Alice Cooper

Cannibal Corpsegrinder

-

Anmeldelse af: Corpsegrinder – Corpsegrinder. Udgivet 25. februar 2022 via Perseverance Music Group.

SLUK FOR HJERNEN. KNAP OP EN BAJER. NU SKAL VI HØRE FE’ DØ’ MED CORPSEGRINDER.

 

George “Corpsegrinder” Fisher er bedst kendt for sin rolle som forsanger for det enormt store dødsmetalband Cannibal Corpse. Efter mange andre sideprojekter som Voodoo Gods og Serpentine Dominion er det blevet tid til et soloprojekt.
Det har resulteret i denne selvtitlede debut, der har Charlie Bellmore og Nick Bellmore med, som begge er aktive medlemmer i Dee Sniders band og er tidligere medlemmer af Toxic Holocaust, hvor Charlie er på guitar og bas, og Nick er på trommer.

Den første sang på pladen, ”Acid Vat”, har også et feature med Erik Rutan på en guitarsolo, som har produceret stort set samtlige Cannibal Corpses albums siden Kill fra 2006 og blev bandets leadguitarist i 2020. Det får mig til at stille spørgsmålet ”Hvor meget skiller det her soloprojekt sig så ud fra Cannibal Corpse? Er det bare mere af det samme?”

Til det vil jeg sige: både ja og nej. Der er ingen tvivl om, at det, der danner bund for den her plade, er god gammeldags amerikaner-død og så selvfølgelig Corpsegrinders karakteristiske stemme. Man kunne til tider fristes til at sige, at den her plade generelt er resultatet af, hvis man tog Cannibal Corpses meget hurtige og hektiske hastighed og liiige sænkede den til et mere dansevenligt tempo.
Det bliver ikke helt til sange som ”Evisceration Plague” og bestemt heller ikke starten på ”Code of the Slashers”, men der bliver bare generelt kørt mere på et middeltempo. Det ville måske skræmme nogle få fans væk, da CC er kendt for de voldsomme og hurtige sange, men når man tænker på, at det her trods alt er et soloprojekt fra en sanger, giver det pludselig noget bedre mening.

Det, der kendetegner de gode sider af denne plade, er en solid produktion, et headbanger-venligt tempo og så Corpsegrinders karakteristiske vokal og også et fokus på, at man kan forstå, hvad Corpsegrinder siger. For selvom det ikke ligefrem er de mest poetiske, dybe tekster, der bliver slynget ud på disken (pun intended), så er det, at man for det meste kan høre hvilke ord der bliver sagt (hvis man er vant til dødsmetalvokaler, vel og mærke) med til at give et indtryk af, at vokalen er kommet i forsædet, og at der ligger god solid vokalteknik bag. Vokalerne ligger godt i forgrunden og kommer med nogle fede hooks i sange som ”Death Is The Only Key” og ”Bottom Dweller”.

Men nok om vokalen. For selvom det her er en soloplade med en kendt forsanger, så er der også musik, der skal bakke den her fede vokal op.

For at komme lidt tilbage til det med hvor meget det minder om Cannibal Corpse, så vil jeg nu komme ind på, hvorfor musikken ikke minder helt så meget om Cannibal Corpse. Sangene er generelt sat mere op efter en standard sangstruktur og kan nogle gange gå hen og blive en kende forudsigelige. Albummet har blandt andet draget en del inspirationer fra hardcore (dog uden at blive deathcore), og derfor er der typisk også mindst et breakdown i løbet af sangen, som også typisk ligger hen mod den sidste tredjedel. Det kan føles en smule formularisk, men samtidigt så fungerer det egentlig ret godt, hvis man ser på sangene individuelt.

Hvis man så derimod kigger på pladen som helhed, så ikke nok med at placeringen af breakdowns føles formularisk, så føles selve breakdowsene også ret formulariske. Chugging-powerchords på de dybeste strenge, måske med sporadiske tremolo picking på max A-strengen på guitaren (set i kontekst af en standard tuning). Men formularen fungerer så stadig en smule, da selve riffsene ellers er ret stærke. Derudover så er pladen ikke særlig lang (kun ca. 30 min.), hvilket også gør det til en lettere gennemlytning end så mange andre plader.

Som en lille sidenote til hele den her anmeldelse vil jeg gerne lige have lov til at nævne, at artworket på coveret af pladen kommer til sin fulde, ret når man hører sangen ”Crimson Proof”. Artworket er et ret tydeligt nod til det originale DOOM-spil, og ”Crimson Proof” lyder ret meget som noget, man kunne have fundet på det nyere DOOM fra 2016.

Alt i alt er det her en okay plade. Den er ikke særlig revolutionerende, men det havde jeg som sådan heller ikke regnet med. Det er Corpsegrinder, for satan. Det skal gerne bare være fe’ dø’, som man kan hamre nogle bajere til. Og det er det så sandelig også.
Det er helt klart en plade jeg gerne ville høre live og moshe og headbange til. Jeg ville nok også sætte den på i ny og næ, når jeg har en lille cykeltur eller noget, men et mesterværk er det bestemt heller ikke.

Den lander lige et tak over middelmådig, da pladen, på trods af at den er lidt generisk, er veludført, velproduceret, har en passende runtime og har Corpsegrinders vokal som fokus.

REVIEW OVERVIEW

Corpsegrinder - Corpsegrinder

Share this article

Recent posts

Popular categories

Cannibal CorpsegrinderAnmeldelse af: Corpsegrinder - Corpsegrinder. Udgivet 25. februar 2022 via Perseverance Music Group. SLUK FOR HJERNEN. KNAP OP EN BAJER. NU SKAL VI HØRE FE’ DØ’ MED CORPSEGRINDER.   George “Corpsegrinder” Fisher er bedst kendt for sin rolle som forsanger for det enormt store dødsmetalband Cannibal Corpse....