Musikjournalisten og en levende legende i det danske heavy-miljø Steffen Jungersen har svaret på vores spørgsmål, og han har meget på hjerte.

Foto: John-son / John Mortensson

Hvorfor tager du til koncerter? 

“Jeg er generelt kunstforbruger. Om det er litteratur, film, billedkunst eller musik. Og de forskellige kunstarter har mange fællestræk – men til sagen; årsagen til jeg går til koncerter er såre simpelt, at når musik er bedst, spillet med overbevisning og dedikation, og man får den opfattelse, at det hér, det er bandet simpelthen nødt til … ja, så løfter musikken dig op, og du forlader koncertstedet med hovedet holdt højt og en sær fornemmelse af, at det dér liv nu nok er værd at leve trods alt.

Derfor går i hvert fald jeg til koncerter – hvad enten det er som privatperson eller anmelder. Selv om jeg så selvfølgelig enkelte gange som anmelder har været tvunget ud i noget. Men det er faktisk de færreste koncerter, jeg ikke har fået ét eller andet med hjem fra.”

Hvilken koncert har været den fedeste for dig? 

“Det spørgsmål har jeg fået stillet så mange gange, at det lige så godt kunne være løgn. Og det er i store træk også umuligt at svare på, når man har været til tusinder af koncerter. Men okay da:

THE ROLLING STONES, Hamborg, 24. juli 2003: 

Det selvudnævnte ”Greatest rock’n’roll band in the World” på den øverste klinge. Det fås simpelthen ikke bedre.

GEORGIA SATELLITES, Roskilde Festival 1988:

Måske den mest renfærdige rock’n’roll koncert, jeg nogensinde har oplevet (og jeg har set AC/DC et hav af gange!). De var sidste band søndag, og inden de startede, lignede publikum noget, der fik den gennemsnitlige zombie til at fremstå som et forbillede for livsgnist. Så kom disse fire amerikanere fra Atlanta og spillede simpelthen bare fireakkorders-rock’n’roll, som gjaldt det deres liv. Bandet og de nu i allerhøjeste grad tidligere zombier i publikum skabte en fest den aften, som jeg stadig efter 35 år har til gode at se noget, der bare kommer i nærheden af .

JUDAS PRIEST, Falkonér Teatret, 23. oktober 1986:

En stor, stor aften med et decideret majestætisk Judas Priest. Dette var turnéen ovenpå det udskældte ”Turbo”-album, og sætlisten var dén, du kan høre på det efterfølgende ”Priest… Live”-album. Det var smukt, det var storslået, og det var et gevaldigt smæk-i-sylten til ”Turbo”-haderne, da Priest i overlegen stil førte bevis for, hvor gode numre som ”Out In The Cold”, ”Locked In”, ”Private Property” og ”Turbo Lover” vitterlig er. I øvrigt tilsat en række – allerede på det tidspunkt – metalklassikere, så eventuelle konkurrenter kun kunne brænde deres instrumenter i afmagt.

THIN LIZZY, Falkonér Teatret, 28. april 1983:

Det var én af de sidste koncerter på Thin Lizzys afskedsturné – alle såkaldte Lizzy-koncerter herhjemme efter denne kan I godt glemme. Uden Phil Lynott (R.I.P.) intet Thin Lizzy – end of discussion! Denne aften var én af de sjældne, man overværede med både et fjollelykkeligt smil og tårer i øjnene. Fordi man jo vidste, det var sidste gang med alle disse fantastiske sange. (Jo, det var, før begrebet ”afskedskoncert” blev vandet fuldstændig ud af en branche, som i forvejen ikke just brillerer med troværdighed). Jeg glemmer aldrig, det brølende ”NO!!”, der kom fra publikum, da Phil Lynott sang linjen ”Is this the end?” fra den bedste rockballade nogensinde, ”Still In Love With You”.”

Hvilken koncert var så den værste? 

“Det hér er nemt. De to værste koncerter, det har været min ulykke at opleve, skal tilskrives:

RED HOT CHILI PEPPERS, Roskilde Festival 2007 og 2016.

Uden sidestykke den mest ynkelige, uengagerede og selvmedlidende omgang, jeg nogensinde har oplevet. Angiveligt havde bandet tidligere på dagen spillet i London, og det havde åbenbart taget så hårdt på de selvfede millionærer, at Roskilde blev spist af med en omgang jam så latterligt ringe, at det vitterlig trodsede enhver beskrivelse. Anthony Kiedis, som i forvejen er for rocksangere, hvad Vladimir Putin er for fredsbevægelsen, stod indpakket i noget, der lignede et gammelt gulvtæppe, og mumlede sig gennem aftenen på en måde, der fik den gennemsnitlige østers til at ligne en oratorisk åbenbaring. Rundt om ham stod så tre musikere, som pinligt tydeligt beviste, at de sgu’ ikke gad være der! Aldrig – som i ALDRIG – har jeg set et band i den grad pisse på sit publikum. I hvert fald indtil ni år senere, hvor RHCP gudhjælpemig var inviteret tilbage til Roskilde og lavede en omgang crap, som i store træk var nede at kysse samme laveste lag som koncerten i 2007.”

Er der et artist, som virkelig har fanget din opmærksomhed, for nylig? 

“Som landets største Motörhead-fanatiker – siger andre! – blev jeg for et halvt år siden forelsket i engelske Asomvel, der spiller, som var de vaccineret med en pick-up, der igen og igen har pløjet sig igennem Motörheads bagkatalog. Ellers et shout out til det danske symfoniske black metal-band Lamentari. Et ualmindeligt kompetent og fascinerende band med et panoramisk overblik og et musikalsk vingefang som en muteret kongeørn svævende over Grand Canyon.”

Hvad er den bedste festival i Danmark? 

“Jeg synes, alt for mange festivaler herhjemme har gjort det unævnelige og har givet køb på deres kerneværdier til ”fordel” for klam kommercialisering og stigende tivolisering, som i højere eller – hvis du er heldig – mindre grad overdøver dét, det hele burde handle om: musikken, publikums velbefindende og de fede tider.

Men jeg kan da slå et slag for NÆSTVED METALFEST, hvor de har fødderne solidt plantet i den sydsjællandske muld og fine navne på plakaten. Hvor man føler sig velkommen, og priserne er af en karakter, så man ikke behøver at pantsætte sin lejlighed for at være med.”

Hvilket år var Copenhell bedst ifølge dig? 

“Jeg har været der samtlige år, og jeg synes på mange måder, Copenhell er kørt fast, og at de er én af de festivaler, som har givet køb på kerneværdierne og i alt for høj grad er blevet en ‘event’ snarere end først og fremmest en række koncerter for kendere og dedikerede fans.

Men lad os nu se til sommer om den massive kritik, festivalen måtte lægge ryg til sidste år, har fået en effekt.

Når det er sagt, vil jeg hårdt presset nævne festivalen i 2016 som den bedste. Året hvor Black Sabbath spillede afskedskoncert og året, hvor Scorpions spillede måske det bedste nogensinde fra deres hånd med en fantastisk koncert i regn, torden og lynild. Blandt mange andre fine oplevelser det år.

Den bedste koncert på Copenhell havde vi imidlertid fået året før, hvor tyske KREATOR satte samtlige – og jeg mener samtlige – andre thrash metalbands til vægs en gang for alle på Helviti-scenen.”

Spiller du selv i et band? 

“Ikke længere… men jeg sang, spillede guitar og skrev alle sangene i mit gamle band High Voltage. Men det river da lidt i én for at tage ude og spille rock igen. Det er ligesom ikke det samme at spille Kim Larsen og Creedence Clearwater Revival på den lokale bodega.”

 Hvad er dit all time favorite artist eller subgenre? 

“Min hellige tre-enighed er The Rolling Stones, Motörhead og Black Sabbath.

Så har jeg også et hemmeligt favoritband, nemlig Blue Öyster Cult. Hemmeligt fordi vi vitterlig er en kult omkring BÖC. De er et helt unikt foretagende, som kræver, at man sætter sig ordentligt ind i tingene. Eller som jeg plejer at sige: Folk, som ikke fatter Blue Öyster Cult, har sgu’ ikke fortjent dem.”

Har du nogle musik-relaterede tatoveringer? 

“Jeg har ingen tatoveringer. Jeg siger som Dave Mustaine: ‘You don’t put bumper stickers on a Mercedes!’”

Hvor kan vi finde dig til den næste koncert?

“Det ved man aldrig, men det kunne nemt være Einherjer på Stengade engang i maj (d. 11. maj, red.).”