En sludder med drengene i Billy Boy in Poison
Vi fik os en lille mail-korrespondance med bandet Billy Boy in Poison
(Arkivfoto: Guillaume Blanjean)
Metal A Day kan sgu godt lide at snakke med de herlige mennesker i Billy Boy in Poison, og generelt lægger de et højt niveau på både plade og i livesammenhæng.
I denne samtale drejede vi os dog mere i retning af den udvikling og det udtryk, som orkesteret har gennemgået.
– Nu har I efterhånden eksisteret i “gamet” længe, så hvordan vil I selv beskrive jeres lyd og den udvikling,
som jeres musiske udtryk har gennemgået?
Med mindre man har et fast koncept fra start kan man ofte høre i musik, hvad komponisterne selv lytter til for tiden. Sådan er det også med os.
Vi startede som ungt band med udgangspunkt i metalcore. Hen over de demoer og EP’er, vi skrev, kom der mere og mere inspiration fra dødsmetallen, og vores debutalbum, Watchers, i 2013 lå vel et sted mellem deathcore og moderne dødsmetal.
Da vi skrev opfølgeren, Invoker, havde vi lyst til at brede inspirationerne lidt mere ud og også søge mod et mere selvstændigt udtryk. Der var bl.a. blevet hørt en masse Gojira og Behemoth og lignende bands, hvor der er fokus på stemning og groove mere end hurtigt fræs og at være så heavy som muligt. Så de sidste breakdowns forsvandt ud af musikken, og der kom mere fokus på at skrive nogle gode, sammenhængende numre med vores egen lyd og et godt groove.
– Hvorfor gik der så lang tid mellem pladerne “Watchers” og “Invoker”?
Der gik også længere tid, end vi ønskede os. Først skulle vi promovere Watchers live et stykke tid og få udbytte af albummet. Herefter var vi nødt til at finde en ny vokalist og få kørt den nye mand, Hjalte, ind i bandet. Så skrev vi nyt album, gik i studiet med det og ventede på mix og master i et stykke tid. Og da vi så indgik en aftale om udgivelse, skulle vi også vente lidt, før den udkom. Så går der sgu hurtigt et stykke tid.
Invoker blev skrevet i foråret og sommeren 2016, indspillet i efteråret 2016, blev færdig i foråret 2017 og udkom i november 2017.
Til næste album har vi lært, at vi i højere grad skal skrive ny musik og gøre klar sideløbende med, at vi spiller live og har gang i andre alle de andre ting.
– Hvordan endte I hos Prime Collective, og hvordan er jeres samarbejde med dem?
Watchers udkom gennem Mighty Music i sin tid, og med Invoker havde vi lyst til at prøve noget nyt. Vi havde hørt en del om Prime og alle de ting, de havde ild i, så det var en af de muligheder, vi undersøgte. Det endte så med en fin aftale om promotion og digital udgivelse, hvor vi selv står for de fysiske medier.
Hos Prime er der en klar forventning om, at man selv vil projektet og leverer en aktiv indsats, og det har vi haft godt af. Vi samarbejder løbende om at udvikle bandet og lægge en plan, der kan føre til succes.
Vi har nu fået fast booking gennem Prime også, og det forventer vi os meget af.




