Anmeldelse af: John Cxnnor. D. 8. februar 2025 i Store VEGA, Kbh.
Sovetimen er overstået, og børnehaveklassen er klar til legemodulet, der i aften bliver afholdt i Vega
Foto: Joachim Vilholm Viltrup
John Cxnnor er en institution, og efter deres koncert på Copenhell sidste år er John Cxnnor blevet mere af et fænomen, end de allerede var i forvejen. Når det elektroniske krydstogtskib strømmer ind på et spillested med gæstemusikere fra alle hjørner af den danske metalscene, er det ikke noget, man vil misse.
I aften i Vega var sandelig heller ikke en koncert, du ville have misset, og hvis du gjorde, kan du godt begynde at omfavne din FOMO gevaldigt, så du sørger for, at du ikke misser dem, næste gang de spiller.
Alle vennerne er samlet, og det er den sædvanlige rekruttering i form af Kim Song Sternkopf fra MØL, Mai Øvlisen fra Meejah, Victor Kaas fra Eyes, Benjamin Clemens fra SYL, Thomas Burø fra Tvivler, Andreas Bjulver fra Cabal samt alle Hiraki-gutterne. Yderligere er norske Witch Club Satan og orkesteret fra Heilung også med, der supplerer med skrig og ritualistiske kampsange.
Ved en så ublu magtkraft, der er John Cxnnor, føles intet tidspunkt som om, det er reserveret til pusterum eller hyggesnak mellem numrene. Det er konstante energiudladninger i tårnhøje frekvenser, hvor hver musiker gang på gang får lov til at have deres spotlight; som hver gang Mai Øvlisen træder på scenen og stjæler alt opmærksomhed i hendes futuristiske superskurkagtige påklædning og onde, cirkulære solbriller eller når Benjamin Clemens og Thomas Burø råber så kraftigt, at lungekapaciteten er ved at svigte dem på den pompøse technoudgave af nummeret “pligt”.
Selvom John Cxnnor konsekvent opererer som en centrifuge, synes jeg ikke helt, at koncertens højdepunkter kommer op og skraber samme niveau som koncerten på Copenhell. Man skal dog ikke se bort fra, hvor helt ualmindeligt effektive bandet stadig er på scenen, og hvordan Viktor Kaas og Andreas Bjulver i samspil formår at kommandere med alle fra scenen og skabe et konfrontatorisk indtryk, også selvom man står helt nede bag i. De formår i hvert fald at få koordineret den største wall of death, Vega højst sandsynligt nogensinde har oplevet.
“Fuck det der robådsshit!”
Der er dog en anke ved aftenens koncert. Det er en anke, der ikke ligger hos bandet selv, men fremmødet. Det er uundgåeligt, at pitten kommer til at være sprængfarlig til en John Cxnnor-koncert og at intimitetserklæringer hengivent bliver udleveret i form af albuer og crowdsurfede kødblokke. Men selvom de vilde præmisser er etableret uden – alt for formelle – retningslinjer, er der stadig vise etiketter, når det gælder moshpits, som der helst skal overholdes, så der også er plads til den gode stemning.
Her er der altså ikke tale om, det faktum, at folk begynder at starte en robådspit, som Viktor Kaas italesætter fra scenen for at gøre plads til den kolossale wall of death. Ja, det er fjollet, men det skader ingen. Det, der er tale om, er, at massepsykosen af en menneskemængde decideret gik hen og blev hensynsløse meget af tiden, hvor det hverken er fedt eller sammenholdende, at stå i den svedige menneskemængde og kunne mærke pulsen fra John Cxnnors vanvidstechno samt sveden, øllen og albueskubne fra de andre koncertgængere.
Det er selvfølgelig ikke bandets skyld, at publikum agerer sådan her, men det går desværre ud over helhedsoplevelsen. Måske er det resultatet af blandingen af de bøvede stereotyper fra både metal- og ravekulturens sider, der har samlet sig i dag og kontrasterer de koncertgængere, som godt kan finde ud af etiketten.
John Cxnnor kører stilen kreativt og præcis, som de gerne vil have det. En sammensmeltning af folkambiance, der ubesværet kan skiftes over i technostøj og dommedagslydvægge af skrig, skjoldslag og spydstampninger er ikke usandsyndeligt, så længe John Cxnnor kan forestille sig det. Selvom det ikke bliver en lige så hæderlig optræden som den på Copenhell, kører de alligevel på høj intensitet og er indkapslingen af en musikalsk overdosis.
Fotos af Joachim Vilholm Vilstrup herunder
