Alice Cooper

Da Rammstein overgik Rammstein

-

Anmeldelse af: Rammstein. Odense Dyrskueplads, Fyn. 03. juni 2023.

Det tyske seksmandsorkester overgik sig selv på andendagen med en industriel og pompøs teaterforestilling på højt blus.

 

Arkivfoto: Mark Stoumann

 

Sekstetten er for anden gang klar til at flambere omkring 47.000 publikummer, hvilket vi også var inde for at opleve.

Som den dedikerede Rammsteinfan jeg nu er, var jeg inde for at se dem begge dage – og det er altså tydeligt, at Rammsteins musikalske bundniveau er højere end deres scenes toppunkt, der knejser over publikum som Saurons tårn.

Teatralsk og musikalsk maskineri

En håndfuld af startnumrene som ”Links 2 3 4”, ”Sehnsucht” og ”Angst” fungerer glimrende som lydmæssig militærmarch over koncertpladsen. Ren auditiv blitzkrieg.

De gale pyromaner har naturligvis deres massive scenekonstruktion med, der gør alt andet end at holde sig tilbage. Sceneshowet er angiveligt en lige så stor del af koncerten, som musikken er. Rammstein har naturligvis medbragt utallige mængder pyroteknik, fyrværkeri, konfettikanoner og andet galskab. Til dystre ”Puppe” og fjogede ”Pussy” står den på konfetti i massevis, hvorimod schlagernumrene ”Du Hast” og ”Sonne” henholdsvis byder på seværdigt fyrværkeri og et komplet overvældende flammehav.

Der bliver kokkereret med publikums koncentrationsevne til det teateragtige og spændingsopbyggende nummer ”Mein Teil”, hvor keyboardist, Flake, gentagende gange får skudt massive mængder ild efter sig.

Ikke nok med det uimodståeligt imponerende sceneshow så beviser Rammstein også, hvorfor de er så musikalsk velansete, som de er. Rammstein leverer nummer efter nummer med samme præcision som en neurokirurg i hospitalet på den anden side af vejen.

Koncert i højere enhed

Rammstein virker mere musikalsk veloplagte på andendagen. På førstedagen leverede de en mindeværdig koncert, men de lader til at være mere komfortable på scenen og med deres instrumenter på andendagen.

En ting er sikkert: Rammstein har forbedret sig siden 2022 i Aarhus. Alting går op i en højere enhed. Der er mere ild, publikum er flere i antal, og bandet føles mere engageret. Till Lindemann synger i hvert fald betydeligt bedre end sidst – for det meste – og koncerten føles generelt mere livagtig og mindre mekanisk.

Fra hvor jeg står, er lyden blevet forbedret siden dagen før. Tills vokal går tydeligere igennem, og Flakes keyboard lægger et mere robust grundlag for resten af instrumenterne. Det kan skyldes, at jeg har mast mig tættere på scenen denne gang. Logistikken virker også klart mere tjekket.

Rammstein über allen

Når Rammstein besøger Danmark, så dukker folk op. Og når Rammstein dukker op, så leverer de! De notoriske prøjsere har ikke længere behov for at bevise noget for deres fanskare. Folk er allerede solgt.

Rammstein leverer mere end en koncert. De sørger for en oplevelse, der er så unægtelig imponerende, at selv ikke-metalhoveder ville måbe i ren forbløffelse. Rammstein er en velsmurt maskine, og med et lige godt over to timers sæt beviste de højprofilerede mastodonter, hvorfor de er sehr wunderbar!

ANTAL STJERNER

Rammstein

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Rammstein. Odense Dyrskueplads, Fyn. 03. juni 2023. Det tyske seksmandsorkester overgik sig selv på andendagen med en industriel og pompøs teaterforestilling på højt blus.   Arkivfoto: Mark Stoumann   Sekstetten er for anden gang klar til at flambere omkring 47.000 publikummer, hvilket vi også var inde for...Da Rammstein overgik Rammstein