Anmeldelse af: Porcupine Tree. Falkoner Salen, Kbh. 28. oktober 2022.
Den længe ventede gendannelse af britiske Porcupine Tree kastede en koncert af høj kaliber af sig, da gruppen endelig besøgte Danmark.
Det føles efterhånden som mange år siden, jeg for første gang satte Fear of a Blank Planet på mit anlæg og blev blæst bagover af de vilde indtryk, albummet gav mig. Det er dog maksimalt 15 år siden, da albummet udkom i 2007, men 15 år er vel også en del? Albummet må i hvert fald lovligt bolle i Danmark, hvis det da kunne det. Det kan det ikke, men bandet kan til gengæld forsøge at bolle lytterens ører helt op til klimaks, og dette sætter Porcupine Tree sig så for klokken 20:00 sharp.
Lyden er desværre enormt tarvelig inde i Falkoner Salen her til aften. Da det er mit første besøg på dette spillested, har jeg ingen anelse om, hvorvidt det er normalt herinde, men det forestiller jeg mig ikke. Trommerne tramper resten af lydbilledet totalt til jords, vokalen er til tider ørerivende skinger, og det er meget tydeligt et teknisk problem og ikke et Steven Wilson-problem. Ligeledes drukner bassen fuldstændig trommerne og kan nærmest ikke høres den første halve time. Der bliver heldigvis løbende rettet op på dette, så vi til sidst ender med et lydbillede, der er noget mere afbalanceret og ikke mindst nuanceret. Det bliver aldrig helt perfekt, men lige ved og næsten kan da også klare det.
Hvad lyden ikke klarer fra starten, gør sammenspillet dog og at åbne med ’”Blackest Eyes” fra In Absentia er fuldstændigt perfekt. Så er aftenen skudt godt i gang med et nummer med en fed puls, og som publikum brænder for at høre. Herefter giver bandet sig i kast med at spille en bred vifte fra deres nye udgivelse, CLOSURE / CONTINUATION’, som vi faktisk får serveret det hele af spredt ud over aftenens sæt. De nye sange fungerer glimrende live, omend bifaldende ikke er helt lige så imponerende, som de er, når bandet hiver det ældre materiale frem.
Vi får ligeledes oplevet et ærligt band, der formår at tage en fejl 40 på humoristisk vis, da Wilson fejler i første vers på nummeret “Dignity” fra CLOSURE / CONTINUATION. Selv de tjekkede prog-bands kan have brug for at starte forfra, når det ikke lever op til deres perfektionistiske standard, og perfektionistisk er standarden igennem hele koncerten.
Aftenens sæt bliver afbrudt af en mindre pause i midten, hvilket lader til at være kærkomment for meget af aftenens publikum. Så kan der fyldes op i glassene og tømmes blærer samt suges røg igennem filter.
Bandet går på igen efter tyve minutter, og så lægges der vægt på nogle lidt tunge numre, hvor især aftenens længste nummer, “Anesthetize”, høster kæmpe bifald, og faktisk kommer vi her tæt på reel headbanging blandt aftenens meget brogede publikum. Wilson selv bemærker også tidligt i koncerten, at det ikke er en bestemt type, der er mødt op her til aften. Porcupine Tree henvender sig til et bredt spekter af musikinteresserede individer, og det kan tydeligt ses på publikumsdemografien i det udsolgte Falkoner Salen denne fredag aften. Er man typen, der går til koncert for at brøle, imens man kaster hænder i vejret og headbanger, så er en Porcupine Tree-koncert nok ikke noget for dig. Dette handler mere om den musikalske fordybelse, end det gør at feste igennem, og musikken kræver netop ofte denne fordybelse af lytteren.
At publikum så vælger at modsætte sig bandets ellers meget klare ønsker, viser atter engang en del danske koncertgængere fra deres mest ubehøvlede side. Allerede inden koncerten starter, bliver publikum gjort opmærksom på, at bandet ønsker, at koncerten er mobilløs, og man heller ikke må videooptage eller tage billeder. Et forståeligt ønske fra gruppens side. Dette er alle (desværre forventeligt) ikke lige gode til at overholde, hvor vagter flere gange må rundt og bede folk om at lægge telefoner i lommen. En ældre herre oppe på første række på N-balkonen er sågar så fræk, at han har taget et reelt lille digital kamera med, som han fra tid til anden sidder og knipser løs med. Det er lige til at blive flov over. Heldigvis er det ikke flertallet, der er så ubehøvlede, og faktisk overrasker størstedelen af aftenens publikum positivt ved at godt kunne holde devices i lommerne under koncerten.
Porcupine Tree leverer mildest talt en perfektionistisk maraton-koncert og formår at holde opmærksomheden nærmest konsekvent igennem koncertens varighed. Der er meget, meget lidt slinger i valsen rent musikalsk denne aften. De kommer godt omkring i deres materiale, og formår sågar selvsikkert at fyre hele deres seneste udgivelse af, uden at det betyder, at man som ældre fan føler sig snydt i manglen på de fede ældre numre. Bevares, der kunne godt have været flere ældre numre i sættet, men det har tydeligvis været gruppens vision at hive folk med på CLOSURE / CONTINUATION, og denne vision lader umiddelbart til at være lykkedes ret godt.
Porcupine Tree er eminente i Falkoner Salen med en god puls, et glimt i øjet og et stramt sammenspil, men desværre også med større lydudfordringer og et mindretal af ubehøvlede publikummer, der ikke vælger at respektere kunstnernes ønsker. Lad os håbe at der ikke går 12 år igen, før bandet kommer forbi disse kanter.
