Anmeldelse af Brat d. 20. juni 2025 på Gehenna, Copenhell

Fredag eftermiddag bød på bimboviolence og grindcore-aerobics, da Brat besøgte Danmark for første gang.

Foto: Mikkelsen Photo

Brat-koncerten har været hypet ret meget op i min omgangskreds, og jeg glædede mig meget til at se hvad de kunne levere. Grindcore er ellers ikke en genre jeg er særlig glad for, men med deres æstetik og sangtitler, tænkte jeg, at det ikke kunne være heeeelt dårligt.

Sættet startede med en hyperpopsang og bandet kom ind på scenen. Guitaristen havde en pink guitar og pink sneakers, så var stilen lagt. Liz Selfish træder ind i et sporty outfit med en Britney-mikrofon og ligner en popstjerne fra start 00’erne.

Der bliver lagt direkte ud i grindcore og jeg er vældigt imponeret over Selfishs vokal. Hun er en helt persona for sig selv med sine aerobicinstruktørbevægelser og vilde ansigtsudtryk. Vokalen fejler intet størstedelen af tiden, men der er nogle instanser hvor den drukner en smule i lydbilledet.

Man er ikke i tvivl om, at Brat elsker popreferencer, når der næsten mellem hver sang spilles snippets af popklassikere som “Baby One More Time”, “Material Girls” og “Everytime We Touch”. Publikum er vilde med det og bryder ud i fællessang, men bliver hurtigt afbrudt af filthy grindcore, der leverer på højeste plan. Pitten var i gang, og når der blev efterspurgt mere aktivitet, lignede det, folk lyttede.

Brat har fået sig en ny fan, og jeg giver nok grindcore en lille chance til.

Fotogalleri af Mikkelsen Photo herunder