible. We’ve been on tour for two months and we’re here to do the heavy metal thing.”
3-2-1. Ingen dikkedarer. Åbningsnummer. “Failure” fra Transcendence-pladen.
30 sekunder inde i musikken og trætheden var fordampet som vand på en skoldhed kogeplade. Townsend var tilbage i storform, som vi kendte ham.
Lynhurtigt fik han fyret storhittet “Kingdom” fra Epicloud af til utæmmet begejstring fra de mange dedikerede fans, der sammen med undertegnede havde mast sig sammen oppe foran for at overvære spektaklet. Der blev blandet godt rundt i sætlisten, der bl.a. rundede numre fra Ocean Machine og Ziltoid-skiven samt et enkelt Strapping Young Lad-nummer. Vi gik heller ikke glip af genitalie-baserede jokes, selvudslettende humor og sublim stagepresence.
Gennem koncerten vendte han mesterligt vrangen udad på sit hoved og viste den kalejdoskopiske eksplosion af ustyrlig kreativitet og farvestrålende kaos, der kendetegner hans musikalske virke. Jeg ved ikke, hvordan han gør det, men der sker noget helt særligt, når Townsend står på en scene.
Devin Townsend er en kunstner, hvor mærkeligheden ikke er påtaget. Han er tilsyneladende bare sådan.
Han er en artist, der hver gang, man ser ham live, formår kunsten at kombinere de mest absurde bemærkninger til publikum, hele regnbuen af ansigtsudtryk og kropsbevægelser uden nogen form for filter med virtuos musikalitet og indlevelse.
I dette lidt mere minimalistiske setup fik man nærmest følelsen af at overvære en slags intimkoncert, sammenlignet med det audiovisuelle syretrip han leverede i Amager bio i 2019 på Empath-touren.
Sammensætningen af very special guest og hovednavnet skabte et lidt aparte energi-skifte i salen. Townsends nærmest maniske energi kunne sagtens have skabt afsæt for kæmpe vildskab i det følgende band, men Dream Theaters energi og tilstedeværelse taler til den mere introspektive koncertoplevelse.
Musikalsk og fanbase-mæssigt var det dog en oplagt kombination, og det var i sidste ende nok et fornuftigt valg at sætte Heavy Devy til at ryste folk ud af søndagsmageligheden, inden hovednavnet gik på.
Dream Theater
Dream Theater gik efter en ambient countdown på med et eksplosivt lift-off til progspace med “The Alien”. Et velvalgt åbningsnummer fra deres nyeste plade, som denne tour fejrede.
Videoprojektioner og lysshow skabet illusionen af rumrejser, kalejdoskopiske og kosmiske drømmesyn og komplimenterede musikken uden at forstyrre den. Stærk start!
Med et bagkatalog der går adskillige årtier tilbage og numre, der starter på den tunge side af 10 minutters længde, kan det være en udfordring at sammensætte et set.
Ville de spille den nye plade fra ende til anden? Nej. Det er Dream Theater, og de gør præcis, hvad de har lyst til.
Med velplaceret ynde rundede vi numre som “Endless Sacrifice” fra Train of Thought-pladen, hvor et mærkbart sus gik gennem salen under den akustiske intro. Sangen bød på den første af flere formidable duetter mellem Petrucci og Rudess på henholdsvis guitar og keys, der skulle vise sig blot at være begyndelsen på det virtuose niveau af sammenspil og musicianship, som Dream Theaters instrumentalister besidder.
De to musikalske titaner virkede nærmest telepatisk forbundne i deres sammenspil, hvor især fraseringerne under settets encore, “The Count of Tuscany” fra Black Clouds & Silver Linings var et højdepunkt.
“Bridges In The Sky” fra A Dramatic Turn of Events tilføjede en velplaceret tyngde til sættet og var sammen med “Ministry of Lost Souls” et par personlige højdepunkter fra koncerten.
Dream Theater skabte et rum, der gav kræs til kenderne og samtidigt inviterede dem, der ikke var så hjemmevante i deres univers, med indenfor. Den velafmålte grafiske del af scenografien var med sin blanding af 3D-renderinger af de forskellige albumcovers og visuals af ekstremsport og naturbilleder et visuelt holdepunkt, der gav numrene identitet og førte os gennem den to timer lange drømmerejse.
Jeg fandt pludseligt mig selv i formidabelt selskab med Danmarks ivrigste koncertgænger og kæmpe Dream Theater fan Kasper Behrendt fra Den Tunge Radio. Som et levende metal-encyklopædi var han den perfekte koncert-buddy til hovednavnet, der til tider kan kræve, at man har været grundig med sin lektielæsning.
K.B. Hallen havde ud over ståpladserne tilbudt sæder oppe på balkonen. Jeg nåede desværre ikke derop, men jeg tror scenografien virkelig kom til sin ret fra god afstand.
Siddende format til koncerter i de mere progressive genrer er jeg personligt faktisk blevet lidt glad for, da jeg havde en virkeligt god oplevelse med det til Tool i Royal Arena tidligere på året. Det skaber rum for, at man kan synke dybere ned i musikken og læne sig ind i den mere introspektive del af oplevelsen.
Kiggede man tilbage ud over K.B .Hallen, kunne man se dem, der stod og vippede med hovedet eller hånden i synkron puls med musikkens overliggende rytme og strukturer. Der var et par få, der i tæt på ekstase nærmest hoppede til musikken. Og så var der dem, der stod med lukkede øjne og sank ned i de store musikalske strukturer, der som kompliceret sfærisk fraktal geometri kunstfærdigt udfoldede sig omkring os i perfekt symmetri.
I stedet for balkonen havde jeg havde fået en plads helt oppe foran ovre mod venstre side af scenen og havde bedst udsyn til bandets pianist. Som en biomekanisk edderkop fra en anden dimension bevægede Rudess’ hænder sig i perfekt ledløshed hen over sit domæne – et 360 graders roterbart keyboardstativ, der med hydraulik og stål yndefuldt holdt et Korg Kronos og automatiserede, digitale noder.
Især på “About to Crash” kunne man mærke, hvordan kvintettens samspil kom til sin ret. Det er en oplevelse i sig selv at se og høre en gruppe spille sammen, hvor instrumentalisterne alle er på det virtuose niveau og har spillet med hinanden længere, end de fleste ægteskaber har holdt.
Det tager et helt liv at kunne mestre kunsten at begå sig i komplicerede musikalske strukturer uden at miste det musikalske, og det mestrer Dream Theater til perfektion.
“Under A View From the Top of The World”, titelnummeret fra den nyeste plade, blev der projekteret visuals af mennesker, der kaster sig ud i ekstreme og farefulde ting. Bjergbestigere. River rafters. Backpackere i ødemarken. Alle sammen ekstremt krævende ting, som vi mennesker gør af forskellige årsager. For at vise sig selv at man kan. For at se noget nyt og dele det med andre. For at gøre noget nyt, som meget få eller ingen andre har gjort.
Mens jeg stod der oppe foran og forcerede den soniske turbulens fra Dream Theaters musikalske vandfald, kunne jeg se en lighed og en forbindelse mellem bjergbestigning og musik på virtuost plan. At dedikere så mange, mange tusinde timer af sin levetid til musikken, til samspillet, til den skabende kunst er en form for musikalsk udholdenhedsspor. Det er intellektuel atletik; et hold, der bevæger sig som én organisme. Dream Theater har brugt mere tid med musikken og hinanden end de fleste mennesker har med deres allernærmeste. Og det kan mærkes.
Tak for rejsen, Dream Theater.
Det er ikke sidste gang, jeg tager med jer en tur til progspace.
