Skribent Thomas Brodersen tager 2018 under kærlig behandling og skuer fremad
Ja, så er endnu et år gået med alt muligt vigtigt og ligegyldigt. Denne lille update fra Bornholm omhandler selvfølgelig, hvad jeg har fundet spændende, godt og skidt i årets løb, hvad angår musikken
Udgivelser:
Dem er der jo kommet mange af, og flere af dem har været spændende, også skiver, der ikke har været forbi mit anmelderøre. Jeg så meget frem til Slægts og Dimmu Borgirs udgivelser, men af en eller anden årsag, så ramte de ikke helt plet.
Derimod blev jeg overrasket på en helt anden front, da svenske Amaranthe ramte min indboks og har smurt deres grandprix-metal godt og grundigt ind i min krydderbolle, men de når alligevel lige nøjagtigt ikke ind på min Top 5, men må nøjes med pladsen lige udenfor.
Vi skal tilbage til starten af året for at finde min absolut favorit blandt udgivelserne i år, og så er det tilmed et debutalbum fra de svenske black metallere Avslut, som med deres album Deceptis ramte mig lige i fjæset, og der er sgu mere black på min liste. Af andre navne, som ikke ramte min Top 5, vil jeg gerne nævne Baest, Artillery, Sunless Dawn og Crocell, som også har smidt nogle voldfede skiver på gaden, som også bliver spillet på livet løs herhjemme.
Min top 5 over udgivelser:
Avslut – Deceptis
Behemoth – I Loved You At Your Darkest
Rising – Sword And Scythe
Immortal – Northern Chaos Gods
Junkyard Drive – Black Coffee
På den anden side så har Slægt for mig leveret det kedeligste album i år, og jeg forstår på ingen måde hypen omkring deres udgivelse. Til gengæld har de leveret en allerhelvedes fed koncert på Forbrændingen sidste år i november, som jeg aldrig glemmer.
Hvad ser jeg frem til af udgivelser næste år? Tja, det, jeg venter allermest på, er næste udspil fra Naglfar, men også den kommende skive fra Bleeding Utopia er noget, jeg ser rigtigt meget frem til efter at have hørt deres første single, “Already Dead”, som du kan høre her:



