Mono Goes Metal del 1

Anmeldelse af: Mono Goes Metal festival 2017.

Første dag på Mono Goes Metal skulle vise sig som en blandet fornøjelse, hvor der var plads til nogle gode overraskelser

Så skulle det jo altså ske. Mono Goes Metal er en festival, der foregår ude i de, for en stor del af det århusianske musik- og musikermiljø, dejlige vante omgivelser i Åbyhøj. På første dagen skulle vi opleve en bred vifte af bands fra forskellige genrer, som alle var klar på at give den op til en fest. Dette er i øvrigt min første gang til den reelle festival, hvor jeg dog har frekventeret de små ’’speciel’’ arrangementer, der også bærer navnet Mono Goes Metal.

 

Five Dollar Justice
Egentlig var det meningen, at det ekstremt tunge københavnske band Cabal skulle have åbnet den første dag på Mono Goes Metal, men de måtte desværre melde afbud. Som afløser fik vi i stedet århusianske Five Dollar Justice, som spiller en god omgang rock’n’roll af den slags, som der blev spillet dengang, din mor var dreng.

Bandet har i høj grad styr på selve det med at optræde live, de bruger nogle velkendte kneb, og de virker også. Desværre kan disse kneb også godt blive voldtaget i en sådan grad, at de virker modsat hensigten. Det var desværre lidt sådan, det skete med Five Dollar Justice til Mono Goes Metal. Det er evigt sejt at gå ud og mingle ude iblandt publikum, men når det bliver gjort 4-5 gange i løbet af en koncert, så bliver det lynhurtigt gammelt. Specielt fordi publikum ikke rigtigt var med på at feste på samme måde, som Five Dollar Justice gerne ville det.

Musikalsk er der ikke super meget nytænkning, der er masser af riffs, men det er ikke super mange af dem, der sætter sig totalt fast i hovedet og giver en lyst til at svinge garnet som en gammel vindmølle i stormvejr. Det skal dog siges, at det næstsidste nummer, jeg husker ikke titlen, var ekstremt fedt og holdt hele vejen igennem! Der var specielt et riff, som lige fik løsnet op i de ellers, på dette tidspunkt, stive nakkemuskler.

Bandet har helt klart noget at byde på, men virkede desværre ikke i sit es denne aften. Det må også være svært at træde ind som rockband på en metal festival med kun en dags forberedelse.

Sunless Dawn
Hvis man følte sig lidt stivnakket under Five Dollar Justice, var der god mulighed for at få rystet stivheden væk under københavnske Sunless Dawns koncert. Bandet blev, lige inden de gik på, beskrevet for mig som værende ’’Danmarks svar på Opeth’’. Det giver altså nogle høje forventninger, når man bliver sat i bås med et så legendarisk band. Det skulle dog vise sig, at det ikke var helt forkert! Bandet lød ganske vist ikke som en kopi af Opeth, men der var bestemt elementer at spore i deres progressive dødsmetal, som kunne have været med i Opeth. Det var tilpas anderledes til, at man ikke fik følelsen af, at bandet bare var endnu et ’’kopi-band’’ (Læs: kopi, ikke cover).

Koncerten var mildest talt imponerende! Jeg forstår virkelig godt, hvorfor dette band endte i finalen til Wacken Open Air Metal Battle. Bandet spiller ekstremt tight, havde en virkelig fed lyd og en scenegejst, der matchede den ellers meget omfavnende musik. Man kunne virkelig mærke, at man havde at gøre med nogle ekstremt dygtige musikere, hvilket også betød, at der kom noget mere gang i det århusianske publikum.

Lydspektret i musikken var bredt og lækkert. Det var forfriskende med noget dødsmetal, hvor der ikke bare blev spillet en masse fordummende riffs, imens der bliver growlet og pigsquealet. Dette er helt klart et band, som jeg kommer til at skulle opleve igen, da de var en dejlig overraskelse live.

Theory
Vi er nået til et band, som der har haft alskens hype om sig og med god grund! Denne koncert var bandets debutkoncert, og på trods af at det var en debutkoncert, var der allerede trykt professionelle t-shirts, samt et godt publikum, der virkede til at være tilstede udelukkende for dette band. Det kan lyde spøjst, når der er tale om en debutkoncert, men når man ved, hvilke medlemmer der er med i Theory, er det måske en kende mindre sært. Der er tale om en slags ’’dansk undergrunds supergruppe’’ bestående af medlemmer fra bl.a. Death Comes Pale, Defecto, Beyond Twillight og Rapid Dominance. Det er altså nogle ganske erfarne herrer, der spiller i Theory, og derfor er der helt klart også en god grund ti,l at der har været en anelse hype forud for deres debutkoncert ude på Monorama.

Theory spiller en led omgang progressivt power metal, en genre, som jeg egentlig ikke normalt rigtigt begår mig i. Alligevel skal det satme siges, at man godt kan mærke, at Theory ved, hvad de laver! Intet i det band virker tilfældigt. Alt virker til at sidde lige præcis der, hvor de ønsker det. Specielt skal det nævnes, at soloerne havde et lækkert strejf af noget Jeff Loomis, og det vil altid være et kæmpe stort plus i min bog! Generelt er dette et virkelig godt sammenspillet band. Desværre var lyden ikke super god under Theorys koncert, hvilket til tider gjorde, at musikken virkede lidt rodet og uklart.

Vokalen ligger i det, mildt sagt, høje toneleje, hvor man velsagtens forventer, at det meste power metal vil befinde sig. Nicklas Sonne bevæger sig rigtigt godt i det øvre register, dog kunne jeg godt tænke mig, at han også fik benyttet noget af sit lavere toneleje i Theory, da blandingen af det dybe og det høje, som vi ved, at han besidder fra Defecto, virkelig ville kunne klæde Theorys musik. Det ville simpelthen hjælpe dem til at skille sig lidt bedre ud fra den mængde af andre bands, der spiller i den samme genre.

Performancemæssigt virkede det som et en kende stift band. Det var ikke den vilde bevægelse, der foregik på scenen, udover når Sonne humpede lidt frem og tilbage på scenen. Humpede er i øvrigt bestemt ikke ment som en negativ ting taget i betragtning af, at manden smadrede sit knæ for ganske nyligt, var det jo nærmest imponerende, at han kunne stå. Sonne, du er sgu lidt en inspiration for os alle!

Alt i alt kunne man godt mærke at det var et band af garvede musikere, der dog stadig fik taget deres mødom. Det er dog helt klart et band, der vil være værd at tjekke ud, specielt når de får lidt mere luft under vingerne, som jeg er helt sikker på, at de nok skal få.

Rising
Jeg må desværre erkende, at da vi nåede til, at Rising skulle på, havde jeg brug for en pause og noget at spise, hvilket resulterede i, at jeg desværre ikke fik et godt nok billede af deres koncert til at kunne retfærdiggøre en anmeldelse. Jeg fanger jer næste gang Rising! – beklager.

 

Aphyxion
Som rosinen i pølseenden var det blevet tid til en tung omgang dødsmetal fra Ribe. Drengene er altid klar på at levere en koncert med smæk på, og denne fredag aften var bestemt ikke en undtagelse. På trods af det efterhånden ret så tomme Monorama gav Aphyxion sig i kast med at få rystet den sidste mængde hår, der var tilbage. Bandet leverede en ekstremt tight koncert, som kun de færreste danske bands kan levere den. Man kan virkelig godt mærke, at man har at gøre med et band, som har en del år på bagen, et band, som simpelthen er vokset sammen til, at de nærmest fungerer som en enhed. Aphyxion spiller så stramt og med et sådan groove, så man fristes til at tænke tilbage på Hatesphere i deres glory days.

Aphyxion udgav sidste år, hvad der er mange betragtes som årets danske plade, ’’Aftermath’’, der dog i mine øjne har en kende for meget af det mere melodiske og elektroniske. Det skulle dog vise sig, at disse sange fungerer knaldfedt live, ikke mindst takket være den energiudladning som bandet formår at komme med.

Bandet har efterhånden også fået samlet sig en god sceneopsætning, hvilket virkelig hjælper specielt forsanger Michael Vahl med at fange sit publikum på bedste vis. Desværre var der som sagt blevet tyndet en del ud i publikummet ude på Monorama. Dette lod dog ikke til at gå bandet på, der fik sat det som sin mission at få alle hoveder til at ryste. Det lykkedes sgu egentlig også meget godt for Aphyxion denne aften. De fik atter engang bevist, hvorfor de er nået dertil, hvor de er, og at de i den grad ikke har i sinde at stoppe.

Mærkater: , , , , , ,