Rutinepræget Ulvemor

Wolfmother, Store Vega, 04-05-2016

Fire år skulle der gå, før det australske band Wolfmother igen lagde vejen forbi det danske land. I onsdags spillede bandet nemlig op til fest for et tændt publikum i Vega. Men for meget rutine gjorde totaloplevelsen mangelfuld.

Som taget ud af et 70’er modeblad, indtog trioen Wolfmother onsdag aften Store Vegas scene. Ikke siden 2012 har bandet ytret sin 70’er inspireret blanding af stoner rock og hård rock, inden for de danske grænser. Så det var en glædesrus af dimensioner, bandet blev mødt med, da de trådte på scenen i Vega og med det nye album ”Victorious” i ryggen, befandt ulven sig ikke kun i de jyske skove, men minsandten også i hovedstaden, København denne aften.

Som sultne ulveunger, blev Vega fodret, med alt den musik ulvemor havde bragt med til København. Sangene ”Victorious”, ”New Moon Rising”, ”Woman” og ”Apple Tree”, satte allerede fra start noget af en fest igang. Publikum var tændte, og taget energien i betragtning, tegnede det til at blive en fornem aften allerede fra start. Forsanger Andrew Stockdale er i sit es og hans høje vokal er ikke til at skyde igennem. Han står på sin vante plads ved mikrofonstativet i venstre side af scenen. Desværre var det ikke meget af ham vi så helt tæt på, ovre i højre side, hvor jeg havde placeret mig.

I højre side befandt Ian Peres sig til gengæld på bas og keyboard. Hans energi og performance er stadig på sit højeste gennem numrene ”The Love That You Give”, ”White Unicorn”, ”White Feather” og ”California Queen”. Hans skift mellem bas og keyboard er multitasking på højt niveau, ikke kun fokuserer han på begge instrumenter hver for sig. Nogle gange tog han sig både kærligt af keyboardet med den ene hånd, imens den anden hånd farer op og ned på strengene på bassen. En vild performance.

På dette tidspunkt er Vega ved at minde om en sauna. Salen har nået en temperatur, der kunne minde om en australsk sommerdag, på tidspunktet mellem 12 og 15, hvor solen står højest. Men der bliver alligevel skrålet med på ”How Many Times”, ”Gypsy Caravan”, ”Dimensions” og ”The Simple Life”.                                                  Men Andrew Stockdale er en mand af lidt for få ord. Manglen på interaktion fra bandet, gjorde at de sange, som satte aftenens setliste ned i tempo, ”City Lights”, ”Pretty Peggy” og ”Pyramid”, føltes som et par pauseklovne, som bare blev spillet lige igennem for at nå frem til en større afslutning. En ærgerlig fase på en ellers gennemført energisk setliste.

Men Wolfmother havde et par ekstra tempofyldte kort i ærmet i form a ”Colossal”, som omkring tre minutter inde bryder ud i hurtige riffs, hvor bandet igen finder den energi og fremførelse, der skal til for at gøre op med den dalende energi. Hvorefter vi for den længe ventede ”Joker and the Theif”, som jeg mener, er Wolfmothers absolut bedste nummer, og det syntes resten af Vega vist også denne aften. Den kvitterede i hvert fald med en albue i hovedet fra sidemanden i bedste koncert stil.

Wolfmother leveret en kanon koncert, der gjorde, at jeg kunne forlade Vega med et smil på læben. Bandet har så mange sange med i bagagen, at det kan være svært at ikke at levere en fed oplevelse. Det, som jeg dog kunne savne denne aften, var mere interaktion fra bandet. Det kunne til tider føles som om, at det kørte lidt for meget på rutine, og det kunne til tider gøre en ellers bidsk ulv, tam.

 

(Man kan lytte til aftenens sange, i spotify-playeren til venstre)