På mit første år som anmelder på Copenhell har der været rigeligt af fart på. Herunder kan du læse lidt om de bedste og værste oplevelser.

Foto: Tommy Skøtt.

Små 25 koncerter er blevet oplevet i løbet af årets festival fra min side. Ikke alle disse har desværre været mulige at anmelde, da der også skal være tid til faktisk at nå at skrive.

Derfor nåede jeg kun at anmelde 22 af de 25 koncerter, jeg ellers formåede at opleve. 2024 har for mit vedkommende været et overvejende positivt år på Copenhell, hvor der kun har været få reelle skuffelser. Dette kan du alt sammen læse mere om herunder:

Årets bedste koncert:

Mr. Bungle på Hades d. 20/06-24 (4,5 stjerner).

Jeg troede helt ærligt aldrig, at det skulle ske. At opleve Mr. Bungle var nærmest en ud-af-kroppen oplevelse med et af de mest interessante bands, der i mine øjne nogensinde har eksisteret. For satan, hvor var det en god og morsom koncert, som amerikanerne leverede torsdag.

Årets overraskelse:

Biohazard på Hades d. 20/06-24.

Denne koncert var det en tilfældighed, at jeg endte med at overvære, men, nøj, hvor er jeg glad for, at jeg besluttede mig for at skrive en anmeldelse fra bakken, imens man så kunne følge med i Biohazard. Gruppen var mig kun kendt ved navn, men da de så sjældent frekventerer Danmark, skulle det da have et skud.

Og det var et godt valg! Biohazard spillede en afsindigt god koncert med noget af det bedste crowd control, jeg nogensinde har oplevet på festivalen. Det band gjorde det faktisk måske lidt svært at arbejde, men det beviser vel netop, at de havde noget at byde på og helt klart kom som en overraskelse.

Årets mest jævne koncert:

Kerry King på Hades d. 21/06-24. (2,5 stjerner)

Når man vælger at leve mere på navn end på indhold, så har man ikke et synderligt godt udgangspunkt. Dette virker dog til at være udgangspunktet for dette ‘band’. Fremførelsen var utilfredsstillende og levede mest af alt på de Slayer-numre, der blev spillet, hvilket de blev så godt som uden entusiasme.

Årets dårligste koncert:

Nabocampens forsøg på at synge (læs: skråle) “Bonsoir Madame” af Big Fat Snake hvert femte minut de to sidste nætter; indtil i hvert fald klokken tre. De kunne kun omkvædet. 9/11 stjerner.

Nå, på selve scenerne?

Avenged Sevenfold på Helviti d. 19/06-24. (2,5 stjerner).

Onsdagens headliner leverede årets mest kedelige og uinteressante koncert overhovedet. Den var så kedelig, at selv bandet mest af alt virkede til hellere at ville være et andet sted kun reddet lidt af en dygtig guitarist. Hvis I ikke gider være her, så lad da være.

Copenhell 2025:

Det er svært at gisne sådan reelt om, hvad der kunne komme næste år, da der endnu ikke er ordentligt overblik over, hvem der kunne finde på at tage ud at spille næste sommer, men her kommer der alligevel lidt om, hvad jeg (sådan helt utopisk) godt kunne tænke og håbe på.

Næste år håber jeg på at se:

Faith No More – nu hvor vi lige har haft geniet Mike Patton, synes jeg det er på tide at lade ham headline. Man kan håbe, gruppen er på turné næste sommer, så de kunne spille en for sindssyg koncert på Helviti.

First Fragment – Copenhell har altid været lidt tyndt for mit vedkommende, når det kommer til tech-død, så hvorfor ikke hyre Canadas finest i form af First Fragment? Det kunne uden tvivl blive en for sindssyg koncert på Gehenna eller måske Pandæmonium?

Deathspell Omega – der er vel efterhånden generel konsensus om, at Copenhell underprioriterer den sorte metal, og hvem bedre til at repræsentere voldsom og fed black metal end franske Deathspell Omega? Så godt som ingen i min optik. Dette kunne give en afsindigt fed og unik oplevelse på Gehenna.

Coroner – det progressive og enormt tekniske thrash-band kommer aldrig til Danmark, og dette bør der laves om på! Coroner har udgivet mit absolutte favorit thrash-album i kraft af skiven Mental Vortex, og dette band har jeg i små 17 år drømt om at få muligheden for at opleve.

Weird Al Yankovic – nu hvor Copenhell alligevel rækker ud over rocken og metallens musikalske grænser, hvorfor så ikke tage noget, som vi nærmest alle er enige om, er pisse fedt?

Weird Al Yankovic ville være den mærkeligste og vildeste booking, festivalen kunne lave. Jeppe Nissen, I dare you (to be stupid) (Weird Al-reference. Red) Young Dumb & Ugly burde alligevel være metallernes slagsang.