Anmeldelse af: Myrkur. Pavilion, Roskilde Festival. 07. juli 2018

Black Metal-fænomenet Myrkur leverede en overbevisende koncert på årets Roskilde Festival, hvor der i sandhed var fokus på både det dystre og mørke, men så sandelig også på det smukke

Myrkur kan velsagtens beskrives som et meget elsket og måske i højere grad hadet musikalsk projekt. Personligt har jeg ikke brudt mig om det, jeg har lyttet til fra dengang, projektet opstod. Modsat mange andre gider jeg dog ikke at bruge min tid på at svine ting der ikke falder i min smag, og historierne om trusler imod Amalie Bruun viser blot hvor fuldstændigt idiotiske visse mennesker, der rent faktisk bevæger sig indenfor vores såkaldte ’’åbensindede metal-miljø’’.

Hul i hvor, trve og untrve noget er, hvis det er god musik, ja, så er det slet og ret god musik. Dette viser Myrkur denne nat, at hun og hendes band rent faktisk besidder. Altså den gode musik.
Vokalen sidder lige i skabet. Jeg har tidligere haft lidt af en forkærlighed for hendes clean vokal, og den forkærlighed har helt ærligt ikke ændret sig. Myrkur synger helt formidabelt, særligt med sin rene stemme, men i høj grad også med de små korte udbrud af black lignende skrigvokal, der igennem koncerten sporadisk kommer frem. Dette kom særligt som en glædelig overraskelse. Hendes vokal, og fremtoning sidder lige der, hvor man kun havde håbet på, at den ville sidde.

Sceneopsætningen er passende sat op som en skov af grene, hvor grenene alle er visne. Yderst udtryksfuldt i forhold til stemningen, der sættes for dagen. Bandet bærer ens-lignende uniformer i sort med kutte-lignende hætter med undtagelse af Myrkur selv, som har en hvid kjole på. Æstetikken i dette projekt er helt klart gennemført og ganske velfungerende.

Myrkur får midtvejs under koncerten hevet en guitar frem, som hun selv spiller på. Det er fra start af ikke de skarpeste melodier, der bliver fyret af, men også her kommer hun efter det. Der bliver fyret nogle ganske fængende melodier af på guitaren, imens musikken fortsat stadig er dyster og tung.
I dette virvar er det ufatteligt effektivt med den smukke kontrast i vokalen, der til tider erstattes af nogle ganske habile skrig. Variationen er hovedordet her, og den fuldføres med stil. Desværre er der en kende for meget bas og bund i lyden, så noget af guitarens udtryk bliver lidt begravet.

Til slut får vi Myrkur alene på scenen kun bevæbnet med sin stemme og en håndtromme. Dette fungerer ufatteligt godt, og er faktisk muligvis den eneste gang, jeg har oplevet en metalkoncert bliver afsluttet så afslappet – og samtidig slippe godt fra det.

Jeg må krybe til det omvendte kors og indrømme, at jeg er overbevist! Myrkur kan noget specielt, og i livesammenhæng fungerer det i hvert fald glimrende. 50 minutter føles som i den korte ende, men så er der heller ikke fyldt ud med for mange ligegyldigheder.

Myrkur leverede en glimrende koncert, der var en blanding mellem det dystre og det smukke.

Her kan du se et galleri fra koncerten fra fotograf Mathilde Maria Rønshof: