Anmeldelse af Nirmata – Averno. Udgivelse d. 5. september 2025 via Last Mile Records.
Som Shakespeare og Hamlet sagde: “To be or not to be, that is the question” – det er også Nirmatas store spørgsmål.
Når der i presseteksten om Nirmata og Averno står, at et sted mellem Dizzy Mizz Lizzy, Vola, Karnivool og Katatonia findes denne udgivelse, giver det høje forventninger. Så det var med en vis portion spænding, jeg tændte for Averno.
Lad mig starte med det positive: Forsangeren, Victor Isager Høvring, både synger og lyder rigtig godt. Det er tydelig inspiration fra Tim Christensen, men ikke i Dizzy Mizz Lizzy, men mere som på solopladerne i 2000’erne. Både Secrets On Parade (2000) og Honeyburst (2003) høres, og Christensens fascination af John Lennon høres også i vokalharmonierne og poetikken. Man kan også fornemme hint af Asger Mygind fra Vola og Jonas Renkse fra Katatonia, og deres lyse stemmer som inspirationskilder. Enkelte steder kan man godt høre, at stemmebåndet anstenges, hvilket giver en tiltrængt råhed, f.eks. på “Feed The Wolves” og “Black Rain”, men jeg vil have mere inferno og ild!
Så langt, så godt. Men når man lytter til melodierne og det musiske, minder det mere som et pop-rockband, end et rock-/metalband. Der mangler ganske enkelt noget mere progressivt, tungt og distortion på guitaren, og noget mere tyngde i rytmerne på trommerne og bassen, som betjenes af henholdsvis Andreas Ahrenst Foverskov, Jacob Vejter Ottosen og Ross James McPherson. Dizzy Mizz Lizzys kombination af Gojiras komplekse lydunivers og Jesper Binzers mere poppede vokal, der dog stadig kan skråle og være vred, er et rigtig godt miks for folk, der både kan lide hard rock og prog-metal. Det bliver også forudsigeligt; Når man har hørt første halvdel af pladen, har man også hørt den sidste halvdel; det udvikler sig simpelthen ikke nok.
Nirmata betyder skaber på sanskrit, hvilket (også) er meget poetisk, men jeg tror, at de kunne være endnu mere kreative og nyskabende ved at læne sig knapt så meget over 00’ernes pop-rock, og skabe deres egen hybridgenre og -miks. Man kan ikke rigtig kalde Averno et fuldlængde LP, men mere et mini-LP, ligesom Afterlove/Mirza Radonjicas Copenhagen Closure fra tidligere i år. Der mangler to eller tre numre, hvor skivens højdepunkt nås, ligesom Dizzy Mizz Lizzys “Amelia” part 1-5. Men godt begyndt, næste gang må det gerne blive bedre fuldendt.
Averno trackliste
- Faceless
- Dancing on the sun
- Ministry of pain
- Feed the wolves
- Black Rain
- The Arrival
- Inferno
