Kaotisk kunst og harmonisk hærværk

Lørdag aften var jeg i biografen og se kunstfilmen “Portræt af en kvinde i flammer” – det var egentlig en flot film, men efter min mening var den ikke abstrakt og actionfyldt nok. Det kunne man just ikke beskylde søndagens film med Thy Art Is Murder og resten af det store koncertprogram i Amager Bio for ikke at være.

I Am

Amerikanske I Am er en anelse mere trash end deathcore – såkaldt Texas Death (ja, de er fra Texas) – men med samme djævelske undertoner som “almindelig” deathcore. Aftenens koncert indeholdte monotont growl og tunge riffs. Desværre var de lige så lidt unikke som deres navn, og i løbet af de 30 minutter, de spillede, fandt man aldrig rigtig ud af, hvem/hvad “de er”.

Sætliste:
Texas Death
Paid in Sin
Sacred Cries
Burn Slow
Hard 2 Kill
Peel Back the Skin
Grindstone

Rivers Of Nihil

Rivers of Nihil var sammenlignet med I Am en my mere melodisk og besad en lidt tydeligere vokal. På “The Silent Life” var der en saxofon på backingtracket, hvilket lød virkelig fedt, omend ærgerligt at det ikke var live. Det gav dem noget unikt og skilte sig positivt ud fra I Am. De var derfor også mere “catchy”, og koncerten virkede mere vedkommende.

Sætliste:
Old Nothing
A Home
Death Is Real
Sand Baptism
The Silent Life

Fit For An Autopsy

Albummet The Sea Of Tragic Beasts er ikke så tragisk, som titlen ellers antyder, men det er et bæst af en plade. Der er et hav af vilde riffs, growls og trommeslagtning, og Fit For an Autopsy er langtfra klar til obduktionsbordet – heldigvis. Det viste de også til koncerten, hvor introen til “Warfare” var en båndet tale om det amerikanske demokrati og præsident. Selvom det måske var et billigt trick, virkede det alligevel virkelig godt. “Heads Will Hang” og “Black Mammoth” peakede, hvilket både kunne høres over højtalerne og ses på moshpitten.

Sætliste:
The Sea of Tragic Beasts
Warfare
Mirrors
Heads Will Hang
Black Mammoth

Carnifex

I 2019 udkom Carnifex’ album World War X, som var et ondt mesterværk til 4,5 stjerner, hvor Alissa White Gluz (Arch Enemy) og Angel Vivaldi var gæstesolister på henholdsvis “No Light Shall Save Us” og “All Roads Leads To Hell”. Pladen var i min optik en smule bedre end Thy Art is Murders Human Target og næsten lige så god som Slipknots We Are Not Your Kind og Soilworks Verkligheten. De to sidstnævnte var efter min mening de bedste albums, der blev udgivet sidste år.

Til lyden af automatvåben, eksplosioner og “World War X” satte Carnifex gang i (døds)festen, der var stærkt krydret som en god chili con carne. Efter vi blev drunknet i blod, fik vi singlen “No Light Shall Save Us”, hvor man kun minimalt savnede førnævnte Alissa White Gluz, der dog var med på backingtrack. Minikoncerten blev afsluttet med “Hell Chose Me”, og det virkede, som om at samtlige koncertgængere havde tilvalgt Carnifex. Måske skuffede de mig en anelse, fordi jeg gerne ville have hørt flere nye numre end bare to, men det er vist et såkaldt luksusproblem. 

Sætliste:
World War X
Slow Death
Hatred and Slaughter
Drown Me in Blood
No Light Shall Save Us
Die Without Hope
Lie to My Face
Hell Chose Me

Thy Art Is Murder

Akkurat som World War X ramte Human Target nærmest bullseye. “Make America Hate Again”, “Death Squad Anthem” og “Welcome Oblivion” gjorde alt ondt værre (ergo; bedre), og man blev fyldt med en masse livsglæde efter at have hørt sådan en satans god skive.

I pausen mellem Carnifex og Thy Art is Murder blev der spillet mange forskellige sange; alt fra Metallica til Eminem, Queen og Vengaboys. I de andre pauser blev der primært spillet Gojira, så det var virkelig komisk, at det pludselig var så poppet.
Måske derfor var kontrasten endnu større, da “Death Squad Anthem” blev blæst ud af højtalerne, og man blev blændet af skarpt modlys.

Allerede ved andet nummre, “Make America Hate Again” var der gang i gryderne og alt var på kogepunktet, mens forsanger, Chris “CJ” McMahon, hang ved sit unikke mikrofonstativ, ikke helt ulig Ivan Moody (Five Finger Death Punch) eller Jonathan Davis’ (Korn). CJ har nemlig et skelet stående/hængende, hvilket er lige dele kikset og cool. Undervejs viste tre store storskærme diverse videoklip og animationer, hvilket var grafisk flot og gav et nyt lag. Død, SoMe, natur, klima, flygtninge, religion/kristendom/katolicisme og Ku Klux Klan blev vist uden hverken censur og omsvøb, og det underbyggede sangene på meget fornem vis. Hvis man ovenikøbet havde svært ved at høre lyrikken, hjalp klippene med at forstå budskabene, hvilket jeg satte pris på.

Lidt over halvvejs inde i koncerten takkede CJ oprigtigt alle de fremmødte for supporten på MySpace og internettet og til deres landsmænd i Parkway Drive, og det er sjælent, at jeg hører en så hjertelig takketale til en metalkoncert – respekt for det. 

Ligesom der er en hårfin grænse mellem had og kærlighed, er der også en meget tynd linje mellem kunstværk og hærværk. Nogle gange er der både kunst og hærværk – ligesom i aften – og det er også dér, musik bliver mest interessant at lytte til. Kunst skal ødelægge, provokere og stille spørgsmål, ellers er det helt ligegyldigt. Men det er meget subjektivt. Thy Art Is Murder knuste kunsten, og publikum elskede det. Måske skulle der bare have været et enkelt supportband eller to færre.

Sætliste:
Death Squad Anthem
Make America Hate Again
The Purest Strain of Hate
Human Target
Eternal Suffering
Dear Desolation
Fur and Claw
Holy War
New Gods
The Son of Misery
Puppet Master
Reign of Darkness
—
Chemical Christ

Se billeder fra fotograf Mark Stoumann her: