Alice Cooper

Når frygtløshed lønner sig

-

Anmeldelse af: Opeth. Det Kgl. Teater, Kbh. 17. november 2019.

Opeth er ligesom en god vin. De bliver bedre og bedre jo ældre de bliver.

Af: Johannes Klein Johansen

Foto: Naiomi Westh Møllegård

 

Opeth har for længst lagt deres dødsmetal historie bag sig og har siden starten 2010’erne bevæget sig hen mod noget mere progressivt og syret. Det tog mig nogle år at indse, hvor gode plader Heritage og Sorceress er, og med deres evigt udviklende lyd var det oplagt at møde op i Det Kongelige Teater til et udsolgt prog rock-ekstravagance.

Islandsk glaciser rock
Salen er godt fyldt med mennesker, islandske The Vintage Caravan indtager scenen. Bandet er lige så forbavsede som publikum over, hvor stor salen er, men alligevel galoperer bandmedlemmerne frem og tilbage på scenen og prøver ihærdigt at få publikum med på den, men når det er en siddende koncert, så er det sgu lidt svært, men alligevel var der nogle horn der blev smidt i vejret.

Lyden inde i salen sad i skabet, og energien på scenen var unægtelig, og man kunne se, at bandet tydeligvis var glade for at spille for os, de formåede endda at få hele gulvet og alle fire balkoner med på en kæmpe jubel.
Forsanger, Óskar Logi Ágústsson, gav den fuld gas på spaden, og at headbange så intenst imems man spiller guitarsolo var alligevel noget af et syn. Trommeslager, Stefán Ari Stefánsson, smadrede tønderne i selskab med sin trofaste koklokke, og iført en leopard stribet skjorte var det som om at se Bill Ward i hans storhed. Når Àgústsson havde travlt med at synge, var bassist Alexander Örn Númason i fuld gang med at få gang i publikum, og det tilbagevendende tema med den siddende koncert gjorde det lidt svært.

I modsætning til Opeths til tider tilbagelænede atmosfære, så er The Vintage Caravan højt energisk rockmusik, så selvom kontrasten var stor, så var det bestemt ikke dårligt. Det er alligevel en ret svær opgave at opvarme for Opeth, men alligevel fik The Vintage Caravan bragt et smil på mine læber, og efter femogfyrre minutters syrerock var det en fed opvarmning for aftenens hovednavn.

 

”Vi skal underholde jer med sange…. lys….. og hat”
Lyset blev dæmpet inde i salen, og man kunne mærke stemningen inde i rummet, da Opeth entrede scenen.

Jeg har set Opeth to gange før, men det her show var på et helt andet niveau. For det første, som også er det mest åbenlyse, så er det jo Det Kongelige Teater, og det andet er deres lys/visual show. Alting er blevet større, og alting er blevet vildere visuelt. Småfilm i baggrunden og kæmpelys i baggrunden, hold nu kæft, siger jeg bare.

Bandet tonsede igennem med sange som “Svekets Prins” og “The Leper Affinity”, og forsanger/guitarist, Mikael Åkerfeldt, var iført en hat, der fik ham til at ligne en folkehelt fra 1960’erne, og imellem sangene gjorde han selv grin med den.
Selvom de nye numre ikke er så brutale som de gamle, så passede de stadig fantastisk godt sammen, f.eks. nyere sange “Hjärtat Vet Vad Händen Gör” passede utrolig godt sammen med sange som “Reverie/Harlequin Forest”.

Efter Åkerfeldt havde citeret et Morbid Angel-omkvæd, og han havde fyret et par uforståelige anekdoter på sit modersmål, tromlede Opeths syreshow videre med sange som “Moon Above, Sun Below”, og den evigt sørgelige “Hope Leaves”, efterfulgt af den hurtige/funky/smadrede “The Lotus Eater” fik smilet frem, og min indre fanboy kunne dårligt nok holde sig i ro.

Lyden i løbet af hele showet var fuldstændig spot on, og der var slet ikke en finger at sætte på noget dårligt i den afdeling. “Sorceress” var det første ekstranummer, der blev spillet, og det gav publikum et lidt større pusterum, og igen; deres visuals var for vilde under nummeret. Men pusterummet varede ikke længe, da vi fik smidt “Deliverance” i fjæset; det ultimative Opeth-nummer efter min mening, og sangen indeholder den bedste outro, der nogensinde er blevet skrevet. Perfekt punktum for en fantastisk aften.

Opeth har nået nye højder. Det var mærkeligt at se dem, imens man sad ned, men det holdt ikke mig fra at headbange eller synge med på mine favoritnumre.

En fantastisk oplevelse, jeg gerne snart vil opleve igen.

 

Naiomi Westh Møllegård har et galleri til dig fra aftenen her:

 

ANTAL STJERNER

The Vintage Caravan
Opeth

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Opeth. Det Kgl. Teater, Kbh. 17. november 2019. Opeth er ligesom en god vin. De bliver bedre og bedre jo ældre de bliver. Af: Johannes Klein Johansen Foto: Naiomi Westh Møllegård   Opeth har for længst lagt deres dødsmetal historie bag sig og har siden starten 2010’erne...Når frygtløshed lønner sig