Alice Cooper

GAFFA-Prisen 2020 – Vandt rocken eller ej?

-

Reportage fra: GAFFA-Prisen 2020. Musikhuset Aarhus. 26. februar 2020.

Det danske musikmagasin GAFFA havde ved årets prisuddeling specielt satset på rock- og metalmusik som livenavne, og så var flere af de tunge bands repræsenteret i flere kategorier – men var det ensbetydende med en sejr til de tunge indslag som helhed?

 

Sådan en tilfældig onsdag endte med at føles som en fredag med fest i Smilets by, da musikmagasinet GAFFA havde taget deres prisuddeling hjem til, hvor det hele begyndte i landets næststørste by denne aften, nærmere betegnet i venuet “Musikhuset” i Aarhus.

Prisuddelingen har fundet sted siden 1991 og har altid været læsernes pris (med enkelte undtagelser i nogle kategorier) i den forstand, at det er folket, der stemmer på dem, der skal vinde i de respektive kategorier, som har forandret sig gennem tiden i omfang og indhold fra at stemme i magasinet fysisk til at foregå over nettet.

Kort fortalt – men uden at kede dig for meget med baggrundsinformation – så foregår afstemningsprocessen således nu om dage, at man stemmer via magasinets hjemmeside på først dem, der skal ende med at nomineres i de forskellige kategorier (hvoraf bladet udvælger en hel del bands og solister dertil), hvorefter disse så koges ned til de reelle nominerede, der ofte spænder fra fem til cirka syv nominerede, via stemmerne dertil.

i 2010 blev showet omdannet til et gallashow, og i 2012 blev det sendt på TV første gang. Det var live. Det var pinligt. Næsten alt gik galt – husker man ikke andet fra det år, så må det være, da man fra produktionens side bliver nødt til manuelt med en saks at klippe scenetæppet ned, fordi det bare ikke virker elektronisk længere.

I år kunne man se det live på TV2 Play og som genudsendelse flere dage senere på TV2 Zulu (den 06. marts for at være præcis).

Det er altså folkets prisuddeling, som GAFFA også bryster sig af at kalde det, og det er både godt og skidt, for det er jo fint, at det er os folk, der bestemmer – hvilket mange af vinderne og de nominerede ser som en stor cadeau til dem selv – men det kan så også medføre, at man kan føre kartelvirksomhed med at drive rovdrift på ens følgere på de sociale medier for at stemme på dem (hvem mindes ikke dengang, Metallica lod en afstemning afgøre, hvilke bands der skulle varme op for dem i Royal Arena for år tilbage?), og så ved en musisk jury måske nogle gange, hvad folket har brug for at vide, hvad der er godt og skal have anerkendelse.

Men siden Metal A Day er et online-magasin med fokus på rock og heavy metal (med afstikkere), så vælger vi at lave størst omtale af de livenavne, nominerede med videre, der har relevans for dig – men med små kommentarer til andre nævneværdige.

Hvis du vil se en komplet liste over de samlede vindere, så kan du klikke HER.

De udsendte reportere – undertegnede inklusiv – var allerede mødt op halvanden time før showstart for at fange flere nominerede på den røde løber, som vi sendte live fra.
Dette kan du se HER.

Jeg inddeler min reportage i to dele og starter med at komme omkring (nævneværdige) prisuddelinger og så slutte af med livenavnene og showet som helhed.

Dog skal der allerede her lige lyde en ros til komiker og skuespiller Melvin Kakooza, der kontrollerede slagets gang som vært sammen med Carsten Holm, hvoraf sidstnævnte var bag scenen. Melvin havde et glimt i øjet og en sans for levering af improviserede jokes, der afmonterede følelsen af at se et show, der garanteret har været planlagt nøje for at gentage tidligere fadæser. Her var plads til et glimt i øjet.

 

KATEGORIERNE

Lad os komme til sagens kerne: Årets hard rock- og heavy metal-udgivelse.
Fornemme navne som Aphyxion, ORM, BAEST, Halshug og Pretty Maids var i denne kategori.

Det emmede lidt i duften allerede før showet, at folket havde glædet sig til at se BAESTet, nu hvor de har fået så meget eksponering og også var nominerede i andre kategorier denne aften og gjorde væsen af sig tidligere ved sidste års prisuddeling, hvorfor de lettere uvant sprang rammerne for, hvor man kan finde et band med en lyd som BAEST befinde sig ved en mainstream prisuddeling – Dette kommer vi nærmere ind på senere.

Personligt havde jeg ment, at ORM havde fortjent prisen her for deres fremragende udgivelse i august sidste år, Ir, men sådan er smag og behag.

Så det kom nok ikke som den store overraskelse, at BAEST i denne kategori fik prisen for Venenum, ligeledes fra sidste år. Manager og brormand til guitaristen Svend, Jens, kom med op på scenen denne gang og modtog en velfortjent hyldest for sin arbejdsindsats med bandet.

I kategorien “Årets danske udgivelse” havde man også BAEST og endda Volbeat for deres – ifølge vores anmelder – elendige plade, Rewind, Replay, Rebound.

Her blev det Kim Larsens søn Hjalmer, der gik med den pris, og han vandt endda også fire ud af fem priser, han var nominerede i; så her fornemmede man det med, at når noget er oppe i tiden, så høster det mere anerkendelse – eller i hvert fald opmærksomhed – hos folket, end der måske ligefrem er kvalitet i det, upåagtet af hvad Hjalmer formår som kunstner – jeg evner ikke at bedømme ham musisk, da han er langt væk fra min sædvanlige berøringssfære med musik, jeg lytter til.

Ved Årets danske hit kunne D-A-D da have vundet, selvom vi heller ikke var begejstrede for deres seneste udgivelse, A Prayer for the Loud.
Men her blev vinderen “rock”bandet The Minds of 99

Som Årets danske livenavn kunne BAEST og Volbeat også have taget det gyldne “G” med hjem, men den pris tilfaldt også The Minds of 99. Hvis man tænker på, hvad undertegnede mener om det band, så bedes man tjekke den nyeste udgivelse fra Smertegrænsens Toldere ud, der har lavet en sang om The Minds of 99, der er opkaldt efter dem.

Volbeat fik dog få en pris med hjem, da de vandt i kategorien “Årets danske band”. Eller, de tog den ikke med hjem, for de havde for travlt til at dukke op, men sendte da en lille takkevideo.

Årets danske rockudgivelse gik til D-A-D, hvor prisen blev modtaget af bandets bassist, Stig, der vist brugte mere tid på at komme på og af scenen end at holde en egentlig takketale – men jeg tog ikke tid på det.

Slutteligt skal der liges knyttes en kommentar til, at Billie Eilish vandt fire priser og dermed næsten alle i de udenlandske/internationale kategorier. Den 18-årige sangerinde har virkelig et stort talent, hvilket selv jeg kan se, men om hun aner, hvad de fire gyldne “G”‘er med posten kommer for, vil godt nok overraske mig.

 

LIVE

Her har vi den egentlige årsag til, at jeg personligt så frem til at dække GAFFA-Prisen 2020!

De første livenavne blev i sin tid annonceret som metalbandet VOLA, de velkendte hardrockere Dizzy Mizz Lizzy og punkbandet Rebecca Lou og flere kom senere til, der ikke var lige så tunge i deres musiske udtryk.
GAFFA har tidligere til deres shows haft stor succes med at lade tunge navne optræde såsom med BAEST og MØL, så jeg var spændt på disse navnes evner på scenen; Specielt med VOLA, da jeg knuselsker deres musik og aldrig har set dem live før, og de vist havde et dårligt tidspunkt at spille til under When Copenhell Freezes Over i Pumpehuset tidligere på året, så jeg jeg var spændt på, hvordan det ville gå her.

Og lad os da bare starte med VOLA-drengene: Det var herligt at få taget ens livemødom med dem under nogle forudsætninger, hvor både deres hårdtslående elementer og mere rolige passager kunne få lov at træde frem og gøre sig bemærkede.

Dog vil jeg vove den påstand, at hvis man ikke er lydhør for deres musik, så var der nok for mange blandt publikum, der fandt lyden for skizofren, men jeg håber inderligt, at VOLA fik skabt lidt tiltrængt opmærksom om dem selv, da de fortjener det – og de gjorde det fremragende her til aften!

Under Dizzy Mizz Lizzy var lyden virkelig tung, og det var kun forsanger, Tim Christensens, velkendte, lyse røst, der afslørede, at man altså havde at gøre med det legendariske band, end at det var et nyere hard rock-band med tryk på ROCK.
Det, de præsenterede den her aften af blandt andet nyt musik, peger på et band, der leger med deres lyd og tør gøre det tungt – glæd jer til deres kommende skive!

Rebecca Lou var nok det “svageste” indslag denne aften af de mere hårdtslående navne, men forstået i den forstand, at selvom der var diversitet i nu blot disse tre acts, som vi slår ned på sammenlagt, så blegnede bandet her lidt ved siden af de to andre og efterlod derfor ikke et mindeværdigt indtryk hos mig, men bundniveauet på disse livenavne var højt!

En kommentar skal da også knyttes til de danske post-punkerne Joyce, der også gjorde godt væsen af sig på scenen, men bandet var for udmagret i deres udtryk til, at jeg bed nærmere mærke i dem.

Faktisk vil jeg nærmere sige, at hip hop-gruppen Monti imponerende mig med både deres optræden og velleverede lyrik, der virkelig kom over scenekanten og efterlod et positivt nok indtryk hos mig til, at jeg da bestemt skal tjekke dem ud igen.

Til at lukke ballet af med efterfølgende imaginære rulletekster for os publikum var den elektroniske gruppe When Saints Go Machine.
Bandet havde været væk i et stykke tid fra den danske scene, så de var ved at genopfinde sig selv og gøre sig bemærket.

Bemærket gjorde de sig bestemt denne aften, hvor jeg blev bekræftet i, at meget musik – uafhængigt af genrer – skal opleves live, for When Saints Go Machine tog virkelig kegler her hos mig, og den eneste anke for mig var, at jeg manglede det der sidste “BANG” fra musikken, noget slesk konfetti og måske lidt brag, for det var lidt som at sidde tilbage med flad øl, da man indså at, nå, det var vist det, da bandet gik af scenen.

Men det er udelukkende en hentydning til slutningen, for jeg er imponeret over GAFFA-Prisen 2020, hvor man for en gangs skyld ikke forgøglede metal-musikken og faktisk endte med at lade den være repræsenterede i forskellige kategorier (som sagt skal redaktionen jo stadig udpege de navne, der skal stilles op til nominering, og her kunne man have forbigået metalnavnene, som er sket så mange gange før).

Jeg agiterer jo stadig for, at metallen skal anerkendes i de brede medier, og det kan den godt! (læs blot et eminent interview med selveste ORM i samme magasin om, at dette sagtens kan lade sig gøre.)

Der blev måske ikke rykket milepæle for rocken og metallen denne aften i form af et paradigmeskifte, men jeg tør godt æde min hue på, at der blev skubbet lidt til fordommene for specielt publikum, og at nogle folk fik mere øjne op for det gode udtryk på engelsk: “Listen to the meaning before you judge the screaming!”

 

Fotograf Mark Stoumann tog billeder af prisuddelingen undervejs, som du kan se her:

Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann
Fotograf: Mark Stoumann

 

 

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier