Wilsons sejr

Grundet arbejdstider og et enormt pres på transportmuligheder imellem København og Aarhus (formentlig delvist grundet SPOT Festival) når jeg desværre først til K.B Hallen lige som aftenens første sæt, bestående af Wilsons seneste udspil The Overview. Det jeg når at fange, af denne del af sættet er dog utroligt smukt, og giver en rimelig idé om hvad andet sæt kan have i vente, særligt i forhold til lys, soundscape og optræden. Det lover mildest talt godt.

Andet sæt lægges ud med titelnummeret fra Wilsons forrige udgivelse The Harmony Codex, der er en lækker ret elektronisk sag, og det spiller faktisk utroligt smukt som begyndelsen af andet sæt. Dette skal (ikke helt overraskende) vise sig at gå igen i løbet af aftenens anden akt. Sammenspillet i gruppen er upåklageligt og ufejlbarligt. Der bliver spillet helt afsindigt stramt, selv under ‘Impossible Tightrope’, der viser sig som aftenens højdepunkt for mit vedkommende, spiller bandet, til trods for intern usikkerhed omkring nummerets stramhed i live situation, til perfektion. Hertil skal også tilføjes at lyden i K.B Hallen absolut spiller, for at man overhovedet kan høre hvor detaljeret og stramt, der spilles i netop dette nummer.

Lyden er som sagt imponerende god her til aften, især når man har in mente at K.B Hallen først og fremmest er en sportshal og dernæst et spillested. Alt står rigtigt skarpt, og detaljerigdommen i Wilsons materiale får lov til at skinne godt igennem. Guitarerne er skarpe og lækre, imens de forskellige keyboards formår at lægge nogle smukke under- og overliggende melodier. Bassen tonser ikke igennem, men gør sig alligevel dejligt bemærket. Den vil frem i lydbilledet, og det kommer den også, når behovet opstår. Det gør det heldigvis ret tit, for den spilles virkelig eminent. Trommerne er dejligt stramme og markante i deres lyd, og får hele symfonien til at spille. Imponerende lyd denne aften i K.B Hallen.

Foruden at sætlisten i anden halvdel af aftenens udfoldelser, bærer præg af The Harmony Codex, får vi serveret lidt af hvert, fra britens diskografi. Sættet er utroligt velbalanceret og passer utroligt godt til de fortryllende sekvenser der foregår på lærredet i smuk symbiose med lyset. Vi får både lidt af det bløde, det fint følende, noget det mere proggede, og hårde. Så er det heller ikke alt sammen komplicerede prog-numre på den gode side af 20 minutter.

Wilson og co. fanger aftenens publikum på glimrende vis, også selvom det kun kan høres ved klapsalver imellem numrene. Folk er stille, og det er på sin vis utroligt forfriskende hver gang det sker. Det kan noget helt særligt når folk kan finde ud af at fordybe sig i en koncert, og hvor denne anmelder sidder, formår man at kunne gøre netop dette til fulde. Det stille publikum hjælpes formentlig lidt på vej, dels i kraft af at det er søndag og dels fordi det er en siddende koncert. Wilson fungerer i mine øjne alligevel bedst, når han kan tage lidt mere respons fra publikum, og med et siddende publikum bliver det bare en kende mere distanceret, hvilket forsangeren da også bemærker fra scenen.

Til trods for ikke at kunne drage så meget på sit publikums energi, gør sanger og band det fremragende på scenen. Energien er god, og Wilson selv kommer godt rundt på scenen. Derudover formår den britiske sanger at være morsom da han skal præsentere sit band, og vælger at præsentere dem under deres ”Southern Rock Navne”. Wilson er sgu sjov, på sådan en lidt finurlig måde, en karakteristik der i den grad også kan føles i hans musik.

Steven Wilson sejrer i K.B Hallen, i hvert fald at bedømme ud fra andet sæt, der har budt på utroligt velspillet og spændende progressiv rock. Med en dejlig velbalanceret sætliste viser den britiske sanger og komponist at han stadig er en progressiv tour de force.