Alice Cooper

Blandede, dystre godter på VoxHall

-

Anmeldelse af Helge + support: Ættir & Agrat, d. 14/06-2025 på VoxHall, Aarhus.

Det blev en aften med tre veloplagte band, da Helge ifølge med Agrat og Ættir lagde vejen forbi VoxHall i Aarhus.

Foto: Hvergelmir Photography

Agrat

Aftenen lægger ud med, hvad der bliver kaldt debutanter, det siger de i hvert fald selv, men jeg hører fra pålidelig kilde, at det i realiteterne er bandets andet show. Uanset, så har Agrat fuldstændig styr på deres sceneopsætning, noget som de har grebet allerede fra start, med kors på scenen hvor der selvfølgelig korsfæstes en mand med en kartoffelsæk over hovedet. Meget effektivt og imponerende at lave sådan et setup med det samme. Så går man op i æstetikken og følger den til dørs.

Normalt er denne anmelder ikke super meget til at frontpersoner skal have en persona når de performer, og tale til publikum i en anden growlende eller højere stemme. Det kunne Agrat dog godt gøre, for man ryger lidt ud af den dystre stemning, når der går lidt bøvethed i den imellem numrene. Showet taler også godt for sig selv, så her ville det måske give mening at tale mindre imellem numrene.

Agrat spiller en ret traditionel og voldsom afart af black metal, og til trods for at der ikke er synderligt meget originalitet at spore i gruppens musik, så er den udført med stor kærlighed til genren; dette står klart fra start og helt til bandet går af scenen. Spilleglæde kan mærkes og ses, hvor især gruppens guitarist lader til at have fundet venner der hjælper hinanden og ham med at blive gejlet op i løbet af sættet. Agrat har trukket et fint publikum som nyder musikken oppe på de forreste rækker, et dejligt pænt tidligt fremmøde.

Den gode energi og æstetik afspejles desværre ikke altid i gruppens sammenspil, der er i den ujævne ende. Det bliver lige utight nok til tider, slag misses og toner rammer forkert. Til gengæld så formår bandet at levere noget så sjældent som velspillet soli i black metal. Generelt virker sammenspils fejlene til at være lidt fjumre-fejl og begynder uheld.

Agrat spiller en spændende om end ujævn koncert, hvor der er sat rigtigt godt fokus på æstetikken og performancen. Der skal bare lige fokuseres det mere på musikken, og så vil dette nye black metal skud med garanti kunne komme godt ud over stepperne.

Ættir

Doom og folk metal i et skønt virvar. Dette er hvad sjællandske Ættir lægger for dagen, og dette imponerede de også ganske godt med, da jeg oplevede selvsamme band til Viborg Metal Festival sidste år. Gruppen består af hærdede folk indenfor branchen, og dette kan i den grad også mærkes.

En intro bestående af velspillet flydende cello og Nanna Barslevs lige så flydende vokal, danner rammerne for en god koncertstart. Det er i mine øjne imponerende at kunne finde rundt i denne form for ambience, at finde den egentlige takt og vide hvor man er henne i den slags, kan være utroligt svært, men Ættir får det til at fremstå som det letteste i verden.

Resten af bandet bryder perfekt ind, og så er der ellers dømt old school riffs, varierede og meget unikke vokaler, smuk cello, og lækkert opbyggende bas og trommer. Ættir er et tydeligt velsammenspillet band, der også ved hvordan sådan en koncert skal skæres. Energien er god og Barslev styrer slagets gang mindst lige så godt, som vi også var vant til det fra hende i Huldre-dagene. Den unikke vokal erstattes af og til at en mere skrigende og growlende vokal, hvilket passer utroligt godt til den mere dommedagsvarslende musik, som Ættir lægger for dagen.

Lyden er til den gode side under Ættirs koncert, men man kunne måske godt have brugt bare en knivspids mere af celloen. Til gengæld står guitaren særligt skarpt, og man mærker rigtigt det lækre crunch fra den, ligesom trommer og bas (som bliver spillet på en Bass VI, der er en mellemting imellem guitar og bas) lægger en dejlig og afrundet bund i musikken. Et sjovt instrument til denne genre.

Ættir leverer en fremragende og velspillet koncert denne lørdag aften på VoxHall i Aarhus, med masser af doomede riffs, spændende varierede vokaler, smuk cello, og masser af lækkert pondus fra et band der har enormt godt styr på, hvor de gerne vil henad med deres musik.

Helge

Aftenens hovednavn er Helge fra Esbjerg-egnen, der skal levere deres interessante blanding imellem det blackede og det folkede. Der er rigeligt af spændende elementer at hente i bandets musik, og de har også imponeret denne anmelder ved andre lejligheder, senest hvor de spillede en fremragende koncert på Huset i Esbjerg sammen med Destabilizer, Rå Løg og Maceration. I aften får de en større scene med noget bedre lyd, og ikke mindst en gæsteoptræden, så der er lagt i kakkelovnen til en fremragende koncert på VoxHall.

Besøgstallet på VoxHall har om end ikke været helt til den store guldmedalje, så er den faktisk større end man kunne have frygtet. Dog ikke så stor som de tre bands i denne anmelders øjne fortjener, for alle tre bands leverer gode koncerter på hver deres parametre. Helge får dog hevet folk lidt tættere på scenen, og der bliver også headbanget en del rundt om i salen.

Bandet spiller fremragende og dynamisk. Der er god variation i gruppens musik, og dette passer virkelig denne anmelder godt. Bandets black metal er knusende, men ikke således at melodierne går tabt. Forsanger Danny Woe varierer på fuldstændig eminent vis imellem sine fede skrig, growls og en ren stemme der bør kunne gå lige i hjertet hos de fleste. Det lyder slet og ret afsindigt godt, særligt i musikkens kontekst, og med Torsten Madsen til at støtte op med sin voldsomme og fede growls, virker Helges musik utroligt fedt her til aften. Guitarerne leveres dejligt skarpt, med lækre riffs og fede melodiske soli der griber lytteren i nakkehårene. Helge har styr på deres musik, som ganske få danske black metal bands har det.

Her kommer aftenens gæsteoptræden så ind i billedet. Nanna Barslev der tidligere på aftenen spillede med Ættir, kommer flere gange på scenen for at levere ekstra vokaler for Helge, således at vi har, intet mindre end tre sangere med hver deres ekspertise på scenen. Dette er uhyre effektivt og fungerer fuldstændigt fantastisk i forhold til musikken og især koncertens kontekst. Bandet og Barslev lader også til at være rigtigt gode til at mærke hinanden på scenen, og spilleglæde stråler ud over scenekanten og smitter af på det lørdagsglade publikum.

Helge leverer en koncert i høj, høj klasse denne aften på VoxHall, og man står tilbage med ønsket om at flere mennesker burde opleve dette, især under disse gode forhold, som VoxHall altid danner rammerne om. Med fed black metal skal kedelig lørdag bekæmpes, og netop sådan bekæmpede Helge denne lørdags kedsomhed for de som valgte at tage på VoxHall.

ANTAL STJERNER

Agrat
Ættir
Helge

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af Helge + support: Ættir & Agrat, d. 14/06-2025 på VoxHall, Aarhus. Det blev en aften med tre veloplagte band, da Helge ifølge med Agrat og Ættir lagde vejen forbi VoxHall i Aarhus. Foto: Hvergelmir Photography Agrat Aftenen lægger ud med, hvad der bliver kaldt debutanter,...Blandede, dystre godter på VoxHall