Alice Cooper

Når tre bliver til en

-

Anmeldelse af: Trippelgänger – Trip to Hell. Udgivet 09. februar 2023.

Danske Trippelgänger lever efter de gamle dyder på deres seneste udgivelse, Trip to Hell, der mudrer vandene mellem det fede og det ligegyldige.

 

Er der noget som sådan en god gang stoner doom? For mit vedkommende er det så absolut en af de fedeste undergenrer under den enorme metaforiske genremæssige paraply, som vores alle sammens metalgenre jo nu engang er. Man er nærmest garanteret fede riffs, bluesinspirerede licks, tunge trommer, led bas og ofte en sprød vokal. Alt dette er også at finde på Trippelgängers seneste udgivelse, Trip To Hell, men er det nu også det eneste, vi kan finde på dette album?

Det lader det umiddelbart til. Fra start lægger albummet i hvert fald lækkert ud med den doomede “Doomsday Clock”, hvor fede riffs, solide trommer og en ganske velfungerende vokal, der til tider personligt vækker associationer til Rob Zombies tid i White Zombie, får lov til at banke lytterens hoved godt igennem. Albummet fortsætter i den dur indtil tredje nummer, “Ride”, som mest af alt lyder som et nummer den gode Lemmy Killmister ville have kasseret i Motörhead. Riffsne spiller, men det formår aldrig rigtigt at banke igennem, ligesom det bliver en kende for forudsigeligt; en ting, der går igen igennem hele albummet, foruden at man til tider fornemmer, at Trippelgänger nok er lidt for inspireret af deres idoler.

Trip To Hell åbenbarer nemlig løbende dette som et ret markant og iørefaldende problem i løbet af sin varighed. Nummeret “Witchcraft” lyder ligeledes lidt for meget som et forsøg på at lave en egen version af Black Sabbaths titelnummer med dobbelttempo skift i midten, latter i vokalen og hele molevitten. Det bliver slet og ret lidt for meget 1:1 og virker til tider næsten som ublu kopi – også selvom riffsne ikke er de samme. Opbygningen og stilen er nok i sig selv. Generelt lader Black Sabbath til at være en kæmpe inspirationskilde for Trippelgänger, hvor særligt trommernes indvirken i det musikalske billede vækker minder om Bill Wards trommespil på de gamle Sabbath-plader, og dette spiller enormt godt på Trip To Hell. Ligeledes benyttes der ofte lo-fi og lignende effekter på vokalen, som også vækker netop disse associationer. Dette spiller til tider bedre end andre, og når det spiller godt, så sidder det også lige i nostalgien.

Produktionen på albummet er naturligvis til den mere grumsede og knitrende side, nøjagtigt sådan som det hør og bør sig på et album, der er så præget af de ældre dyder. Desværre står den bare heller ikke altid helt skarp nok, hvilket resulterer i, at instrumenter formår at drukne lidt oveni hinanden. Den stemningsfulde synth/orgel, der sporadisk indtræder, ligger generelt nok lige lidt for tilbagelænet i mixet. Sporadisk er disse ellers interessante elementer for svære reelt set at tyde i den musikalske sammenhæng. Til trods for at albummet i princippet er en opsamling af gruppens tre EP’er, er det lykkedes at få remasteren til at få de forskellige numre til at flyde godt sammen, og det er da utvivlsomt en succes, at numrene spiller så godt op af hinanden. Det er ikke nemt, når tre pludselig skal blive til én, men lige her sejrer Trippelgänger i stor stil. Selvom det er en opsamling, spiller de tre EPer umiddelbart så godt sammen her, at det fungerer fremragende som en fuldlængde. Man føler som lytter, at der er en fin helhed og en vis rød tråd igennem albummet.

Gruppen besidder en enorm kærlighed til den mere retro-inspirerede metal, hylder i meget høj grad de gamle dyder og forsøger i den grad også at holde netop disse dyder i live. Bandet er delvist succesfulde i dette, når ikke musikken går hen og bliver for ensformig. Heldigvis besidder gruppen en umiddelbar fin omend lidt for forudsigelig musikalsk forståelse. Bevares, det er ikke fordi, vi skal genopfinde den dybe tallerken, men ind imellem virker det musikalske til at være en fortynding af en gammel opskrift fremfor at være den destillering, som man kunne håbe på.

Når Trip To Hell spiller godt, så spiller den så til gengæld også enormt godt med stærke riffs, sprøde og legende trommer, en bas, der ofte lige lægger an til den næste tone, og en vokal, som sidder lige i skabet indenfor genren, der er en grund til de mange associationer. Gruppens sammenspil på pladen fremstår lækker, og til trods for at der er to guitarer, der spiller forskelligt flere steder på albummet, er Trippelgänger, ganske, som navnet også antyder, en trio. Til trods for dette er der klart flere elementer i musikken, end hvad tre mand kan ordne i hvert fald i en livesituation; en ting, som forbillederne fra Black Sabbath ligeledes altid har gjort sig i.

Trippelgänger leverer med Trip To Hell et album, der til trods for at være en små-blandet fornøjelse at hive sig over det middelmådige. Albummet spreder sig fra kedelige til decideret fede numre. Når det bliver fedt på dette album, ja, så bliver det nemlig også ret fedt. Dette er dog desværre kun sporadisk, da bandet ofte falder i anonymitetsfælden, i kraft af at musikken ofte virker for inspireret af de store gutter fra især 70erne. Det er hørt før også bedre, men alligevel Formår Trippelgänger at vække noget interesse med denne EP-opsamling.

ANTAL STJERNER

Trippelgänger - Trip to Hell

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Trippelgänger - Trip to Hell. Udgivet 09. februar 2023. Danske Trippelgänger lever efter de gamle dyder på deres seneste udgivelse, Trip to Hell, der mudrer vandene mellem det fede og det ligegyldige.   Er der noget som sådan en god gang stoner doom? For mit...Når tre bliver til en