Anmeldelse af: Steven Wilson – The Harmony Codex. Udgivet via Universal. D. 29/09-2023.
Den britiske fløjlsstemme Steven Wilson har med The Harmony Codex leveret atter et progressiv og alsidigt værk, der i meget høj grad vokser på lytteren.
Sidste år udgav gruppen Porcupine Tree efter mange års fravær et nyt album, CLOSURE / CONTINUATION, og nu er det så frontmanden, Steven Wilsons, tur til at udgive under eget navn igen. Som forventet stikker The Harmony Codex af i flere forskellige retninger, men fælles for så godt som hele albummet er, musikken bunder i et mix imellem elektronisk musik og guitarbaseret musik. “Men virker det så?” har du jo nok lyst til at spørge og, ja, det gør det rent faktisk.
Den musikalske spændvidde kan måske fra start virke overvældende. Der er en stærk variation ikke bare igennem pladen, men i lige så høj grad udover de individuelle numre, hvor den gode Wilson virkelig får vist sine kompositoriske evner; hvilke mildest talt er imponerende. Albummet har nogle utroligt smooth overgange imellem forskellige stykker, som det bl.a. kan høres på den fuldstændigt eminente album-lukker, ”Staircase”, hvor det musikalske bygger op til et pludseligt antiklimatisk og lækkert piano-stykke, der for kendere minder en del om pianoen i det glimrende Porcupine Tree-nummer “Sentimental” fra den tæt på perfekte plade Fear Of The Blank Planet. Wilson er ikke bange for at gå veje, som han har gået før, og det er der skam også en grund til.
Det bliver dårligt mere klassisk Steven Wilson, end det gør på pladens anden skæring, “What Life Brings”, der oser så meget af Steven Wilson, at man nærmest kunne sværge ved at have hørt den her før. Steven Wilson er noget for sig selv, og foruden måske lige polske Mariusz Duda fra Riverside er der vitterligt ikke nogen, der nærmer sig Wilson i hverken stil, udtryk eller lyd.
Bliver The Harmony Codex så ikke lidt for letkøbt, når nu det emmer af klassisk Wilson? Nej, utroligt nok så formår briten med den fløjlsbløde vokal og de mildest talt geniale kompositoriske evner at forny sig og prøve andre ting af flere gange i løbet af albummet. Klarest står dette på albummets næstsidste nummer, “Actual Brutal Facts”, hvor Wilsons stemme pludselig ligger i et fuldstændigt andet leje og stil, end denne anmelder nogensinde har bemærket. Vi er næsten ovre i noget triphop-lignende, ikke helt ulig Maynard James Keenan projektet Puscifer.
Produktionen på albummet er lige dele sprød og dynamisk. Der er virkelig kælet for detaljerne af Wilson selv, som virkelig er blandt verdens bedste producere, hvilket ikke kun høres på mandens egen diskografi, men i lige så høj grad i form af fuldstændigt eminente remixes af ældre plader fra bands som f.eks. Yes, King Crimson og Jethro Tull. Lyden på The Harmony Codex er dejligt crisp og detaljerig, hvor alt får lov til at skinne, præcist som det skal. Faktisk er denne produktion stilmæssigt nærmest så tæt på perfektion, som man umiddelbart kan komme. Dette album lyder helt afsindigt godt.
Steven Wilson træder både kendte og nye vande på The Harmony Codex, der på mange måder også lugter af mandens kærlighed for 70ernes prog-scene. Der kan særligt spores Pink Floyd-inspirationer igennem albummet, men disse er så dejligt inkorporeret, at det ikke virker forceret.
Wilson leverer atter engang et album, der formår at være ud over det sædvanlige. Et album som formår at fange lytterens opmærksomhed med sit levende lydbillede og brede stil. Kompositionerne er igennem hele albummet fremragende og byder op til genhør, ikke helt ulig tidligere materiale fra Wilsons hånd. The Harmony Codex er noget nær et perfekt album.
