En gåtur i den glemte haves afkroge

Mouth Wound

Jeg havde 1 gang før oplevet Trine Paaschburgs soloprojekt. Det var i Pumpehusets Byhave sidste juli sammen med Offernat. Dengang var min interesse vagt, men jeg følte også at hendes eksperimentelle musik ikke passede ind under åben himmel om sommeren, midt om dagen. Mon ikke det dunkle lokale på Amager ville gøre mere for Mouth Wound.
Med 2 EP’er bag sig, Nebulae (2019) og I Don’t Know How To Fit Into This World Anymore (2020) + 2 fuldlængde albums Nothing Will Belong To Us (2024) og TALLOW fra i år er der rigeligt med materiale vi kan blive præsenteret for i aften. 

Paaschburg står alene på scenen foran sit elektroniske udstyr og via hendes blide stemme bliver vi guidet ind i et dystert mareridt der består af en uigennemtrængelig lydmur af noise og drone elementer fusioneret sammen til noget forstyrrende og trance dannende.  Det blå lys fra lamperne viger kun når Mouth Wounds ansigt oplyses nedefra af rødt. Vokalen har flere lag af effekter over sig, og det klæder sangerindens udtryk og kontrollerede kaos. Der snakkes ikke til publikum, denne her slags musik er her for at udfordrer dig og ikke nødvendigvis invitere dig indenfor med åbne arme. 

Det går fra blid røst til hæse skrig, der sender en gysen ned ad ryggen på os og den diverse vokal går videre i en messende oplevelse, det står i stærk kontrast til den til tider hysteriske og næsten hadske dimension som vi befinder os i. Det er ét langt nummer, der næsten kommer til at virke nedbrydende for sindet såvel som hørelsen. For der er skruet højt op for denne omgang dark ambient og det er skam heller ikke alle der bliver til hele seancen. 

Jeg er selv meget fascineret af den her slags undergrundsstøj og jeg nyder de slæbende passager såvel som de skærende high pitch stykker vi overfaldes med. Denne her slags musik kræver i høj grad et åbent sind samt koncentration. Det bliver måske lidt langtrukkent til sidst, men som larmen foretager sig og Paaschburgs både smukt og dystert synger “what if we had to do it all over again” så må svaret være at jeg gerne lader mig synke ned i mørket med Mouth Wound i fremtiden. 

Negative Gears

Hele vejen fra Australien kommer næste band. De har udgivet 1 EP 12 (2019) og 1 album Moraliser (2024) og spiller en afart af post-punk. Der er en fed retro vibe over musikken og ens tanker falder hurtigt på både Joy Division og The Cure. Deres sanger har en skøn energi og danser og hopper rundt på scenen. Guitaristen fungerer også som backing vokalist og et keyboard er med til at levere noget atmosfære over løjerne.
Jeg ved ikke hvor kendte Negative Gears er i Danmark, men med en kombination af flabede melodier, drævende sang, præcise trommer og fremtrædende bas formår de at få gæsterne til at bevæge sig til deres energiske rock. Også selvom der holdes en vis afstand til scenen af publikum. 

Gruppens optræden er smittende og bifaldet de modtager er ikke til at tage fejl af. Heller ikke her snakkes der til os. Det virker til at bandet er dybt inde i deres eget univers og denne form for indlevelse er skøn at opleve. Der er flere temposkift, men for det meste er missionen at det skal gå stærkt og dette lykkes i høj grad. 

Da koncerten slutter kunne jeg sagtens have nuppet 3-4 sange til, ikke at jeg fik navnene på nogle af de andre numre i aften, men det var heller ikke nødvendigt, Negative Gears formåede at skabe en fest hvor flere røster var ganske imponerede bagefter af deres heftige miks af rock, post og punk. 

Of the Wand & the Moon

Dannet i 1999 har Kim Larsen (vokal, guitar) udgivet intet mindre end 6 albums og en god bunke EP’er og singler. I 1999 så debuten Nightime Nightrhymes dagens lyst og senest udkom EP’en Behold the Trees (2023).
Jeg har stiftet lidt bekendtskab med dette projekt før da Of the Wand & the Moon varmede op for Anna Von Hausswolff i 2019 i Pumpehuset. Dengang var jeg dog ikke så fokuseret som jeg burde have været på opvarmningen, så jeg så frem til en revanche.

Mikrofonstativet er dekoreret med blomster og et nodestativ er placeret ved siden af Larsen. Hans sessionmusikere står koncentrerede, som vi åbner op for en stille og melankolsk verden af neofolk. Der er en inderlighed over den akustiske guitar og keyboardet, der væver en fortryllende verden for mit sind. Det her er langt fra heavy metal, men alligevel så leder mine tanker mig hen på stunder, hvor Katatonia kunne have fulgt med og sørme om ikke jeg også får fornemmelsen af lidt Nick Cave & the Bad Seeds nu og da som jeg lukker øjnene og vandrer i glemte minder. 

Det er store sammenligninger i min bog og ikke noget jeg smider let om mig med. Også selvom lighederne kun delvist er en del af musikken hos headlineren. Det er en rolig introvert oplevelse og de spoken word-passager der dukker op er med til at gøre det endnu mere tænksomt at være vidne til dette show. Det er ikke en depressiv stemning vi står i, snarere et sted hvor der er plads til at trække vejret i ro imens vi finder balance i os selv imellem elektrisk guitar, bas og lidt Leonard Cohen vibe. 

Kommer man for tonsvis af distortion og aggressive trommer går man forkert i byen, men har man mod på noget sælsomt og anderledes, så vil man finde mange detaljer og gemte fænomener hos Of the Wand & the Moon. Vi snydes dog ikke for noget eminent guitarspil, da en afsluttende solo er et højdepunkt, der eksekveres med både passion og en flot sans for imødekommende illusioner fra barndommens krinkelkroge. Jeg har mine egne visioner i aften og lod min fantasi gå på opdagelse uhindret.