Rædselskabinettets makabre ceremoni

Jeg har ikke været til koncert siden Næstved Metalfest 2025. Det var på alle måder tiltrængt at komme tilbage til mit safe space. Et komplet udsolgt Lille Vega stod for skud. 

Mouth Wound

Jeg har før stiftet bekendtskab med Trine Paaschburg og hendes noise drone-projekt. På BETA som support for Negative Gears og Of the Wand & the Moon havde det bedre rammer, end da hun optrådte i Pumpehusets Byhave. Siden sidst er der kommet et nyt album i januar Tallow (2025). Hvor ville Mouth Wound ende på den største scene og med det største publikum jeg har set Paaschburg optræde på og for indtil videre?

Sløret i rødt lys kommer hun ind til sin mixerpult. Således føres vi ind i den håbløse verden, som Mouth Wound eksisterer i. Den eksperimentelle ambient der som en deprimerende skygge omslutter os er uigennemtrængelig. Sløret i det slæbende støj hvisker, synger og skriger sangerinden med masser effekter. Det her er ikke musik for alle, nok ikke musik for de fleste. 

Det er så kompromisløst, at man skal have et meget åbent sind og selv der er det en udfordring at lytte til. Jeg selv har for længst erklæret mig som fan, men den holdning deles ikke af mange herinde. Der snakkes højt og næsten uafbrudt bagved, og dette er et meget forstyrrende element, når det i høj grad kræver koncentration at se Mouth Wound. 

Et næsten pc-agtigt lydende breakdown sætter fokus på, hvor kaotisk denne sanseoplevelse er. For selv om det er langsomt, så besidder seancen et hårrejsende tema, hvor man kan føle sig helt usikker på, hvor vi er på vej hen. Det er en fed følelse at få. Det kræver en del at ramme sådan en nerve.

Men det kræver at man er modtagelig og det var gæsterne ikke i Lille Vega. De er her for WCS og udvandringen nede bagved var mærkbar. Mere spilletid kræves også, for det er nødvendigt med tilvænning til at synke ned i materialet.  Jeg tror også, at Mouth Wound er en oplevelse der er bedre i mindre rammer hvor det mere intime forhold er i fokus. Der kan man fordybe sig eller blive fortabt langt bedre og det fortjener musikken. 

Witch Club Satan

Siden deres optræden på A Colossal Weekend 2024 hvor jeg også så Johanne Holt Kleive (trommer, vokal), Nikoline Spjelkavik (guitar, vokal) og Victoria Røising (bas, vokal) er de blevet lidt af et fænomen herhjemme. De spillede et udsolgt Rust med support fra Vulvatorious, hvor jeg også var med. Der var for proppet i Store Vega, da de varmede op for John Cxnner + det uigennemtænkte floorshow gjorde det ikke bedre (senere stod de på den store scenen til sidst). 

Deres optræden på Copenhell 2024 + dette års Roskilde Festival igen, sammen med Ejlersen Brødrene, cementerede, at de har skabt sig noget af navn herhjemme. Nu er de vendt tilbage til hvor det hele startede. Deres berygtede ry også uden for metal miljøet, oplever jeg i aften som en lidt blandet landhandel. 

For der er en del “turister” hos publikum. Jeg vil ikke lyde en halvgammel, elitær tumpe, men jeg er nervøs for hvor mange der er kommet for spektaklet alene + lidt bar hud og ikke vil sætte pris på artisterne og deres vision. Manglende koncertmanerer viser sig ved folks store uvilje til pænt at flytte sig når man vil væk eller forbi. Jeg håber ikke det kommer til at påvirke showet alt for meget. Er Witch Club Satan mon blevet for store til deres eget bedste? På den anden side har det også sin fordel, at man kan åbne andre folks øjne for black metal og hvad der hører med. Nå nok om det.

Der er fyldt til randen, men jeg finder en god plads oppe foran til venstre med mine venner. Bag på væggen er en skov projekteret. Kleive stiller sig ved trommerne og stønner ondt imens hun slår taktfast.  Ud fra døren hvor jeg står tæt på kommer de andre kvinder ud med røgelse i hænderne og går march gennem mængden. I corpsepaint og med deres hvide strikkede kostumer ejer de en aura af mystik og gæsterne er overraskede og spændte på hvad der er i vente. 

Vi bliver kaldt til sabbat, da alle heksene står på scenen og deres skrig er lige så primale og intense som jeg husker. Med harme i stemmerne bliver vi revet over i forskellig grad af “Birth”, “Wild Whores”, “Mother Sea” og “I Was Made By Fire” alle fra debutalbummet Witch Club Satan (2024). Specielt når de messer i kor eller både makabert og uskyldigt fortæller gysende fabler, så bliver jeg mindet om hvor afvekslende de formår at hive os ind i deres feministiske agenda. 

For ja, det er et nøje koreograferet show hvor der ikke er overladt meget til tilfældighederne, men tag ikke fejl. Der er et budskab og nogle stærke holdninger som man ikke kommer udenom. Frigørelse fra kønsnormer og opgøret med de gamle konservative systemer emmer ud af Witch Club Satan lige så meget som deres second wave black metal rødder. 

Når “Black Metal Ist Krieg” indledes råbende om at der ingen tolerance eksisterer over for det umenneskelige folkemord i Palæstina og at “black metal is war against war!” så kan det ikke understreges nok at det politiske aspekt er dybt forankret hos WCS og uundgåeligt. Et vigtigt standpunkt at tage. 

De iskolde soloer sidder i skabet, men det er det samlede billede, der skaber det intense indtryk jeg får hver gang jeg ser WCS. De okkulte symboler, blodet der smøres ud og kostume skiftene til bandager, parykker og bestialsk pynt føles aldrig som sensationelt teater. Der er en rød ærlig tråd der holder sammen på det ekstreme udtryk og ganske vist har deres konfronterende og grænsesøgende koncerter skabt meget af deres ry, men det er gjort med et mål der ikke handler om tom opmærksomhed. 

Det er forfriskende autentisk i en tid hvor det ikke altid er nemt at finde disse seriøse afstikkere, selv inden for heavy metal og black metal. Røising er højgravid og imens hun skrigende gør sin vilde del i “Salvation”, “Hysteria” og den nye single “You Wildflower” må man helt stå i ave over den kvindelige skaberkraft der stolt fremviser sin krop og sin kunst i perfekt symbiose med hinanden. 

En sang som “Fresh Blood, Fresh Pussy” er dunkel, hedensk og vital på alle de rigtige måder. Skiftende er musikerne ude på kanten af scenen, ude på gulvet eller crowdsurfer. Hvinende og i påkaldelser af dyriske magter kommanderer WCS Lille Vega med stor autoritet. Et højdepunkt er da der skiftes til techno og det kun optimerer deres vildskab. Jeg håbede kort på, at John Cxnner ville vise sig. Et sidste lille moshpit hopper jeg entusiastisk ind i. 

Der går lidt for lang tid med outro musikken så flere af os tror at der er chance for et ekstra nummer og fansene tramper i gulvet for mere, men ak nej. Til gengæld opførte alle sig pænt hvor jeg stod, så mine bekymringer for den del blev gjort til skamme. 

Jeg har set meget af det her før, derfor er det netop så fascinerende at WCS atter tryllebinder mig med deres mørke magi og de forskellige provokerende akter i deres visuelle og soniske ceremoni. 

Se galleriet af Joachim Vilholm Vilstrup herunder