Alice Cooper

Olli-Pekka Laine fra Amorphis: “Laiho var vores ven, og vi respekterer hans minde højt”

-

I forbindelse med Amorphis’ 14. studiealbum, Halo, snakkede jeg d. 28. januar 2022 med bassist Olli-Pekka Laine (nummer to fra venstre på billedet herover) om netop Halo, Children Of Bodom, prog-rock bands, jazz og meget mere… 

 

Arkivfoto: Qstock Festival 2018, Oulu i Finland. Fotograf: Mads Pristed. 

 

Hej, Olli-Pekka. Tusind tak for, at du vil snakke med os. Tillykke med det nye album og spritnye musikvideo (til “On The Dark Waters”). De er alt, hvad jeg turde håbe på! 

Olli-Pekka: Ja, det er en naturlig forlængelse af Queen Of Time (studiealbummet før. red.). Det er ikke for ens lydmæssigt, produktionsmæssigt og sangmæssigt. Den har noget nyt at tilbyde, uanset om du kan lide det eller ej. Det er en smule anderledes. Vi prøver altid at udvikle os med vores musik, så det var også det, vi gjorde denne gang. 

 

Hvordan går det, og hvor er du lige nu?

Jeg er hjemme i Helsinki, og jeg har det okay. Jeg er lidt træt, fordi jeg har lige haft Covid i sidste måned, så jeg har stadig lidt symptomer. Nogle dage har jeg det fint, andre dage er jeg træt, og nogle andre dage er det noget midt i mellem. Jeg glæder mig til at gå i seng efter at have været i sauna, selvfølgelig.

 

Selvfølgelig! Er Halo-titlen en reference til afdøde Alexi Laiho og Children of Bodoms Halo Of Blood?

Det kunne det godt have været. Hvorfor ikke?
Fordi han var vores ven, og vi respekterer hans minde rigtig højt. Men titlen kommer fra sangtitlen. Vi havde et par forskellige albumtitler-idéer og Halo var én af dem. Det passede med albumcoverartet ret godt, fordi der er måne og sol, liv; og død, lys og mørke. Så Halo ville være en perfekt kombination af alt det – det er “livets cyklus”. Det var, hvad Pekka, sangskriveren, ville have os til at lave – tilføje de elementer til albumcoveret, og det repræsenteret titlen også.

 

Hvordan er det at være tilbage i bandet efter 17 år? 

Det er fedt at være sammen med gutterne igen. Det føles som at komme hjem, kan man sige på en meget klichéfyldt måde. Men det er det faktisk. På nogle måder føltes det slet ikke som om, jeg havde været væk. Tiden er gået så hurtigt ind i mellem.

Det var nostalgisk at spille de gamle sange og interessant at spille de nye sange også.
Det var en udfordring, fordi jeg havde ikke spillet så meget i de 17 år, jeg var væk. Nogle gange var det hårdt at følge trop med de andre, fordi vi havde ear-monitors på på scenen og nye ting at lære. Jeg var i gang med at lave et album med Barren Earth, mit andet band, og jeg havde et andet dagjob. Men indenfor et år havde jeg vænnet mig til det, og nu har jeg været med bandet i 5 år, og nu er det en “ny normal”.

 

Hvad er dine favoritsange fra Halo-albummet? 

Det er åbneren, “Northwards”. Det er en standard, moderne Amorphis-sang, som har metalriffs, stærke melodier, og det er en god åbner for albummet.
“The Moon” er en anden favorit. Den er en ret catchy sang med stærke melodier og en hårdere/tungere sang, end hvad den faktisk lyder til at være. Den har noget ret progressivt i riffsene. Den har også klassiske Amorphis-elementer i melodier og vokal.

Hvis jeg skal vælge en tredje, er det “My Name Is Night”, som er den sidste sang. Den er noget anderledes. Den afspejler noget fra fortiden fra Tounela-perioden. Der er stærke inspirationskilder fra finsk prog-rock og folkemusik. Det er en smuk sang. 

 

Det varierer, hvem det er der, oversætter Pekka Kainulainens sangtekster – hvem har oversat dem denne gang?

Jeg er ikke helt sikker, men jeg tror at Ike Vil (sanger i Sleep of Monsters m.m., red.), som er en af vores venner. Jeg kender ham fra Babylon Whores, som han var med i i 90’erne, og han var en fyr fra lokalområdet. Han hang ud på de samme barer som os og gik til de samme koncerter, så vi kender ham alle sammen fra de tidlige 90’ere.
Han er en fed fyr og han har gjort et godt stykke arbejde med sangteksterne. Jeg tror, at jeg har set, at han har oversat en serie for Netflix til finsk, så han er meget professionel.

 

Handler sangen “Seven Roads Come Together” om jer seks i bandet og Pekka Kainulainen? 

Hvem ved? Jeg ved det ikke, han (Pekka, red.) skrev teksten. Det kan godt være, nu hvor du siger det. Jeg bliver nødt til at spørge ham. Men syv er et klassisk tal i heavy metal, den syvende søn af den syvende søn. Det er et mystisk tal, næsten satanisk. 

 

Hvordan har processen, samarbejdet og inspirationen været sammen med produceren Jens Bogren sammenlignet med tidligere albums?

Jeg arbejdede sammen med ham på Queen Of Time og Halo. Og de andre lavede også Under The Red Cloud sammen med ham. Og de sagde, at det var næsten chokerende, at han var en så krævende og striks producer. Han forhøjede tempoet og omarrangerede sangene. Det er noget, som de ikke var vant til før med nogen anden producer. Jeg tror, at de mest har produceret deres albums selv med undtagelse af Peter Tägtgren (produceren på Circle-albummet. red.). Men det samme kulturchok fik jeg med Queen Of Time, fordi jeg har ikke arbejdet med sådan en producer før. 

Vi lavede albums med bl.a. Tomas Skogsberg på de tidlige albums, The Karelian Isthmus, Tales from the Thousand Lakes og Elegy, men de var mere teknikere og påvirkede ikke sangene så meget. Jens Bogren er en helt anden slags fyr, og han er en mere afgørende for sangene. Vi skriver stadig selv sangene. Han knuser sangene til atomer og bygger dem op igen; han skaber kaos og regerer i dét.  

 

Hvad synes du om Silver Lake by Esa Holopainen, hvis du har hørt den?

Ja, jeg har hørt den og har den faktisk på vinyl. Jeg synes, at det er et godt album, og jeg kan forstå, hvorfor han gjorde det. Det er meget forskelligt fra Amorphis, men det er stadig nogle af de samme elementer. Han er en genkendelig sangskriver, så man ikke tage fejl af, hvem der har skrevet det. Det er en god idé at have forskellige sangere.
Min favorit er nok Jonas Renkse fra Katatonia og Tomi Joutsen fra Amorphis, haha. Men det er et fedt album, og jeg synes rigtig godt om det. 

 

Det var en stor overraskelse for mig, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle forvente. Jeg frygtede at jeg ville blive skuffet, men det gjorde det slet ikke. 

Det er en blødere side af Amorphis. Det var hans ambition, og det var det, han ville lave. Jeg værdsætter, at han gjorde det. 

 

Hvad lytter du til for tiden? 

Jeg har lyttet til klassisk prog-rock i de sidste 30 år, haha. Jeg er begyndt at lytte til Marillion af en eller anden grund. Måske var det, fordi jeg læste et interview i et finsk blad. Jeg lyttede også til Marillion i 90’erne, men det var ikke lige min kop te. 

Lige nu lytter jeg også til hele Jethro Tulls diskografi fra start til slut. Og Gentle Giant, som jeg også lyttede til i 90’erne, men for et par dage siden begyndte jeg at lytte til dem igen og nu kan jeg også godt lide dem. Jeg ved ikke hvorfor. Men det er fedt. Og meget jazz. Miles Davis, Herbie Hancock og John Coltrane og en lille smule The Doors, fordi jeg også læser Robby Kriegers biografi (guitarist i The Doors, red.). Altså mest det klassiske, ikke så meget nyt musik. 

 

Hvad symboliserer Hannunvakuuna-symbolet (Johanneskorset, Amorphis’ logo) for dig? 

Jeg lærte det at kende fra en 5 penny-mønt (på den tidligere finske valuta, finske mark), fordi den plejede at være derpå. I starten troede jeg, at den kom dérfra, men den kommer jo fra Kalevala-mytologien. Jeg synes, at der er livets cyklus, fordi det kører rundt og er uendeligt. Der er altid en ny fødsel efter døden, livet efter døden. Og det er et flot symbol, det ser godt ud.

 

I skulle have opvarmet for Nightwish på deres Human Nature-tour, men pga. Covid og jeres egen tour er I blevet fjernet fra plakaten. Kommer I tilbage med Nightwish og måske til Danmark, hvis du ved det? 

Det er meget muligt. Der var en interessekonflikt, fordi vi har allerede udskudt tournéen tre gange, tror jeg. Men nu udgiver vi vores eget album, så det giver ikke mening at supporte/opvarme for et andet band i Europa. Så vi vil gerne supporte vores eget album og eget band. Det ville være en god mulighed for at nå ud til nye fans og spille på store spillesteder. Men vi gør det for os selv, så det er derfor vi valgte at gå til USA nu til at starte med, så festivaler og så er der noget i røre til næste efterår.

 

Det lyder meget spændende! Endnu en gang tak for snakken og måske ses vi derude, live.

Ja, måske. 

Læs anmeldelsen af Halo HER og anmeldelsen af Silver Lake by Esa Holopainen HER.

Mads Pristed
Mads Pristed
Grafiker, lærerstuderende og finnofil 🇫🇮

Share this article

Recent posts

Popular categories