Alice Cooper

MAD-koncertgænger: Veronika Kroell Voetmann

-

Den klassisktrænede cellist, Veronika Kroell Voetmann, er både en travl musiker og koncertgænger. Derfor har vi snakket med hende.

 

Foto: The Viking Lens.

 

Hvorfor tager du til koncerter?

“Jeg tager i høj grad til koncerter for at blive inspireret, og fordi koncertrummet er et af de få steder i den moderne verden, hvor jeg kan fordybe mig i en oplevelse uden at blive forstyrret af alt muligt andet (telefoner, mails osv…). Jeg sætter enorm pris på liveoplevelsen og den koncentration, den kræves af mig som lytter, eller den fest, den kan skabe alt efter, hvilken genre det er. Og så nyder jeg ofte at se musikere arbejde, hvad end de er i dyb koncentration eller i gang med de vildeste udskejelser.”  

  

Hvilken koncert har været den fedeste for dig?

“Jeg har heldigvis haft rigtig mange. Af de nyere var TOOL i Royal Arena i 2021 (2022. red) en stor oplevelse. Det var første gang, at jeg oplevede dem live, og det var en af de der: “What, er der allerede gået tre timer…”-oplevelser, hvor jeg bare blev suget så meget med i deres kalejdoskopiske drømmeverden, at jeg glemte tid og sted. Heilung i Forum i 2022 kunne også noget, de har virkelig fået skabt et koncept, hvor man som publikum bliver hevet med på en anderledes musikalsk rejse, og hvor man kan mærke, at folk virkelig overgiver sig til ‘ritualet’.”

 

Hvilken koncert var så den værste?

“Åhh – jeg hørte noget røvkedelig singersongwriter-musik som opvarmning til en koncert forleden, det var bare så forudsigeligt og ville ikke rigtig noget. Jeg kan klare de fleste æstetiske udtryk, men kedeligt må det altså ikke være.” 

 

Er der et band, som virkelig har fanget din opmærksomhed (for nylig)? 

“Det er ikke ligefrem et nyt projekt, men jeg oplevede Igorr for første gang på Hellfest i 2022 og blev ramt af deres vanvittige energi og har siden dykket en del ned i deres bagkatalog.”

 

Hvad er den bedste festival i Danmark? 

“Nu er jeg oftest på festival for at arbejde, så når jeg selv engang imellem tager på festival for min egen fornøjelses skyld, kan jeg godt mærke, at jeg er blevet lidt glad for det konforme. Så jeg dyrker mere og mere de københavnske festivaler, hvor jeg bare lige skal svinge mig op på min cykel og kan tage hjem og sove i egen seng. Her kan Copenhell jo altså sagtens være med og giver ovenikøbet lidt mere følelsen af at være på en “rigtig” festival. Forvilder jeg mig ud i hele telt-setuppet, er det oftest på mindre festivaler med håndholdt folkemusik á la Musik over Præstø Fjord.”

 

Hvilket år var Copenhell bedst ifølge dig? 

“2022. Jeg spillede selv på festivalen det år. Både med Myrkur på Hades og fire små pop-up koncerter i R.I.P. med operasanger Nina Clausen, og så var programmet super godt – der blev virkelig tikket nogle gamle legenderbokse det år. Særligt glad var jeg for at opleve Judas Priest og Jinjer live. Så det var den helt perfekte work/pleasure-balance.”

 

Hvad er dit all time favorite band eller subgenre? 

“Uhhh – den er svær. Jeg bliver aldrig træt af at lytte til de gamle 70’er-rockbands, som blev spillet i mit barndomshjem. Min mor var/er kæmpe Led Zeppelin- og Black Sabbath-fan, så de røg tit på anlægget (og gør det i øvrigt stadig – og, yes, hun skråler stadig med!!). Så de har helt klart en særlig nostalgisk plads i mit hjerte. Og ehm, jo… så ryger Spotifys playliste “Metal Christmas” gerne på anlægget i juletiden. Haha… det giver lige julen en anden vibe end “Last Christmas”.”

 

Spiller du selv i et band?

“Ja. Jeg arbejder fuldtid som musiker og klassisk komponist. Jeg har mine egne to projekter, Stringflip og Cloud Atlas Trio, som ligger i folk/worldgenren, og så har jeg spillet fast med i Myrkur og Ættir de seneste par år. Derudover har jeg spillet en del teater senest HEX på Det Kgl. Teater og arbejdet med et hav af klassiske musikere gennem mit komponistvirke.”  

 

Har du nogle musik-relaterede tatoveringer? 

“Nope – no tats.”

 

Hvor kan vi finde dig til den næste koncert?

“De næste par stykker i kalenderen er i den klassiske afdeling. Jeg skal bl.a. ind og høre DR’s vokalensemble i Vor Frue Kirke til oktober (d. 7., red.). Men der kunne snildt snige sig noget spontant ind inden da.”

Mads Pristed
Mads Pristed
Grafiker, lærerstuderende og finnofil 🇫🇮

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier