Anmeldelse af D-A-D: Speed Of Darkness. Udgivelse d. 4. oktober 2024 via Warner Music Denmark.

Gud beder til mennesker – ateister beder om D-A-D

Fem år er gået siden D-A-Ds sidste album, A Prayer For The Loud (2019). Siden da, har Jesper Binzer udgivet sit andet soloalbum, Save Your Soul, i 2020, de har spillet et hav af koncerter og haft en udstilling på Nationalmuseet. Så der burde være nok at arbejde med og bearbejde på det nye album. Og dét er der også…

Albummet består af intet mindre end 14 numre. Ligesom på alle andre af D-A-Ds plader, er der både stille ballader og uptempo rocknumre, men denne gang virker de mere afbalanceret (i forhold til forrige, A Prayer…).
Overordnet er hele albummet virkelig velproduceret af Nick Foss med lækker lyd og en god blanding af poppet og progget rock, med til tider bløde ballade-sangtekster, men det er okay, for resten er musikalsk ‘i orden’ – forklaring følger. 

Pladen starter ud med “God Prays To Man”, som fortsætter, hvor A Prayer for the Loud slap, bare mere rocket. Singlen “Keep That Mother Down” har flere punkter, der minder mig om “Monster Philosophy” fra 2008 i introen – det er positivt ment, fordi det er både melankolsk og kolerisk.
Bassen og leadguitaren i “Crazy Wings” og “In My Hands” blandt andre, er klassisk Stig Pedersen og Jacob Binzer, men stadig innovativt og eksperimenterende, som man hørte på Helpyourselfish fra 1995. “Live By Fire” har muligvis referencer til “Burn The Bridges” fra Behind The Seen-opsamlingen fra 2009. Sådanne referencer er altid fedt for fanboys.
“Strange Terrain” minder om “Wild Thing In The Woods” fra 2011, både i lyrik og tematik, og “Automatic Survival” minder om “Lawrence of Suburbia” fra 2005, men det er også mere end okay, fordi det lyder så pokkers godt, som det gør.

På albumlukkeren “I’m Still Here”, og de andre ballader især, giver Jacob Binzer alt hvad guitarforstærkeren kan trække, og det redder dem fra at blive (kedelige) “popslaskere af P4-format” for at bruge et udtryk Jesper Binzer selv har brugt. Der er noget ved “The Ghost”, som får mig til at høre den på repeat.

Både Jesper på vokal og rytmeguitar, og Laust Sonne på trommer og backing vokal, ligger et godt, rytmisk fundament for alle sange, uden de bliver for forudsigelige i opbygning og struktur. Der er ingen deciderede dårlige numre. Selvfølgelig er der nogle, der er bedre end andre, så det er godt gået. Der er numre, der godt kunne have været på Jesper Binzers eventuelle tredje soloalbum, men pyt nu med det.

Jeg vidste slet ikke at jeg savnede D-A-D så meget, som Speed Of Darkness åbenbarer. Jeg håber at deres kommende koncerter bliver lige så gode, med en masse af de nye, og ikke kun singlerne, så man ikke behøver at høre de gamle travere endnu en gang (ingen nævnt, ingen glemt).

Mildest talt var jeg ikke glad for A Prayer for the Loud, som jeg kun gav 2 stjerner. Retrospektivt så var jeg glad for DIC.NII-LANDAFT.ERD.ARK fra 2011 da det udkom, men sidenhen har den ikke sagt mig så meget. Så vi skal helt tilbage til 2008 og Monster Philosophy, før jeg kan finde et album, der kan matche Speed Of Darkness. Denne udgivelse er absolut et 40 års jubilæum og album nummer 13 værdigt, men det var næsten også et ufravigeligt krav for at D-A-D kunne beholde jeres relevans på den danske (rock-) scene.

Speed Of Darkness tracklist:

1. God Prays To Man
2. 1st, 2nd & 3rd
3. The Ghost
4. Speed Of Darkness
5. Head Over Heels
6. Live By Fire
7. Crazy Wings
8. Keep That Mother Down
9. Strange Terrain
10. In My Hands
11. Everything Is Gone Now
12. Automatic Survival
13. Waiting Is The Way
14. I’m Still Here