Anmeldelse af Alice Cooper, Helviti, Copenhell d. 24/06-2026.

Der blev i den grad tid til hits på hits, da Alice Cooper atter engang lagde vejen forbi Helviti. 

Foto: Tommy Skøtt

Dagens første fulde dækning bliver i selskab med Alice Cooper samt hans bands teatralske musik og optræden.

Man kan ikke mærke på Cooper selv, at alderen siger 78 år. Mandens stemme lyder som den altid har gjort, og gejsten på scenen er i den grad stadig til at mærke. Nærværet er i top, og bandet kommer godt rundt på scenen, imens de fyrer det ene fede riffs af efter det andet.

Sammenspillet er lige så godt, som vi er vant til at høre det fra Alice Cooper, selv bundniveauet er højt for dette band. Riffsne leveres skarpt, trommerne (foruden en lidt kikset trommesolo) dejligt stramt og levende, og bassen lægger en god bund til musikken.

Lyden er glimrende på Helviti, hvor selv de mindste detaljer i guitarspillet får lov til at skinne igennem. Et dejligt, lækkert og nuanceret lydbillede bliver rammerne om dette nostalgiske trip tilbage til 80’erne og 70’erne især.

‘Poison’ får i den grad sat gang i fællessangen, ligesom havet af hænder i vejret er decideret imponerende. Copenhell har tydeligvis stadig ikke fået for meget, eller måske endda bare nok, af Alice Cooper, der ellers er på festivalen for intet mindre end tredje gang. Når man er blandt de leveringsdygtige ”dinosaur-bands”, giver det i den grad også god mening, at booke den teatralske herre med pandaøjnene.

Der går måske lidt tomgang i den, hen imod midten af koncerten, men der redder det høje bundniveau bandet. De spiller stadig glimrende, men det smitter ligesom ikke af på det fremmødte publikum, i lige så høj grad som når bandet fyrer de helt store hits af.

Det er underligt beroligende at få lov til at se Alice Cooper få hygget hovedet af igen igen. Det giver altid et godt show, og når man så fortsætter over i ‘School’s Out’, så stiger stemningen nede i pitten i meget høj grad. At blande lidt af Pink Floyds ‘Another Brick in the Wall ind i nummeret, er også altid velfunger nde, og får stemningen op. Der bliver sågar lige tid til et lille cover af Nirvana klassikeren Smells Like Teen Spirit, som egentlig passer ganske godt til Alice Coopers vokal. Alice Cooper har så mange hits på sættet, så nogle af dem ikke engang er hans egne.

Alice Cooper leverer en absolut godkendt nostalgi trip, med rigeligt af store hits, et velfungerende (om end set før) show, der ikke har så mange overraskelser, men som til gengæld bare fungerer. If it aint broke, don’t fix it!