-
Depeche Mode
Anmeldelse af: Depeche Mode, 09. januar 2018, Royal Arena.
Engelske Depeche Mode formåede at forvandle en kedelig tirsdag i januar til en uforglemmelig koncertoplevelse – såre simpelt kan det beskrives.
Jeg lægger hånden på hjertet og indrømmer, at den mere eller mindre elektronisk dominerede genre, som Depeche Mode, gør sig i, ikke er min force at besøge mest ofte live.
Faktisk var jeg mest nysgerrig efter at se den officielle trio med følge live, fordi jeg fra barndomsben i min udforskning af metallen – og musik generelt – erfarede, at Depeche Mode har været ophavsmænd til sange, som alle fra Johnny Cash til Rammstein har lavet deres versioner af.
Så når man har påvirket så diverse kunstnere, må man jo kunne appellere til at bredt spektre af folk med alskens musisk interesse, så det – kombineret med en af vore andre anmelderes rosende ord til bandet tidligere på året – gjorde, at jeg måtte opleve Depeche Mode ved selvsyn.
Forude for koncerten havde denne velforberedte journalist gennemlyttet bandets seneste udgivelse, Spirit, og uden at gøre mig til kender udi bandets lydunivers, så lød skiven på mig til at lægge sig i fin forlængelse af bandets andres udgivelser – men hvordan ville det fungere live?
Vi lagde sjovt nok ud med en afspillet version af sangen “Cover Me” (som senere blev spillet til fulde) og så videre til “Going Backwards”. Begge sange er fra nævnte skive, og ved første toneanslag fra det punktlige klokken 20.45 var det dømt symbiotisk effekt mellem publikum og liveakt.
97 procent af de koncerter, jeg vader til, er meget guitardrevne, og her ender det ofte med, at enten er lyden i Spitzenklasse, fordi lydmanden har en god dag, eller også er det bare en tynd kop mudder af alle de forskellige årsager.
Depeche Modes musik forlanger af publikumsgængeren og for den sags skyld lytteren derhjemme, at man lader sig opsluge af det auditive univers, som bandet fostrer.
Man skal man flade ud til keyboardets lydflader, der vekselvirker med guitarens lange klange, overbygget med en imposant vokalstemme.
På papiret lyder det meget fint og fornemt, men live skal publikum være med, og jeg er af den opfattelse, at live-oplevelsen – uanset kunstner – er en tenniskamp, hvor begge parter går derfra som vinder: Man server, og så skal der være en returbold. Har bandet intet at spille op imod, dør det ud; men omvendt, har publikum ingen energi at blive fordret af, så kan de ikke levere bolden retur. Men kunstneren har dog altid serveretten.
Og lad os da bare sige, at i Royal Arena denne aften, var publikum da alligevel ved at vinde. Vi ville ikke slippe Depeche Mode. Vi brølede videre på melodierne, som havde vi fundet en vigtig sportsbegivenhed sammesteds.
En umanerligt veloplagt forsanger i Dave Gahan hoppede og dansede omkring som en flamboyant 14-årig, der havde fået lov til at være længe ude en lørdag aften for første gang i sit liv. Det var skønt at opleve.
Numrene denne aften var godt fordelt ud over bandets diskografi, og vi fik alt fra klassikerne til nyere numre, og fællesnævneren var, at det hele fungerede godt live, og pludselig var den tirsdag meget bedre.
Det er ikke sidste gang, jeg har set Depeche Mode live.
Tjek et galleri fra aftenen fra vores fotografs hånd ud her:
