”Far-metal med behårede løg+duga samt Polsk djent med kant på!”
1000Fryd er sådan et af de der små spillesteder i Aalborg, som der bare oser af charme. Når stedet ikke agerer koncertsal, fungerer det også fortrinligt som bar, bemandet af ALLE slags typer.
Act of Cohesion
Koncerten byder lige fra startskuddet på fortrinlig lyd, god stemning og en klar følelse af hjemstavns-stolthed fra alle på scenen. Første nummer, Changing Times, giver den der rare følelse i maven af lige dele lækker spade, kudos til Allan Frandsen (Dime-Allan fremover) for svedig solo, enormt catchy melodier og riffs fyldt med power. Det er bare døj’ lækkert!
Herefter skrider vi over i nogle nye numre stadig med fed udførelse og overbevisende performance, men her begynder øjnene og ørerne også at vænne sig til bandet på scenen, hvilket minder mig om, hvor ubestridt fedt det ser ud at have en højrehåndet guitarist på den ene side af scenen samt en venstrehåndet på den anden. Det fungerer fantastisk! I gamle dage var det at være venstrehåndet i nogens øjne et omgående tegn på, at vedkommende var en tyv eller anden form for kriminel. I dette tilfælde har lefty-guitarist Henrik Mortensen ikke stjålet noget af hvad, jeg ved. Til gengæld ligner det, at manden lever på kaffe og sukkermadder for overbevisende headbanging og generel indlevelse kører i tredobbelt tempo af resten af bandet, men ikke på nogen dårlig måde. Her oveni spilles der også nogle ganske overbevisende soli!
Henrik #2 (Weide), som der både skøn-synger og skriger i lige mængder, har øjensynligt publikum i sine svedige håndflader fra starten af. Flere af de lokale griner med på vittighederne imellem numrene – også da Saturday Night Live lige kommer på besøg i form af MEGET mere ko-klokke!
At være en vittig frontmand er i mine øjne en fantastisk egenskab. At kunne tage sig selv mindre seriøst i et musikmiljø, som der nogen gange bliver meget elitært og prætentiøst, er simpelthen livsgivende. Til gengæld var der her til aften enkelte passager, hvor stemmen simpelthen ikke ville følge hr. Weide til de højder eller dybder, som han gerne ville have den til. Dette resulterede i nogle lidt lunkne vokaler til tider, specielt da denne dårligdom var ”reserveret” til de lange og/eller bærende skrig og dybe råb. Meget få gange skulle stemmen knække i løbet af koncerten, og resten af sættet bar heldigvis ikke præg af hverken udmattelse eller lignende. Masser af sved, men ingen træthed!
Rytmesektionen i form af bas og trommer kører op i en fantastisk enhed. Bassist, Ronni Bech, er en klippe i lydbilledet såvel som den fysiske præsentation. Stramt bliver der spillet skiftevis med både fingre og plektre, men til gengæld er fokuset så skarpt, at han måske glemmer, at han har to sunde ben at gå rundt på. Ikke at der er meget plads at tage af på 1000Fryds beskedne scene specielt ikke, når man er fem voksne mænd samlet deroppe, men her var næsten komplet stilstand.
Thomas Andreasen på trommerne hjuler bare derudaf. Generelt har jeg stor respekt for metallens tøndetæskere på grund af fart, stamina og alt mulig andet, som jeg ikke selv har, men når disse tæske-maskiner endda også har lidt gråt i hår og skæg, så er der lige ekstra pluspoint at hente!
