Alice Cooper

MAD-koncertgænger: Christian Beyer

-

Seniormanageren, chefen for sales og catalogue, samt sync og licensing for Universal Music Danmark, Christian Beyer, har efter årets Roskilde Festival svaret på voxpoppen.

 

Foto: Katja Beyer.

Hvorfor tager du til koncerter?

“Der er mange grunde til, hvorfor jeg elsker at gå til koncert – Oftest jeg har et forhold til bandet eller artisten, men også nysgerrighed på at se et navn, jeg ikke kender, og skal se, hvad de kan live. Derudover er der selvfølgelig også det sociale i at gå til koncerter med andre ligesindede og mærke energien, der opstår i rummet, som jeg ret nemt bliver påvirket af. Det kan jeg opleve både, når jeg tager alene afsted til koncert eller sammen med venner – Begge dele fungerer lige godt for mig.”

 

Hvilken koncert har været den fedeste for dig?

“Jeg ender altid tilbage med den samme koncert – Bruce Springsteen på Roskilde i ’12. Det var en koncert, hvor alt gik op i en højere enhed på Orange Scene. Perfekt lys, sommeraften, et tilfældigt sammenfald af gode venner omkring mig og en Bruce Springsteen med E-Street Band, der leverede en karismatisk og rendyrket rockkoncert, som jeg ikke har oplevet overgået siden.

Men lige i hælene ligger der koncerter med Kreator på Copenhell i ’15, Slayer i Vega ’01, Europe i K.B. Hallen ’04, Tool på Roskilde i ’06, og så har Kellermensch det med at overgå sig selv hver eneste gang, jeg ser dem live – Og det er ikke unormalt at se mig stå med tårer i øjnene og hænderne over hovedet efter en koncert med dem og proklamere, at det er noget af det bedste, jeg nogensinde har set live – Sådan går det faktisk altid.”

 

Hvilken koncert var så den værste?

“Det nemme er at sige de to Red Hot Chili Peppers-koncerter på Roskilde i ’07 og ’16, for det var virkelig ikke særlig godt! Men eftersom jeg aldrig rigtigt har klikket med bandet, så var det næsten dømt til at gå galt fra start. De havde nu alligevel chancen for at overvinde mig med begge koncerter og det var de tilsyneladende ikke interesseret i. Mage til arrogante og ligegyldige tilgang til en liveoptræden har jeg ikke oplevet før eller siden, heldigvis.”

 

Er der en artist, som virkelig har fanget din opmærksomhed for nylig?

“Senest er jeg faldet for den amerikanske progressive country-sanger Nick Shoulders, der skulle have optrådt på årets Roskilde Festival, men måtte aflyse. Ham glæder jeg mig enormt til at se en anden gang. Og fra hjemmefronten skal der sendes en kæmpe highfive i retningen af Syl, der blæste mig omkuld med den nye EP, Afmagt – Tak skal du ha’, for et stærkt udspil!”

 

Hvad er den bedste festival i Danmark?

“De sidste mange år har jeg været på både Copenhell og Roskilde, og jeg kan ikke undvære nogle af dem – Derfor må det blive uafgjort mellem de to. Copenhells festlige rammer og evigt stærke programmer dækker genrer og bands, der fylder allermest i min egen pladesamling, og sørger for, at jeg altid er dækket ret godt på metal-genren, når Roskilde går i gang.

Og Roskildes programmer giver mig efterfølgende mulighed for at gå på opdagelse også i andre genrer og artister, jeg ikke har større kendskab til. Og så kommer vi ikke uden om den dér “Orange Feeling”, man momentvis bliver ramt af derude.”

 

Hvilket år var Copenhell bedst ifølge dig?

“2022 var et magisk år for mig. Dels fordi, at man igen kunne komme på Copenhell efter to års festivaltørke. Det års line-up var fuldstændig vanvittig med headlinere som Metallica, Judas Priest, Mercyful Fate, Iron Maiden og “mindre” navne som Opeth, Emperor, Death To All, Bad Religion, The Hellacopters, Urne, ORM osv. Og så var det fantastisk at omfavne live-musikken, festivalen, scenen og alle de savnede venner fra miljøet derude igen.”

 

Spiller du selv i et band?

“Jeg spiller ikke selv i et band, men hvis du spørger min bedre halvdel og mine kollegaer, så trommer og tramper jeg med på stort set alle bands, der ryger på headsettet. Jeg har spillet guitar og sunget i et par coverbands i folkeskolen, hvor vi spillede tracks fra bl.a. Pearl Jam, D-A-D og Life Of Agony. Og sidst, jeg var i et band, var på Slagelse Gymnasium, hvor jeg spillede trommer i et dødsmetalband kaldet “Hippie-Død”. Det var nu mest sjov og ballade, men det blev da til en demo-EP og et par lokale support-gigs for bl.a. Mercenary, Withering Surface og Urkraft.”

 

Hvad er din all time favorite artist eller subgenre?

“Jeg har flere artister, der deler ‘all time favorit’-titlen alt efter, hvilken dag jeg bliver spurgt – den inkluderer Judas Priest, Death, Metallica, Dissection, Black Sabbath, Tom Waits, The Beatles, Megadeth, Helloween, King Diamond og Mercyful Fate som regel i toppen af listen.”

 

Har du nogle musik-relaterede tatoveringer?

“Jeg har faktisk ikke andet tatoveret indtil videre. Dem, jeg har, inkluderer Tom Waits, Metallica, Megadeth, Guns N’ Roses, Judas Priest og senest et fint portræt af Chuck Schuldiner.”

 

Hvor kan vi finde dig til den næste koncert?

“Umiddelbart er planen at fange Sebastian Wolff i Byhaven 26. juli, og ellers står den helt sikkert på Jailbreak i Horsens og Næstved Metalfestival.”

Mads Pristed
Mads Pristed
Grafiker, lærerstuderende og finnofil 🇫🇮

Del denne artikel

Seneste artikler

En sand metalopera

Vikingerne kom sandeligt hjem

Dragende, bombastiske ruiner

Imellem kaos og melodier

Populære kategorier