Velociter og dødsruten – Eller Hvorfor “Latiner Passagen” aldrig skal betrædes igen

Reportage med Velociter 5. – 6. februar

På papiret lignede det en retskaffen løsning: At følge det jyske Thrash band Velociter på deres semi-sammensatte todages turné i henholdsvis København og Randers. I realiteten blev det en rejse udi dekadente udskejelser, der stadig lækker giftstoffer fra krop og sjæl.

Bandet havde netop afrundet deres set til Metal A Days første M.A.D. Nïght den 5. februar, hvor gruppen var blevet hidkaldt til at vise, hvorfor de leverer noget af det bedste indenfor genren af metal i H. C. Andersens lille andedam ved navn Danmark.

Selve performancen den aften har vor kære kollegaer i RockZeit kommenteret, og de var, ligesom os, ovenud begejstret og glade for den potente fremstilling. Men fraset lydprøven lod jyderne til at være, ja, lad os bare sige hårdt prøvet. Scenetæppet var en udfordring i sig selv, fordi spillestedets indretning ikke stod mål med Velociters ambitioner (Læs: tæppet var for stort til Lygten St.).

Dagen derpå, som det overordentligt senere skulle vise sige at blive for vort hårdtprøvede orkester, skulle optræde til festivalen Midwinter Meltdown i Randers, som Metal A Day ligeledes havde ambitioner om at overvære. Så hvorfor ikke følge bandet med derover og lave denne reportage derfra?

Jo- uden at udstille de gæve musikanter – fandt ét medlem det svært at ligge på gulvet uden at holde fast, en anden holdt krampagtigt fast i skålfuld chips, som var det hans sidste nadver, og resten var øjensynligt forduftet ud i det omkringliggende natteliv efter koncerten.

Det var ikke en betryggende tanke ved, at undertegnede og medbragte fotograf, der trods alt var velbevandret randrusianer, var blevet lovet logi hos førstnævnte bandmedlem. Vedkommende havde i sin saglige lyksalighed glemt at informere denne reporter de åbenbart ændrede soveplaner. Det skulle senere blive et gennemgående tema for Velociter-turen, at kommunikationen mellem gruppens medlemmer er som at sammenligne et ophold i en Gulag-lejr i det indre Sibirien med en badeferie i Caribien: Den findes kun i begrebet og ikke i realiteten.

Omkring klokken 01, natten mellem fredag og lørdag, blev fem bandmedlemmer, en roadie og disse to journalister sparket sammen i to biler sammen med alt grejet og sat kursen mod – for visse – hjemstavnen Jylland. Med diverse “kjøwenhavner”-jokes ude af systemet og efter nogenlunde at have fundet kontakt mellem rumpette og bagsæde i køretøjet, begyndte freden delvist at sænke sig over karosseriet, hvor indeværende reporter befandt sig.

Lydanlægget lod til at være den dyreste genstand i nævnte befordringsmiddel, og det skulle prygles igennem af “tech-død” og computerspils-soundtrack(?) Kameramanden var fyr og flamme og med en guldøl i hånden forsøgte han at suge lydindtrykkene til sig. Den her journalist trak den sorte hue ned over øjnene, satte ørepropper i øregangen og døsede hen i noget, der må være den værste, men hyggeligste, soveposition, jeg længe har oplevet.

Omkring Nyborg på Fyn oversteg beholderen med pis og trangen til mad behovet for søvn. Efter lidt sjatpisseri på Fyn og indtag af lidt junkfood fortsatte rejsen mod Jylland. Klokken var et sted mellem “fy for satan” og “jeg får ikke sovet nok timer i nat”.

Problemet var atter kommunikationen. Der var nemlig ikke udbredt enighed om, hvornår lydprøven til morgendagens strabadser skulle finde sted. Man valgte – virkelig fornuftigt nok – at være på den sikre side og stille vækkeuret til “alt for tidligt”, efter vi havde vandret et uberettiget smut gennem Josef Fritzls kælder i et nærmere ubestemt sted i en århusiansk forstad i de stadig mørke morgentimer. Vi vidste ikke med sikkerhed, hvor vi var henne, men på det her tidspunkt var frygten for voldtægt af tre relativt ubekendte heavy metal-fyre mindre end lysten til at sove.

For alle, der har optrådt, været til en tungere koncert og fest (med alt dertil indebærer) nok kan gætte sig til, er der en logisk forklaring på, hvorfor alle mand sov lige præcis så længe de kunne, før vi atter skulle ud af døren til den døsige februarkulde og vende bilnæsen mod Randers.

Hvor var de sidste medlemmer og deres roadie?

Ja, den mest sigende forklaring er følgende ordudveksling mellem førersædet og bagerste højre sæde, hvor et andet bandmedlem befandt sig:

Chauffør: Bastian skriver, at vi skal huske hans Septicflesh T-shirt.

Bagsæde: … Hva’?

Chauffør: Vi skal huske den Septicflesh T-shirt!

Bagsæde: HVAD?

Chauffør: SEPTICFLESH T-SHIRTEN, for fanden!

Bagsæde: … … … Hva’?

Lad det forblive pænt sagt, at vi endte med at ankomme til Randers ved spillestedet Von Hatten i vel god tid. Men hellere være i god tid end for sent på den, ikke sandt?

Ikke hvis man kommer for langt væk fra Aarhus-området, åbenbart, for alle deres Randers-vittigheder lagt til side, så kunne man mistænke, at lokalområdet var ramt af en helligdag, som ingen havde fortalt os om. Gaderne var som ramt af The Walking Dead-stemning efter rengøringen: Helt stille.

Og vi trængte bare til én ting og intet andet: Junkfood og drikkelse, og det kunne kun gå for doom/sludge langsomt.

Heldigvis havde vi jo vores medbragte hjemvante kameramand med til at guide os! Men om hans indre kompas spillede ham et pus, eller hans personlige lokalplan over diverse beværtninger og madsteder ikke var opdateret, forblev et af livets store mysterier.

I hvert fald tog det omtrent syv forsøg og lidt utilsigtet sightseeing af indre Randers, før vi endelig kunne slå vores fedtede og uvaskede kløer i en sen frokostpizza.

Se, har man først spillet i band eller for den sags skyld omgået den samme slags mennesker længe og oplevet lidt af livets skygge- og lyssider sammen, så opstår der unægteligt lidt indforståede termer og fællesforståelse for flokken, som udefrakommende vil have lettere svært ved at sætte sig ind i.

Mens vi stadig var uvisse omkring skæbnen for de resterende medlemmer i bandet, blev vi på nærværende spisested udsat for vores første årvågne vidneudsagn til alskens landevejshistorier og medalje-indbydende beretninger.

Det er på sådan et sted her, at sproget kommer til kort. Jeg kan kun sige, tag dine egne vilde oplevelse, tilsæt visse substanser, tilsæt dekadence og gang med to, så er vi ved at være ved facit for Velociters livsførelse på landevejen, hvis bare en fjerdedel af deres fortællinger er sande.

Dog er følgende sætningsudveksling både sigende om deres tætte bånd og mindre irritationsmomenter ved hverandre (frit citeret efter en lettere bedugget hukommelse):

1: Hold nu bare kæft og æd din pizza! Du bruger for meget tid på at tænke over at æde end at æde!

2: Du er sgu da selv hundrede år om at vælge en pizza!

1: Ja, men når jeg endelig har valgt pizza og fået den, så ÆDER jeg den kraftedeme også!

(Indsæt selv jysk dialekt efter eget valg ovenover)

Efter et mindre snack-indkøb og fortabelsen af de første tømmermænd gik jagten efter  spillestedet i Kronjylland og dermed implicit også jagten efter humle. Klokken var immervæk over 12 formiddag, og de tømmermænd fjernede jo ikke sig selv.

Foran Von Hatten, regnen havde så småt meldt sin ankomst. Kommunikationen var atter en kilde til irritation. 3/5 af bandet plus det løse var samlet. Men hvor var resten? Skulle man ringe til den nærmeste politistation og høre, hvad der stod i døgnrapporten, eller skulle vi forbi det lokale obduktionslokale?

Der blev søgt læ i en semi-ramponeret havepavillon. Her fik bandet atter vist deres koordinationsevner: Nævnte pavillon skulle da lige søbe vores siddepladser til ved oprejsning, det var da klart. Hvordan de her bandmedlemmer skulle gennemføre endnu en koncert blot 24 timer efter den sidste, endsige gennemføre en lydprøve, i deres tilstand, begyndte så småt at blive det store spørgsmål. Men samlet blev de endelig.

Skip videre til en obligatoriske lydprøve, der fandt sted efter fundet af øl i baglokalet med lovning om aftensmad og snack. Bandet prøvede lyden af ganske gennemført – hvis man vel at mærke ikke kiggede på dem. Immervæk lød det godt, men medlemmerne lignede 14 dages regnvejr, og her menes ikke på den glubske black metalliske måde, men mere: Hvor er min seng, mor?

Stemningen var heldigvis af en helt anden kaliber i baglokalet. Den hengemte akustiske guitar blev flittigt delt mellem både Velociter og et af de andre orkester, der skulle optræde denne sidste aften til Midwinter Meltdown, Embryo. Men hov? Var der ikke et tredje band på programmet denne sidste aften?

Jo, det var Würm’s Tongue, og de gav de lettere ufrivilligt deres stiltiende accept til, at der skulle jammes alt fra Metallicas mere langsomme melodier til Kim Larsen og videre.

Men når nu kablerne var sluttet til nedenunder på scenen, og instrumenterne var stemte, hvad skulle man så fordøje tiden med, inden Velociter skulle betræde scenen? Repertoiret til den akustiske guitar var trods alt sparsomt.

Rygtet om en nærliggende vandpibebar havde bredt sig i smugkroen, men den kyndige i den lokale geografi var forduftet til mere hjemlige omgivelser for en kort bemærkning. Men hvad gør et snarrådigt band, der ikke vil misse en chance for at babbe pibe og få blå læber af en isbjørn (Drinken, ikke dyret)?

Se, det skulle blive startskuddet til en fatal beslutning. Men for at spare jer for en episk fortælling her. Det gemmer vi til et posthumt skriptum, når alle de medvirkende til den nært forstående episode er afgået ved døden – og der er gået mindst 34 år.

Ganske kort: Befinder du dig i Randers, så giv agt, når du befærder dig i området ved Latiner Passagen. Alle spørgsmål herfra rettes til Velociters presseansvarlige.

Forsangerinden valgte utilsigtet at lægge makeup i form af så blå læber, at det til sammenligning kunne ligne, at en deling smølfer var blevet svært tilfredsstillet. Det var immervæk blot resultatet af en lidt for langsomt indtaget isbjørn.

Videre til det famøse tidspunkt: At gå fra at være første band på scenen til at lukke en festival i Randers. Hvordan skulle det gå?

Hvis du var der – eller du har læst Metal A Days anmeldelse af begivenheden – så ved du, at koncerten sad lige i det metalskab, hvor Thrash retmæssigt hører hjemme.

Det blev en storm ved midtnatstid i mere end én forstand: Hvor bandet opmostrede den energi og intensitet til at gennemføre en så formfuldendt koncert – hvor der fanden galeme blev skreget på ekstra nummer – på en diæt af junk, mere junk og reparationsbajere, er en fornemt bedrift. Lørdagen blev langsomt til søndag på uret.

For andre læsere i bands derude, vil nok trække på skuldrene og sige: Ja, det gør vi også. Og det er netop dét, der gør det så ærefrygtindgydende: I fortsætter og bliver ved på et usikkert underlag, når korthuset burde brase sammen, får det lige en fernis af cement.

Lige indtil det lyder fra bandet:

“Hvor er vores merch-penge? Shit! De er stadig i København!!!”

Men det kunne ikke tage gejsten fra et band, som troligt gav både autografer, delte musik ud og lagde legeme til kaotiske interviewsituationer efterfølgende.

Apropos efterfølgende. Når koncerten er veloverstået, så er det sidste, man lyster, at blive ramt af melankoli. For hvad skal der nu ske? Næste koncert ligger så langt ude i fremtiden…

Ja, vi siger bare, at opskriften var noget nær legemliggørelsen af den urgamle opskrift sex, drugs and rock’n’roll efter koncerten. Og så lagde denne skribent af fornuftige årsager kuglepennen i jakkelommen og gav sig hen.

Jeg vågnede i et hus, jeg aldrig havde besøgt før eller kendte halvdelen af beboerne i. Toget tog mig endelige hjem mod hovedstaden. Jeg blev ramt af melankoli, for hvor finder man et band af sådan en støbning som Velociter? Sidste gang, jeg tjekkede, levede medlemmerne endnu. Det er i sig selv lidt af en bedrift, men hvis du VIRKELIG skal opleve en bedrift, skal du se dem live

Men hold dig langt fra Latiner Passagen i deres nærvær!