“Mulm” af Bersærk, 29. oktober 2015 (Harzæreth Media/Osmium Records)
Normalt omtaler et band sig selv i lidt for floromvundne vendinger, der kan afføde Jantelov. Men her kan de sagtens skrue op for attituden – For danske Bersærk kan virkelig stå inde for deres egen beskrivelse!
Normalt er jeg ikke særligt meget til Stoner Rock eller Doom. Det giver mig for mange associationer til slackere på et college-værelse, der er hensunket i en eksistentielløs væren af intethed. Hver sin smag, men smagen skal også udvides, og jeg kunne jo bliver overrasket. Og det gjorde jeg så sandelig med “Mulm” fra Bersærk på den gode måde.
Første fuldlængde fra bandet, der netop er udgivet, gav ellers med deres genrebetegnelse med Pagan/Stoner/Doom musik mig mere lyst til at kaste pladen i retning af skraldespanden end ind i anlægget, men afgudsketakoglov for, at jeg ikke gjorde det, for der åbenbarede sig en malmstrøm af svedig musik ud af æteren med den her udgivelse. De kalder sig selv i pressematerialet for at internationalt niveau. Noget af et postulat, men jeg er med dem!
Allerede fra de første strofer fra Casper Popp på første skæring “De Glemte” var jeg tryllebundet. Og det hele er endda sunget på dansk. Noget, som man ser for mestendelse i Punk og Hardcore i de regionale områder, men det holder faktisk maks med Bersærk.
Kun et lille men
Når nu vi har nævnt punk, må min mindre anti-tese mod min hyldest til bandet imidlertid også falde her. Bandet beskriver, at deres drivkraft er motiveret af problemer i samfundet. Nuvel, ingen kvaler i det, men når man skal tærskes igennem lidt politiske citater i “Nordenvind”, bliver det lige en tand for kvalmt. Men så kan I også se, hvad min eneste kval med pladen her er.
For de kalder sig i international klasse, og det kan de sagtens være bekendt her! Jeg er dem hele vejen. Deres, i mine øre, Nirvana-vibe, midtempo-Pantera lyd imprægneret i lidt Monster Magnet-charme gør Bersærk uimodståelige.
“Den blinde fører den blinde” er en sand messer. Ikke en ballade, ikke en sjæler, men en messer. Lyt og forstå.
“Nattesyn” er nærmest radiovenlig (læser I med, DR?) i sin fine dualistiske tilgang til dur/mol-eksekveringen.
“Mørke” byder på højt instrumentalt-niveau Den rammer lige de rigtige steder.
“Frost & flammer” var lige ved at blive dømt stole ude som kedelig, man halvvejs vinder den mig. Igen: lyt og forstå.
