Prime er prima!

Anmeldelse af “Prime is Coming”, 14. jan. 2017, Huset, Kbh.

Tre dage og tre koncerter i rap for det danske pladeselskab Prime Collective, der havde hevet en håndfuld af deres artister med ud på de danske landeveje, skulle denne aften kulminere i Huset-KBH i hovedstaden.

Af Lundtang & Jeppe

Gennem turnus-ordning og rotation mellem de forskellige artister skulle vi i København trakteres med 25 minutter(!) livemusik fra hvert band, fordelt på to scener med en etage til forskel hver gang, man skulle opleve et nyt band spille.

Opskriften lod derfor til at være en lille smagsprøve for de, på denne aften, 10 orkestre, der skulle vise fanen for selskabet. Kunne hvert band få hævet fanen højt nok, ramme dagen og for den sags skyld udnytte tiden?

Det skulle vise sig at blive en blandet fornøjelse.

Og på samme måde, som arrangementet var delt op mellem to scener, så delte vi anmeldertjansen op mellem to redaktionsmedlemmer. Vi starter med Lundtang, skifter til Jeppe, osv.

Cold Night for Alligators          
Prog-teknikkerne i Cold Night for Alligators er ikke et ukendt blad for redaktionen her, da vi både har interviewet dem og skamrost dem på plade og i live-sammenhæng.

Jeg er umanerlig begejstret for bandet generelt, da de virkelig formår at lege med formularen af prog-metal, hvor man finder dem som en sammenblanding af bands som Scale the Summit, Periphery og Protest the Hero.

Noget har dog ulmet og skurret i mine øregange et stykke tid, og nu kan jeg sætte en finger på det: Vokalen!

Forsanger Johan Pedersen er laaangt fra en ringe vokalist, tværtimod, men når man oplever de respektive musikeres eminente sammenspil, så halter vokalen i mine ører bagefter. Det er som om, at den kun yder 70 procent, mens de andre medlemmer okser derudaf med 110 procent, men får det til at ligne en hyggelig søndag eftermiddag.

Her kunne jeg langt bedre forestille mig, at Ghost Iris’ sanger, Jesper Valencia Gonzales, ville kunne passe ind med sin formfuldendte vokal, som Johan kunne lære lidt af.

MEN, nu nærmer vi os også petitesserne, for hvis du aldrig – eller sjældent har oplevet – Cold Night for Alligators på enten plade eller live, så skal du denuntelynme se at komme ud over stepperne, for det gør Cold Night for Alligators.

En sang som den halv-episke ”Querencia” fungerer fænomenalt live, og allerede under først band oplevede vi aftenens første moshpit! Velfortjent. Trods mudret lyd i starten oplevede man virkelig et band, der kunne skabe en intro, klimaks og udfasning på blot 25 minutter.

Fotograf: Mark Stoumann

møl
Første band på scene to var møl fra Aarhus. De 25 minutter, bandet havde at gøre godt med, blev flittigt brugt på at lade musikken tale sit eget sprog. Ikke så meget sniksnak. Men MØL leverede alligevel et bjergtagende show, som gav indlevelse og sjæl til bandets musik.

Deres tunge lyd er godt blandet med mageløse melodiske kompositioner, og sammen med forsanger Kims growlende vokal er resultatet enestående. Møl kunne herefter flyve videre ud og nyde resten af aftenens mange kunstnere.

Fotograf: Mark Stoumann

Unseen Faith   
Puha, hvordan siger man det pænt. Jeg var ikke begejstret for Unseen Faiths plade, men man kunne jo blive overrasket over dem live, da jeg indtil denne dag stadig havde den oplevelse til gode, og tvivlen skulle også komme dem til gode, osv.

Men skuffet blev jeg. Generisk metervare deathcore anno 2002, hvor ingen bands i den genre dengang var nævneværdigt spændende. Fremførelsen var ligesådan: Uinspirerende og intetsigende, men udvalgte blandt publikum virkede dog til at nyde musikken – omend jeg ikke begriber, hvorfor.

Når man ser på, at udenlandske bands som Chelsea Grin, Whitechapel og Suicide Silence er ved at begynde at bryde genren op og prøve noget nyt, så kan det undre, at Unseen Faith ikke kigger i retning af genrens nyeste udgivelser.

Alle sange lød ens, og vokalen… En jammerdal af en anden verden, der kun tilnærmelsesvis kunne growle og da slet ikke brøle.

Tvivlen kan kun komme dem til gode, hvis de ryster posen gevaldigt, som jeg beskrev i plade-anmeldelsen, så håber jeg da på en åbenbaring ved næste live-session.

Fotograf: Mark Stoumann

Sons of Death Valley
Senere blev scene to omdannet til en tur til det vilde vesten – og vildt blev det. Der skal ikke herske tvivl om, at Sons of Death valley er et absolut potent liveband. Vildskab og passion er sjældent set leveret bedre på 25 minutter, som dette band gør det.

Stemningen blev alligevel intensiveret under ‘Fight Song’, da bandet ihærdigt ville starte en moshpit. Bandets ene guitarist Lars var endda selv ude på gulvet og invitere op til dans, men ikke mange fra publikum var med på den idé, desværre. Og forsanger Dan fik denne aften en hjælpende hånd i form af en håndskrevet seddel, så han ikke var i tvivl om, hvilken dag det var og hvilken by han optrådte i.

Fotograf: Mark Stoumann

Siamese
… der tidligere havde ”Fighting Fish” som suffix i deres navn. Endelig skulle jeg opleve bandet live!

Bandet har om noget gennemgået en udvikling, der via min research har skilt vandene gevaldigt. Ikke ulig den måde, som Bring Me the Horizon har forandret sig – og der ophører den sammenligning så også.

Men nævnes skal de tidligere deathcore-englændere, da jeg er en af dem, som knuselsker deres udvikling og tro på at tage chancer. Og jeg blev begejstret for Siamese live, som jeg gjorde med BMtH!

Den elektroniske violin gi’r altså bare et eller andet laber pift, der sammen med en kobling af lidt post hardcore a la Alexisonfire og moderne Linkin Park anno den nyeste skive, ”The Hunting Party”, var jeg solgt. Det var første – men ikke sidste – gang, at jeg sang (forfærdeligt) med på sange denne aften.

Deres nyere single ”Ablaze” ramte mig lige dér, hvor det kilder bedst. Og så var det da heldigt, at lyden var god, hvor jeg stod.

Fotograf: Mark Stoumann

Ghost Iris
Ghost Iris leverede en ganske tung setliste denne aften i Huset-Kbh.

De 7-strengede guitarer sørgede for tunge breakdowns og melodiøse soli. Forsanger Jesper levede godt op til sin rolle som frontmand og var godt ud over scenekanten og ude på gulvet for at holde det varme publikum i skak.

Det fornøjede publikum kunne dermed kvittere med sanseløs headbanging ved kasse 1. Ghost Iris er sandelig et spøgelse af navn, men bestemt ikke et spøgelse på scenen.

Fotograf: Mark Stoumann

Defecto
Så var vi nået til dem, der ligger lunt i hjørnet til at varme op for Metallica i næste måned, nemlig Defecto, der blæste mig omkuld sidste måned.

I den forbindelse kan vi ikke komme udover… i manglende af bedre ord… den lettere amputerede fremførsel, takket være forsanger Nicklas Sonne uheldige oplevelse med knæet tidligere på turnéen, der bogstaveligt talt bænkede ham til en skammel under deres fire sange lange set denne aften.

Det kan ikke overraske, at man som sanger kan have svært ved frasere lige så godt, så højt, så længe, når man ikke kan folde kroppen ud i fuldt flor, som man nok er vant til opretstående.

Men min makker Jeppe virkede til at være blæst lige så bastant omkuld, som jeg var i sidste måned ved at opleve dem for første gang, så selvom det var en lettere flad oplevelse for mig, fordi jeg lige havde oplevet dem allermest virile, så beviser Defecto, at de også kan – og gennemfører – når de møder modgang. Hatten af for det!

Ses vi i næste måned i Royal Arena?

Fotograf: Mark Stoumann

EVRA
Min første EVRA-koncert og bandets sidste koncert. Det kunne derfor godt mærkes på medlemmerne, at dette var afskeds-koncerten for et band, som de sidste fire år intenst har lagt band-drømmende før alt andet. Bandet leverede en kraftfuld koncert, men nåede ikke rigtigt udover scenekanten, da det til tider virkede som om at bandet havde lukket sig ind i sin egen verden.

Men da Prime Collectives helt egen Mirza (ejer af prime collective og forsanger i Siamese) trådte på scenen og medvirkede på nummeret ‘Lightbearer’ fra pladen af samme navn, vendte  forbindelsen med publikum tilbage og satte trumf på showet.

Fotograf: Mark Stoumann

Cabal
Aftenens højdepunkt, ubetinget, for undertegnede. ALT gik op i en højere enhed. Al den røg skabte den perfekte scene-oplevelse for Cabal, der i ren desperation fra min side over at forklare, hvad de spiller, må henvise til noget djentede, blackened death metal… Nej, det er sgu for søgt fra min side at sætte prædikat på. Anmeldelsen HER beskriver deres lyd bedre.

Men jeg vil vove den påstand, at man skulle stå helt oppe foran og lade sig opfavne af røgen og det soniske angreb, som kaldes Cabal. Medlemmerne og gæstevokalister blev forvandlet til konturer i mørket, og musikken talte for sig selv. Jeg havde det, som blev jeg suget ned i deres dystre, altomslugende univers.

Jeg var her lidt skuffet over, at det ikke kunne blive til mere end 25 minutter…

Fotograf: Mark Stoumann

… Men så kom hardcore-crewet Wolfpack, der består af en del medlemmer fra andre Prime-bands – specielt på de mange vokale positioner – og gav deres debut-koncert lige i røven på Cabal.

Det var den fedeste afrunder på tre dages oplevelser for de mange bands, strabadser og opture i sammensurium. Nu blev den diminutive scene delt til mindste kvadratcentimeter af musikere, der ville have en bøllet hardcore-fest.

Musikken er sådan set fin nok og trækker lige dele veksler på hardcore som Hatebreed og metalcore som Caliban, men man kan vist ikke løbe fra, at det er de mange vokaler, der stjæler fokus.

Attituden var rigtig, det var leg og ballade med god musik som akkompagnement. Her var ikke de store armbevægelser (medmindre du faktisk var blandt de forreste mennesker rent fysisk), og det var rart med en afslutter, der bare garanterede fest og farver og ikke ekvilibrisme, thi folket virkede lettere mætte af at rende trappen flad mellem de to scener og savnede en fest – og det fik vi!

Vi lader os fortælle, at konceptet ”Prime is Coming” udvider til næste år med flere datoer og større spillesteder. Det glæder vi os til at opleve oven på den her succes!

 

Mærkater: , , , , , , , , , , ,