Anmeldelse af Tool på Helviti, Copenhell D. 22/06-24.

Tool leverede en pragtpræstation af en koncert, da de lukkede ned for Helviti til årets Copenhell, med et godt og varieret sæt.

Arkivfoto: Mark Stoumann

Tool er ved at være der, hvor de kommer på de europæiske og i forlængelse deraf danske breddegrader lidt oftere, end vi tidligere har været vant til. Således er det kun små tre år siden de sidst var i Danmark og fem år siden de sidst stod på samme scene som de står på her til aften.

Dette band har formentlig altid været et band der deler vandene, især når det kommer til deres liveshow. Er man til at se musikere der fyrer den af og holder en fest fra scenen, imens de drikker bajere og sludrer til sit publikum, ja, bare henvender sig ind imellem til de fremmødte – så er Tool nok ikke noget for en. Det er en anden type visuel oplevelse, og det er ikke en skidt ting i denne anmelders optik. Til trods for dette taler Maynard James Keenan mere til publikum i aften end sidst de spillede på Copenhell, men det siger nu heller ikke meget i forhold til publikumskontakt.

Bandet lægger godt fra land med ’Jambi’ fra 2006s 10.000 Days, og aftenen kommer til at bevæge sig dejligt rundt i gruppens diskografi. Sange som ’The Grudge’, ’Pneuma’, ’Intolerance’ og ’Rosetta Stoned’ tager særligt kegler i denne anmelders hjerte. Sætlisten er så absolut god her til aften, og bandet spiller det afsindigt godt. Det er ikke meget slinger i valsen gruppen har i deres sammenspil. Riffs’ne sidder skarpt, bassen lækkert og melodiøst underbyggende imens trommerne er enormt varierede og afsindigt stramme. Jovist, Maynard James Keenan synger ikke alle dele præcis som de plejede, men variationen fungerer og giver også et lidt andet flair til numrene. Vokalen sidder rigtigt godt, også selvom den er anderledes, og dens måde at væve sig ind i musikken er utroligt smukt. Maynard James Keenan er i sandhed en dygtig sanger.

Lyden er, om man står oppe i pitten eller er længere tilbage rigtigt lækker og dynamisk; ja, nærmest perfekt. Det er højt, men samtlige instrumenter står krystalklart og Danny Careys trommespil lyder ligeså sublimt som det er spillet. Den mand må være festivalens bedste trommeslager i år, hvilket ikke siger så lidt når f.eks. Dave Lombardo har spillet.

Det visuelle show kører nærmest udelukkende på skærmene og det ser afsindigt flot og betagende ud. Det er helt klart ikke noget for alle, for som en kammerat udtaler: ”det er jo bare Windows Media Player”. Naturligvis med en anelse ironi i stemmen, men hvis man ikke er til denne type show, så er der nok noget om det. Det er i hvert fald et forsøg på et visuelt stimulerende show, og her virker det. I hvert fald finder jeg og tydeligvis et stort publikum det for tryllebindende, med de imponerende visuals der åbenbarer sig for vore kollektive øjne i løbet af aftenens seance. Har man set Tool de sidste par gange de har været i Danmark, har man set en del af de samme visuals, fordi gruppen binder dem fast til de specifikke numre, som en visuel fortælling. Derfor får kendere naturligvis deja-vu igennem koncerten.

At dele af Copenhells publikum synes at Tool er mosh-musik forstår denne anmelder så ikke, ligesom at de mange crowdsurfere der kommer i luften også kommer bag på mig. Det virker en kende forceret til en koncert hvor det ikke rigtigt passer sig til.

Tool leverer en afsindigt velspillet og enormt flot koncert, som bringer os utroligt godt rundt i deres lækre diskografi. Lyden har spillet lige så godt som showet, og tro det eller ej, Maynard talte mere til os end sidst de spillede på selvsamme festival.