Anmeldelse af: Aalborg Metal Festival 2018. Studenterhuset, Aalborg. del 1. 02. november 2018

Metal A Day havde mulighed for at dække AAMF 2018 om fredagen og lørdagen, og det er der kommet følgende reportage ud af

 

Whoredom Rife
Dagen starter for mit vedkommende ud med det norske black-metal band Whoredom Rife, der i sandhed lader til at være klar på at give Aalborg et tæsk af den ældre form for black-metal. Desværre er det på både godt og ondt. Man kan godt mærke, at der nok kan være noget at hente i bandets musik, men med den lyd, som er inde i Studenterhuset, er det ufatteligt svært at høre, hvad der egentlig er at komme efter.

Guitarerne er ekstremt diskante og bliver gemt væk bag en mur af bund, særligt fra stortrommen der, sammen med den skrigende vokal, nærmest er det eneste, man rigtigt kan høre. Dette gør særligt, at de steder, hvor man ved, at der blastes, er problematiske. Det lyder simpelthen som om, at trommerne kører i halvt tempo, fordi man slet ikke kan høre lilletrommen. Man ved kun, at det skal forestille et blast, fordi det er det, traditionen siger, at der bør være. Der er ligeledes riffs, som sikkert er okay seje, men der ligeledes bliver gemt bag dette virvar af ekstremt ringe lyd.
Selvom bandet prøver alt hvad de kan, formår de altså heller ikke at komme ordentligt udover scenekanten.

I stedet leverer Whoredom Rife et show, der falder til jorden på den store black-metal-dag til dette års Aalborg Metal Festival. Jeg håber så sandeligt. at lyden bliver forbedret.

 

Blood Eagle
Lokal supergruppe? Tja, “super” er måske meget sagt, men Blood Eagle tæller altså nu stadig en flok ganske prominente personer indenfor den danske metalscene. Blood Eagle leverer dødsmetal, der er både stram, groovy og ikke mindst ganske veludført endda uden, at man mister et lidt teknisk aspekt.

Lyden er heldigvis blevet forbedret siden Whoredom Rife, men ikke nok til, at jeg vil kalde den perfekt. Trommerne ligger stadig en kende for meget i baggrunden, og guitarerne er ikke altid helt så definerede, som man kunne ønske. Stadig er vi dog i en liga over, hvad vi tidligere oplevede og så med et band, der virkelig forstår at sætte lidt fut i kedlerne.

Musikken i Blood Eagle er helt ærligt ikke det mest spændende dødsmetal, jeg har hørt, og alligevel er der altså utroligt mange bundsolide riffs. Desude har bandet i Michael Olsen en af DK’s absolut sejeste frontmænd. Han fører bandet frem med sin kække Phil Anselmo-agtige fremtræden – altså fra dengang, hvor Anselmo stadig havde krudt i røven.
Olsen har et godt øje til publikum og får i høj grad også hevet de forreste rækker med på løjerne. Her startes fredagens første moshpit og på trods af, at der ikke er mange mennesker med, bliver den nu stadig af en glimrende størrelse og med et godt humør.

Blood Eagle går over tid, men har nu alligevel leveret en koncert med en god energi og et yderst velspillende band. Vi har fået leveret et nyt nummer, der umiddelbart lover godt, så mon ikke at vi er klar på nyt fra blod-duen snart?

 

Illdisposed
Vi holder os indenfor den danske død. Nu er det nemlig blevet tid til Danmarks døds-darlings fra Illdisposed, et band, der på dansk jord formentlig ikke behøver nogen nærmere introduktion og da særligt ikke i Jylland.

Illdisposed er da helt klart det tætteste, man kan komme på en ægte dødsveteran herhjemme, og det viser deres kunnen på en scene også også. Bandet spiller yderst professionelt og får uden den mindste tvivl også fanget deres publikum. At deres musik så bare ikke rigtigt rammer her, skal ikke ligge dem til last, for veludført er den fandeme.

Guitaren er skarp, og riffsene bliver blæst med en tonstung kraft lige i fjæset på det dødsglade publikum. Illdisposed spiller ikke så ofte live, som de plejede, og så er publikum måske netop derfor ekstra hungrende efter den fest, som man er vant til, når man står foran et tændt Illdisposed.

Der luftes en god portion numre fra et af de, i min bog, mere vellykkede nyere albums, The Prestige, men der skydes da helt klart også klassikere af. En enkelt lille tanke ryger fra scenen til Hatesphere, efter at bandet har spillet en sang der, ganske som Bo Sommer ytrer, godt kunne have været et Hatesphere-nummer. Det er i hvert fald mere thrashy, end hvad Illdisposed normalt spiller.

Vokalen er her til aften ikke særligt fed. Jovist, det er måske en Bo Sommer-ting, at mikrofonen konstant skal cuppes, og ja, det får da også vokalen til at lyde dybere, men den kommer virkelig også til at lyde ringere med den manglende definition.

Hvor ville jeg ønske, at dødsmetal-sangere ville lade være med at cuppe. Det ville gøre mange koncertoplevelser bedre.

Illdisposed har fået publikum lidt i gang med et kort, måske lidt rutinepræget, men alligevel, veludført show.

 

Gaahl’s Wyrd
Satan viste sig desværre ikke i august, da jeg fangede Gaahl’s Wyrd til dette års Wacken Open Air, så mine forventninger er sgu desværre ret lave, da Gaahl træder ind på scenen. Heldigvis får han og hans band manet en del af min frygt til jorden.

Her til aften spiller bandet nemlig glimrende, og lyden er ligeledes til, at man faktisk kan høre, at der da helt klart er noget at hente hos den garvede okkulte black-metaller. Når koncerten spiller, så spiller den sgu også, Gaahls skrigende vokaler piercer nærmest publikummet igennem deres sjæl.

Hver gang Gaahl forsøger at give sig i kast med cleanvokal, falder alt, der minder om magi, til jorden, og bliver erstattet med inderlig latter. Hold kæft, hvor er det altså sjovt, at manden prøver på at synge rent, når han ikke kan ramme en eneste tone ordentligt. På intet tidspunkt sidder den horrible cleanvokal i skabet og formår nærmere at trække det spændende show ned på et nærmest klovnagtigt niveau.

Det er i sandhed ærgerligt, særligt fordi koncerten, på trods af ikke at være genial, da bestemt er meget bedre, end sidst jeg havde fornøjelsen af at opleve Gaahl med dit band. Resten af bandet kommer ellers glimrende udover scenkanten, men vi når bare aldrig helt op, hvor det bliver rigtigt magisk og rigtigt ondt, sådan som en norsk black metal-koncert bør være.

Gaahl må enten lære at synge, eller også skal han overlade de rene vokaler til en, der kan finde ud af det.

 

Anaal Nathrakh
Så når vi endeligt det, som jeg har glædet mig mest til ikke blot for denne aften, men for hele festivalen. Anaal Nathrakh er endelig tilbage på dansk jord, og med sig i bagagen har de en glimrende ny udgivelse i form af pladen A New Kind of Horror.

Lyden er desværre dalet en kende i kvalitet igen, og lyden er altså ikke helt super under Anaal Nathrakh, hvor guitaren igen er en kende for diskant og derfor til tider ikke kan høres ordentligt. Her klæder det til gengæld delvist bandet at have en lidt ekstra smadret lyd. Det går godt i hånden med det industrial udtryk, som er så stor en del af Anaal Nathrakhs lydunivers.

Normalt er bandet kun to mand høj, men live har de naturligvis en håndfuld musikanter med, der alle hver især bidrager til at gøre denne koncert helt speciel. Bandet spiller fremragende og utroligt tight, imens forsanger og hovedsangskriver, Dave Hunt, nedlægger sit bytte med en vokalpræstation, der virker lige dele intimiderende og imponerende. Særligt rammer clean-vokalerne ualmindeligt godt, og netop variationen imellem det totalt smadrede og det melodiske er en af Anaal Nathrakhs helt stærke forcer.

Bandet kommer glimrende rundt på scenen, og moshpitten under koncerten er på en gang både sjov og voldsom. Der er i sandhed sat gang i publikum, der virkelig giver den alt, hvad de har, til de britiske black-metallere.

Koncerten har uden den mindste tvivl hevet bandet nogle nye fans med hjem samtidig med, at det i høj grad også har imponeret bandets allerede eksisterende fans.

Jeg kan personligt ikke vente til at se Anaal Nathrakh igen.

Enslaved
Er du på dette tidspunkt endnu ikke kørt totalt død i black-metal, j,a så er det sgu da heldigt ,at Aalborg Metal Festival også lige kan hive norske Enslaved op af deres magiske black- og dødsmetal-hat!

Enslaved har egentlig været et band, som har bevæget sig rundt i genrer særligt imellem black- og folk-metal, men også med aner af progressivt metal. Her til aften bliver vi dog hovedsageligt i black-metallens verden, hvorfor en stor del af sættet er skruet op på 666. Musikken udføres til UG, og Enslaved viser sig bestemt som et band, der ved, hvordan man spiller og skruer en koncert ordentligt sammen.

Under næsten hele koncerten står man halvt tryllebundet over den elegante måde, hvorpå de får flettet både prog, black og folk sammen på, uden at musikken mister sin røde tråd.

Enslaved kommer glimrende udover scenen, og publikum får i enorm grad rystet deres hår under aftenens sidste band. Lyset fungerer skide godt under Enslaveds koncert og viser, hvor vigtigt det kan være, at man tænker lidt over sit lysshow.
Bandet får fanget det tilbageværende publikum på bedste vis, og særligt højt bliver humøret, da de vælger at spille den klassiske “Havenless”, der her til aften dårligt kunne sidde bedre både i forhold til dens placering midt i sættet, men i sandhed også på grund af udførelsen, der er helt i top.

Enslaved får bevist, at de altså stadig den dag i dag er et kanon solidt liveband samt, at musik, der udvikler sig, bestemt ikke er en dårlig ting.

En glimrende fredag til årets Aalborg Metal Festival er afsluttet, og folket siver nu ud i gaderne, hvad enten det er for at skulle ud og drikke sig i hegnet, eller om man skal hjem og blive klar til morgendagens strabadser.