Anmeldelse af Wintersun – Time II. Udgivelse d. 30. august 2024 via Nuclear Blast Records.
Som Poul Kjøller og Kaj og Andrea synger, så er tiden “noget mærkeligt noget”, og det er Time II også.
Tilbage i 2012 udkom Winersuns andet album, Time I, efter den selvbetitlede debut i 2004. Fem år senere, i 2017, udkom The Forest Seasons, der bestod af fire numre, en for hver årstid. Det var en episk udgivelse, men manglede lige det sidste, før det kunne klassificeres som et mesterværk.
Nu, 12 år efter Time I, kommer Time II endelig. Forsanger, guitarist og sangskriver, Jari Mäenpää, er en perfektionist ud over alle grænser. Han udgiver kun noget, når han er 1000 % tilfreds med det. Det gør andre musikere sandsynligvis også, men han er mere direkte med det. Han opbygger derefter en hype omkring sine projekter, senest The Forest Seasons- og Time II-crowdfunding. Det sætter høje forventninger, så man må håbe, at de kan indfries.
Wintersuns trommeslager, Kai Hahto, blev i 2015 også trommeslager for Nightwish, efter Jukka Nevalainen måtte sygemelde sig. I 2021 blev Wintersuns bassist, Jukka Koskinen, også medlem af Nightwish efter Marco Hietala, og i 2023 annonerede Crownshift deres ankomst med bl.a. Koskinen ombord. Men både Koskinen og Hahto er stadig medlemmer sammen med Mäenpää og guitarist, Teemu Mäntysaari, der også er medlem af Megadeth. Guitarist, Asim Searah, og trommeslager, Heikki Saari, er dog ikke længere med i bandet.
Ligesom på Time I, har Time II asiatiske lydelementer, og det fungerer overraskende godt i modsætning til All For Metal, hvor det bliver alt for meget på Gods of Metal (Year of the Dragon). Specielt akustiske guitarer, andre strengeinstrumenter og diverse perkussioner giver et generelt rigt lydbillede.
Time II består af kun seks numre, hvor der er mange, lange instrumentale passager på næsten samtlige. De er smukt komponeret, men det bliver lidt halvkedeligt i længden, fordi der mangler et drive og energi. Som intro og outro fungerer de rigtig godt, men de kunne godt have haft mere vokal på. Specielt når der er så få numre på pladen.
“The Way of the Fire” og “One with the Shadow” er gode, men når ikke “When Time Fades Away” og “Land of Snow and Sorrow” fra Time I hverken i catchiness, heaviness eller episkhed. Lyrikken slår ikke igennem lydmuren, eller så er vokalen for langt tilbage i mikset, så man sidder tilbage med et spørgsmål om, hvad Jari egentlig sang. “The Way of the Fire”, “Storm” og “Silver Leaves”, der varer mellem 10 og 13 minutter, kunne sagtens være 4-5 minutter kortere, og så ville de måske have stået skarpere.
Time II kunne til nøds være seks-syv års ventetid værd, hvis den udkom kort tid efter The Forest Seasons, men under ingen omstændigheder 12 år. Det føles lidt ligesom, det bare er Time 1,5 med minimale forbedringer og højdepunkter.
Her i 2024, fire år efter Corona, forventede jeg, at isolationen og tiden efter var brugt på noget mere gennemført og overbevisende, ligesom The Forest Seasons var før Corona og deres koncert på Gimle i 2019. Derfor må Time II “nøjes” med tre stjerner.
Time II tracklist
- Fields of Snow (instrumental)
- The Way of the Fire
- One with the Shadows
- Ominous Clouds (instrumental)
- Storm
- Silver Leaves
