Anmeldelse af: Rammstein. Ceres Park, Aarhus. 22. juni 2022.
Tyskerne havde husket at medbringe gode mængder brændstof, da de indtog Aarhus, men var det nok?
Foto: Amanda Gaarsdal
Sjældent får Aarhus så stort et besøg som her til aften. Tysklands formentlig største musikalske eksport kommer endelig efter to års corona-venten til den jyske hovedstad.
Det er dog de færreste byer, der reelt set kan kapere at have et band af denne popularitet på besøg, og her viser Aarhus sig da som var den skoledreng, der møder op og påstår, at hunden har ædt barnets stil. Alt, hvad der minder om trafik i Aarhus, er lammet som følge af koncerten. Busser har timers forsinkelser, og alt er kaos. Denne anmelder når netop kun lige ind kort før, Rammstein skal fyre op for kedlerne både i billedlig og bogstavelig forstand naturligvis.
Rammstein går på til kæmpemæssige klapsalver og enorm jublen fra det talrige publikum, som i dagens anledning har begivet sig et smut på stadion for at drikke fadøl og høre letfordøjelig metal. Det står hurtigt klart, at Rammstein ønsker at forføre med enormt tunge rytmer, og musikken er faktisk om muligt endnu tungere fra start, end den er det på pladerne. En kæmpe mur af lyd vælter ud af højtalerne og tryllebinder store dele af aftenens publikum. Sjældent har man oplevet så mange hænder i luften på én gang i Aarhus. Denne anmelder har i hvert fald ikke. Det bliver aldrig til den store headbanger-fest, men hvis at have hænderne i luften er din ting, så er det her altså bare sagen!
Bandet spiller ganske glimrende her til aften, hvor koncerten langt størstedelen af tiden sidder så stramt, som nærmest kun tyskere kan gøre det. Desværre er der også udfald indimellem, hvor bandet ikke er helt enige om, hvordan man skal komme ind på et-slaget, eller hvornår nævnte slag egentlig befinder sig. Det er dog kun sporadisk grænsende til det yderst sjældne, at sammenspillet bandet imellem bliver ujævnt.
Til gengæld så er lydbilledet ofte enormt rodet og alt, alt, alt for bastungt. Bassen og ligeledes stortrommen er så høj, så det hele rumler, og det gør på ingen måde noget godt for lyden i Ceres Park. At afholde koncerter på et stadion er i øvrigt en tradition, der har behov for at dø. Der burde i stedet bygges flere større spillesteder med ordentlig infrastruktur, så vi kunne få de store drenge på ordentligt besøg i stedet for at forvise dem til et ”ikke-spillested”, som jeg vælger at kalde stadions.
Her til aften sidder lyden på ingen måde i skabet, og det er enormt synd for et band, der ellers fremstår enormt velspillende og gennemrutinerede. Guitarerne bliver til tider for knasende, bassen overdøver alt sammen med stortrommen, og Till Lindemanns ellers velfungerende og specielle vokal kommer ikke rigtigt til sin ret, da den drukner i det soniske virvar. Lydproblemerne bliver bedre igennem koncerten, men formår aldrig at blive bedre end hæderlig.
Aftenens sætliste er ikke overraskende fokuseret omkring nyere materiale. Besynderligt nok er den dog ikke bygget så meget op omkring bandets seneste udgivelse, Zeit, som vores anmelder i øvrigt gav 4/5 med ordene: ”Det klæder Rammstein ikke at kopiere sig selv, men opdage nye musikalske sider, også selvom det måske er små skridt.”, men nærmere om den forrige udgivelse, Untitled, fra 2019. Du ved, den med tændstikken. Vi får bl.a. kun “Mein teil” fra bandets album Reise, Reise-album, der ellers er spækket med fede livebangers som “Keine Lust”, “Amerika”, og “Ohne Dich”. Derudover føles det helt enormt underligt at overvære en Rammstein-koncert, der slet ikke indeholder kæmpehittet “Feuer Frei”, hvor de helt store ildkanoner normalt hives frem.
Sætlisten er på mange måder en lidt tam oplevelse, medmindre man kampelsker de to seneste Rammstein-plader og er lidt nøjes-typen, der ikke har noget imod, at der ikke kommer mange af de klassiske numre, som bandet ellers er kendt for.
Bandet kommer egentlig fint ud over scenekanten, og imod slutningen af sættet da også i bogstavelig forstand. Første runde af ekstranumre starter på en b-scene, der er sat op ude ved publikum, hvorfra bandet leverer en lidt sørgmodig og på mange måder tam klaverversion af kæmpe-hittet “Engel”. Herefter sejler gruppen (i bogstavelig forstand) i gummibåde igennem havet af hænder, imens der deles flittigt ud af high fives. Spøjst nok er det først her, man får følelsen af, at bandet reelt set interagerer med aftenens fans, da de resten af koncerten nærmest har været som i en boble, hvor kun et enkelt eller to ‘Tak’ er, hvad der er blevet ytret.
Maskinen er velsmurt, men er den måske også en kende for velsmurt? Manglen på reel publikums kontakt og interageren set i forhold til bandets visuelle udtryk og stil lægger op til at være en kende mere publikumsvenlig.
Anden omgang af ekstra numre får den lige lidt ekstra gas på pyroen, hvilket ellers helt ærligt (set i forhold til Rammsteins ry) ikke har været så spektakulært igennem aftenen. Det har heller ikke hjulpet, at koncerten har foregået udendørs og i dagslys.
Sceneshowet har helt klart et enormt fokus igennem hele koncerten, men det forekommer måske til tider for indstuderet og rutinepræget. I aften virker umiddelbart blot som en anden aften på kontoret for et af verdens største metalbands. Der mangler i hvert fald noget spræl, nærhed og ikke mindst et voldsommere show. KISS (bare for at sammenligne pærer med bananer) havde mere pyro på Copenhell, og de bærer altså ikke helt samme flammende ry som Rammstein.
Det har været en enormt speciel oplevelse at skulle en tur på stadion for at høre musik, og den har desværre på ingen måde været gnidningsfri. Trafikkaos og elendig lyd har sat sig store præg på et ellers velspillende og stramt bands koncert.
Der bliver på mange måder stukket en pind i hjulet på den ellers velsmurte tyske kampmaskine, der er Rammstein. En tam sætliste og et mangel på nærvær bliver desværre ikke reddet helt hjem af en ellers til tider enormt stærk og veludført teatralsk optræden.
Kort sagt har Rammsteins besøg i Aarhus ikke levet helt op til i hvert fald denne anmelders forventninger.
Amanda Gaarsdal har taget flere billeder af koncerten til dig her:
