Reportage/anmeldelser fra Copenhell Metal Cruise 2024, dag 2 d. 26.01.24.

På dag to kan jeg godt mærke, at fri bar-armbånd er farligt, men pyt, op og i gang.

Foto: Magnus Karms Blichfeldt

Jamen dog, en lækker morgenbuffet, der bliver disket op med. Æg, bacon, pølser og brød i alle fantasiens størrelser. Lidt for små juiceglas, men man kan jo gå flere gange. Atter føler jeg mig pokkers privilegeret over at få alle disse goder. Så er den kølhaling, jeg har givet mig selv, er næsten til at bære.

I dag gør vi holdt i Oslo til dem, der vil strække benene og se den famøse norske butik, tidligere kendt som Helvete. Jeg må dog alligevel se mig slået af mine tømmermænd og krybe i seng i et par timer endnu. Ja, ja, man er vel kun et menneske med knæskader og tunge øjenlåg. Efter tiltrængt søvn er det tid til at finde balancen igen, for vi er her jo for at finde den gode koncertoplevelse.

Ashes of Billy

Da jeg stødte på disse fine unge drenge i Haslev som support til Cold Culture og Siamese, var jeg helt sikker på, at det her nok skulle blive til noget. Og man må sørme sige, at det går stærkt de her dage for trekløveren. The hype is real, og med fuldt fokus på Ashes of Billy er det her lige netop, hvad jeg skal bruge for at blive vækket ordentligt.

Mig og min kollega har dog lidt undervurderet præcist, hvor mange mennesker der vil ind til koncerten, og der er kun plads til et begrænset antal. Så det første stykke tid må vi stå i kø til Daniel (vokal, guitar), Johan (trommer) og Anton (bas).

Da vi bliver lukket ind, er der en cool stemning, og gruppen er godt i gang med deres grunge. Ja, det er sgu ikke en genre, der findes alle vegne i 2024, men måske præcis derfor, er det så fedt at se nogen genoplive minderne på 90’erne. Naturligvis er nostalgi alene ikke nok, holder sangene?

Med numre som “Feel You Around”, der både er catchy, rå og leveret med hæs stemme af Daniel, så rammer det her plet. Hans sang passer godt til numrene med sin egen karisma. Men attitude er heller ikke noget, de andre medlemmer mangler. Der er god bevægelse på scenen, og man bliver jo helt misundelig på, hvor legende let de får det hele til at se ud.

Omkvædene skal af og til høres igen, før de sidder 100 %, men det kan også være et plus, at det ikke er alt for poppet. Der er jo rock & roll, vi har med at gøre. “Obscene” er endnu en omgang beskidt musik, dog befinder Daniel sig af og til lidt for langt væk fra mikrofonen, når han synger.

Det her koncept kan kun vokse sig større, og selv når det bliver en smule forudsigeligt, er det her leveret med så meget charme, at man ikke kan undgå at ryste håret frem. Vi groover i mål, og en guitar smadres på vej væk fra scenen. Tak for nu og på gensyn. Gad vide, hvor mange år der går, før de spiller på Hades på Copenhell?

Gloryhammer

Jamen, jeg er jo en power metal-sucker i allerhøjeste grad. Og det her projekt har jeg altid haft en stor svaghed for. Klædt ud som de billigste cosplayer, synger og spiller Gloryhammer om at være rumriddere og slås mod onde enhjørninger og troldmænd i universets mørkeste afkroge. Alt sammen gjort med den allerstørste selvironi og humor. Dannet af Christopher Bowes fra Alestorm i 2010, har de udgivet fire albums i sagaen om at forsvare kongeriget Fife imod den grumme troldkarl, Zargothax.

Den nyeste udgivelse, Return To the Kingdom of Fife (2023), er også første plade uden den originale forsanger, Thomas Winkler, også kendt som Angus Mcfife. Han optræder nu solo under navnet Angus Mcsix. I hans sted er Sozos Michael nu at finde bag mikrofonen. Sammen med The Hollywood Hootsman (bas, backing vokal), Ralathor (trommer) Ser Proletius (guitar, backing vokal) og Zargothax (keyboard, guitar) skal vi ud på en galaktisk og tumpet rejse. Jeg har set bandet mange steder gennem årene. Amager Bio var mit første show i 2019 sammen med Powerwolf, og ellers så har både Copenhell og Wacken Open Air lagt scene til Gloryhammer. Nu skal slaget stå til søs.

Der er ikke helt fyldt, men måske fik folk festet nok dagen før til bandet? Men ufortrødent kaster de sig ud i “The Siege of Dunkeld (In Hoots We Trust)”, “Gloryhammer” og “The Land of Unicorns”. Et koncept så dumt som dette kunne ikke holde uden nogle meget solide sange til at understøtte de tossede tekster. Men hooks og fest sange har bandet jetpacken fuld af, og jeg er hurtig i hopla. Men gæsterne skal lige varmes op, og stemningen er lidt sløv, må jeg indrømme.

Skidt med det, jeg skal danse, og til “Angus Mcfife”, The Hollywood Hootsman” (hvor bassisten skal bunde en øl inden) og “Goblin King of the Darkstorm Galaxy” får jeg min vilje, og der begynder også at komme noget bevægelse nede på gulvet. En lille pit starter, og det ligner en fest.

Dog må jeg indrømme, at siden dette er min tredje koncert med Michael bag mikrofonen, kan jeg nu sige med sikkerhed, at Winkler bare var bedre. Der mangler ikke teknik i deres nuværende vokalists stemme, men noget mere personlighed og dramatisk flair til at løfte denne del af showet. “Universe On Fire” er dog så genialt skrevet i sin disco-opbygning, at jeg synger og griner, som om at jeg ikke havde drukket i går.

Gloryhammer var en af hovedårsagerne til, at jeg skulle med ud at sejle i år, men jeg må alligevel komme til den konklusion, at dette ikke var det mest storslåede teater, jeg har set med dem. Det er aldrig dårligt, til det har musikerne for meget talent, men ej heller nåede det fordums storhedstider.

Mercenary

Et klassisk, dansk metalband, som jeg har genfundet kærligheden til. Særligt under deres Hotel Cecil-koncert i år. Jeg har ligesom lært at nyde det nyere materiale og omfavne det med en voksen glæde i forening med mit teenage-jeg, der voksede op med de første plader.

Og med materiale som “Through Our Darkest Days” fra Through Our Darkest Days (2013) og “Burning In Reverse” fra Soundtrack To the End Times (2023) står bandet storslået stærkt med Rene Pedersen (bas, vokal) i front. En mand, der med ét blik fanger dig og får dig til at føle dig inkluderet på en særlig måde i de mange smukke guitarsoloer og vidunderlige detaljer, der alle dage har gennemvædet Mercenarys musik.

Da “Lost Reality” fra mit favoritalbum, The Hours That Remain (2003), bliver spillet, er jeg simpelthen noget nær lykkelig. Den sang betyder utroligt meget for mig, og jeg bliver helt rørt i mine tanker af at dedikere den til mennesker, der ikke længere findes på samme måde længere.

“Soul Decision” fra samme plade sætter gang i bevægelsen på gulvet, og det stopper ikke resten af showet. Guitaristerne, Martin Buus og Jakob Mølbjerg, tryller på deres guitarer for os og leverer en eminent udgave af “The Endless Fall” fra Architect of Lies (2008). “Where Darkest Souls Belong” er et rørende nummer, jeg har lyttet til mange gange i år, og som for mig er symbolet på min genfundne fandom af gruppen. Jeg trækker på min sidste energi og overskud, og Mercenary belønner min indsats med et af de bedste shows på skibet.

Aalborgenserne lever i en alternativ virkelighed, hvor der sættes meget få grænser for kreativiteten i deres livsbekræftende melodic death metal. Dette fik de atter demonstreret med bravour. Skulle man tage til Helsingør i december for at se dem igen, inden året er omme?

Afslutning

BEAST spiller atter grumt op til moshpit med en setliste, der graver dybt ned og blandt andet lukker med “Ego Te Absolvo”. Men jeg er flad og må trække imod sofaen og se det sidste siddende med en stille øl. Efter en cola må jeg ned at sove. Endnu en aften i selskab med Pallbearer må jeg også springe over.

Der har også været så meget godt, at det halve kunne være nok. Copenhell Metal Cruise er en unik oplevelse, og da jeg vågnede om søndagen, kunne jeg sagtens have taget en dag til.

Som vi går i kaj, ser jeg tilbage på nogle dage, jeg i årevis har sagt nej til grundet økonomien. Men med alle de mange gennemførte tiltag på båden og de luksuriøse omgivelser og cuisine kunne jeg absolut godt finde på at betale for hele molevitten næste år.

Nu skal jeg sove og skrive lidt, før der er Within Temptation inde i Falconer Salen. Tak for nu og muligvis på gensyn!